Da jeg var dreng, spillede jeg tennis på eliteniveau i min hjemby, Silkeborg. Dengang, i slut-80’erne, gik jeg nærmest kun i tennistøj. Jeg voksede op i den periode, hvor Boris Becker og Stefan Edberg var de helt store. Ivan Lendl huserede også stadig, og så var der franske Henri Leconte.

Tennissporten påvirkede alt i min verden, også tøjmæssigt. Ivan Lendl spillede i et Adidas-sæt, som var så fedt, syntes jeg, og hele æstetikken i tennis ramte mig. Renheden, stramheden. Men også kontrasten i sporten, for bag alt det, der er så ordentligt og anstændigt, ligger der en vildskab. Det er noget, jeg kan spejle mig i, og det ligger stadig i knoglerne.

Nogle gange går jeg på scenen med Hugorm i noget tennisagtigt tøj. Det passer godt, at der er noget, der er dressed-up, og så går man amok inde i det. Jeg har fx et sæt med shorts og trøje fra det italienske mærke Ellesse. Sat sammen med et par hvide sokker, som er hevet godt, langt op. Det giver en kostskoleagtig pænhed, noget meget angelsaksisk, som man så kan bryde ud af. Det clash er stilmæssigt interessant. 

Den tankegang går igen i min position som dommer i X Factor. I det program vil jeg gerne repræsentere mig selv og vise rent smagsmæssigt, hvad jeg står for. Jeg er ikke så interesseret i fe-agtig skønsang over et lille electronica-beat. Jeg vil gerne gå en anden vej. Der var én, der sagde til mig, at det, jeg repræsenterer, er, hvad man kan kalde ’Versalmusik’. Noget, der taler med store bogstaver, har et punch og er tydeligt. Det gemmer ikke på noget, det er out there, og så er det samtidig tilsat en vis skrøbelighed inde bag det hele. Det gælder også tøjmæssigt.

I X Factor har jeg fx haft et workwear-sæt på fra Hansen Garments med slips, en slags uniform, om du vil, og så blødt det op med neglelak i alle slags farver. Eller et par vide læderbukser fra Berner Kühl sat sammen med en bomuldsskjorte og vest. Og Asics-gummisko.