Hvem husker ikke At Dolores?

Nok de fleste, men natklubben lå i de legendariske lokaler på Lille Kongensgade 16, hvor den dannede rammerne for det voksne publikums eskapader i slutningen af 2010’erne.

Hvis du har savnet At Dolores, vil der være risiko for, at du er ved at gå til af ren og skær begejstring over nyheden om, at Dolores rykker ind i Carlsberg Byen den 11. april. Men denne begejstring skal nok lige omsættes til den af en anden slags, for der er ikke tale om en natklub; der er derimod tale om en restaurant, der intet andet har med den notoriske klub at gøre end det lignende navn.

Nu hvor vi har fået etableret hvad Dolores ikke er, er det på sin plads at redegøre for, hvorfor du skal glæde dig over åbningen: Dolores er en sand verdensborger af en restaurant, der med sig i kufferten har madglæde og gastronomisk inspiration fra den enorme verden, der eksisterer uden for Carlsberg Byen. Navnet kommer fra San Franciscos farverige spanskinficerede Mission District, hvis ældste kvarter, Dolores, er en hot pot af madkulturer, og inspirationen herfra har sat et tydeligt præg på menukortet.

Restauranten serverer delevenlig comfort food som korean fried chicken, glaserede shiitake-svampe og masser af fisk. Er man særligt glad for det søde køkken, byder Dolores i den grad op til dans med retter såsom pecan pie med whisky-cremefraiche og churros med vaniljeiscreme og spicy masala-karamel.

Det er den 25-årige Oliver Lerche, der indtager rollen som køkkenchef. Han har tidligere stået i køkkenet på Sans Souci og Dragsholm Slot, og han glæder sig til nu at præsentere en menu, der bliver lige så farverig som Dolores-kvarteret, og en restaurant, der er anvendelig både til hverdag og til fest og ballade i weekenden.

”Dolores skal være et sjovt og uformelt sted, og menuen bliver dogmefrit land. Begrænsninger kan være godt for kreativiteten, men her bruger vi rendyrket velsmag og lækkerhed som pejlemærke. Vi plukker fra alle hylder, og resultatet er stor velsmag uden så mange dikkedarer,” siger Oliver Lerche om åbningen.

Det vil både være muligt at smage sig gennem kortet, droppe ind til en hurtig frokost eller komme og få sig et hurtigt glas i baren efter fyraften.

Bag Dolores står Loca-gruppen, der også driver Studio og Kilden. Køkkencheferne fra de to restauranter, Christoffer Sørensen og Christian Hoffmann, har således brugt deres sidste halve år på at teste og skrue på Dolores’ menu i samarbejde med Oliver Lerche. 

Dolores åbner på Kildepladsen 12 i Carlsberg Byen den 11. april og holder åbent fra onsdag til søndag 12.00-24.00.