”Jeg kan godt finde på at gå ind på et værtshus i provinsen og sige: ’Kom så! Nu skal vi fandeme slås!’” scroll-down

”Jeg kan godt finde på at gå ind på et værtshus i provinsen og sige: ’Kom så! Nu skal vi fandeme slås!’”

Thomas Blachman er fyldt 60. Og selvom han med årene er blevet mildere, er tempoet det samme. Han er far til fire, smagsdommer i primetime for 15. gang og mærker på ny en sprudlende appetit på at skabe musik. Og så – efter seks årtiers rastløs improvisation – spørger han sig selv, hvad det egentlig er, der rumsterer inde i hans hoved.

Af Oliver Bodh Larsen
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Mennesker Euroman

I FORÅRET VAR DER noget med Thomas Blachmans blodtryk. Det var hans øjenlæge, der havde bemærket det. Det var ikke alarmerende, men han nærmede sig 60 år. Så Blachman tog til lægen. Mens lægen stod og foretog sine absolut almindelige undersøgelser af hans hjerte, blev Blachman pludselig grebet af en følelse af noget meget større.

Fire gange i sit liv havde han set den samme grafiske illustrering af et hjerte, der slår. Go-dung, go-dung, go-dung, go-dung. Det var hans fire børn: Henry, Ramona, Zac og Tora. (”Jeg har fået dreng, pige, dreng, pige. Det er jo fuldstændig vanvittigt!”).

Han havde altid gerne villet have mange børn, selvom han i flere år havde følt sig fuldstændig overbevist om, at der ikke fandtes en kvinde, der ville være interesseret i at få nogen med ham. Nu havde han fået fire med to forskellige kvinder. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Musik og Danmark