Kan man sige noget om kong Frederik, der ikke allerede er blevet sagt? Efter dronning Margrethes nytårstale og abdicering to uger senere marcherede kongehuset så langt ind i vores allesammens folkesjæl, at selv Stephanie Surrugue til sidst må have følt et stik af udmattelse.

Både dronning Margrethe og kong Frederiks liv og skæbner blev endevendt i dokumentarer, bøger og podcasts i ét væk, så der næsten ikke er noget at tilføje. Næsten. 

For når man er Euroman, er det vores pligt at markere, når en kronprins bliver til konge. Kong Frederik har tidligere prydet forsiden, både i enlig figur og flankeret af sin bror og far. Denne gang har vi ladet en kunstner fortolke ham på forsiden. Og i det nye Euroman har vi inviteret en række gode mennesker til at kommentere på tronskiftet og sende hilsner til Kongen. 

Som mennesker bliver vi bundet sammen af de historier, vi fortæller til hinanden. Sådan har det været, siden den eneste underholdning om bålet i stenalderen var mundtlige overleveringer.

Sådan er det, når gamle gymnasievenner mødes og igen og igen genfortæller anekdoterne fra studieturen til Madrid. Og sådan vil det altid være, når vi som nation minder hinanden om kongehuset som det kit, der binder os sammen. Uanset om historierne så handler om Kongens tid i Siriuspatruljen på Grønland, om hans lillebrors måde at irettesætte journalister på, eller om ungdomskærester, koblingspunkter og branderter på Krasnapolsky. 

Historier er film og bøger og teater, men det er også virkeligt liv. Og uanset om det er os selv eller andre, der er hovedpersoner i fortællingerne, er det vores evne til at formidle både følelser og rationaler, der adskiller os fra de andre arter i dyrelivet. 

De fortællinger sker i fællesskaber. 

Og et land har brug for fællesskaber, fordi de skaber en klangbund for dets borgere. Vi er ikke mennesker, hvis ikke vi har steder at høre til. Mange fællesskaber er midlertidige; løbeklubben, arbejdspladsen, studiegruppen. Vi har dem, til vi ikke har dem mere, og sådan skal det også være, men undervejs kan vi lade os nære af relationer og skabe mening med det hele. 

Men de stærkeste fællesskaber, tror jeg, er dem, vi ikke melder os ind og ud af, men som bare er der. Vi bliver født ind i Folkekirken, men det er valgfrit at være medlem, så vi kan nemt sige farvel til Gud. Vi kan melde os ind i Club Matas eller Coop, men vi kan også hurtigt melde os ud igen. Og vi kan forlade syklubben, vennegruppen eller kontoret, hvis vi vil. 

Sådan er det ikke med kongehuset. Kongehuset er der bare. Det er en institution og nogle mennesker og bygninger og udgifter og handlinger, der repræsenterer Danmark indadtil og udadtil, men mest af alt er kongehuset det største fællesskab, vi har som danskere. Og at kongehuset ikke vælges til eller fra, men bare eksisterer, er dets helt store styrke. 

Kongehuset lever på historierne fra fortiden og med løftet om fremtiden. Lige nu hviler alles øjne på kong Frederik. Hvad gør han? Hvad siger han? Hvordan mon hans første nytårstale bliver? Hvordan bliver det mon at være konge, når dronning Margrethe er lige bag ved ham? 

Det er naturligvis interessant at være vidne til, hvordan en mand griber et embede an, som han har haft 55 år til at forberede sig til. Og hvilken konge han vælger at være for at blive vellidt af sin befolkning. Det har der i sandhed været mange bud på, og det første er lige så godt som det næste.

Jeg tror ikke, kong Frederik skal lade sig diktere af tiden for at få sit folks opbakning. Eller af klimaet, erhvervslivet, sporten eller kunsten. Han skal lade sig diktere af bevidstheden om, at han udgør en brik i et fællesskab, der bliver bundet sammen af de historier, vi fortæller hinanden.

En af kong Frederiks styrker, som historiker Sebastian Olden-Jørgensen påpeger i vores tema om Kongen, som du kan læse i det nye Euroman, er hans evne til at omgås høj og lav. Mens hans mor nærmede sig en nærmest overmenneskelig figur, er kong Frederik en person, som langt flere kan spejle sig i. Deri ligger det store paradoks: Kongen er ligesom du og jeg, når han løber 10 kilometer gennem gaderne i de store byer til Royal Run eller skråler med på Nephew på Smukfest. 

Men hvis vi skal opretholde idéen om et kongehus som noget, vi kan have tilfælles, er vi nødt til at insistere på, at han netop ikke er som os. Kong Frederik skal være hævet over terminsbetalinger, Mit-ID og tømmermænd. Det kan man synes om eller ej, men det er nu engang vilkåret for et konstitutionelt monarki, at man kan være født til andet og mere end et liv langs fodlisterne. 

Kongehuset skaber historier, vi kan udfylde vores fælles bevidsthed med, fordi det netop er større end os. 

Velkommen til, kong Frederik, og velkommen til, kære læser. God fornøjelse med den nye udgave af Euroman, der kommer på gaden torsdag den 22. februar.  

Vil du købe forsiden som plakat, kan du gøre det lige her.