FOR OMKRING 15.000 ÅR SIDEN, måske endda for endnu længere tilbage, tog vi – menneskene – ulven ind i vores folder. Eller også var det ulven, der på eget initiativ regnede ud, at hos de oprejste var der føde og en kløende hånd bag øret at hente. Man er ikke helt sikker. Men ulven blev en del af menneskenes liv, og ud af ulven fik vi hunden. Vores allerførste kæledyr. Og vores (lad os bare få det sagt) bedste ven.

Hunden var nyttig. Den hjalp til med at holde vagt og jage dyr og den slags. Men i vores selskab blev hunden ikke bare til en lidt mere blid, omgængelig og øjenkontaktsøgende version af den vilde ulv. Igennem de tusinder år, der siden er passeret – og i særlig grad i løbet af de seneste par århundreder, hvor antallet af hunde i private hjem er eksploderet – er hunden blevet til omkring fire hundrede forskellige racer. 

Cirka 380 af disse havde mulighed for at vise sig frem til Winter Wonder Show i Herning, der fandt sted en gråtonet weekend i november. (I tallet 380 har jeg medtalt 21 forskellige slags terrier, men fx kun talt de fire forskellige farver af dværgschnauzer som én). Hundeshowet i Herning var den sidste store hundeudstilling i kalenderåret 2023, og det var min første af slagsen nogensinde. Jeg havde aldrig været til noget, der bare mindede om. I det hele taget vidste jeg ikke ret meget om hunde, før jeg tog til Herning. I løbet af min barndom havde vi haft nogle stykker – tre labradorer, heraf to rene (vistnok) og en, der var krydset med en Golden Retriever – men noget dybere kendskab til hunderacer var jeg ikke i besiddelse af, og at der op til flere gange i løbet af et kalenderår bliver afholdt massive udstillinger hen over en hel weekend med flere tusinde mennesker og endnu flere tusinde hunde, det var jeg – for nu at være fuldstændig ærlig – overhovedet ikke klar over.