Vi skal som bekendt alle starte et sted, og for mit vedkommende var det sted Jagger. I min gymnasietid og vel ind i de år, der fulgte, spurgte jeg høj såvel som lav, om de kunne tænke sig en dip til pomfritterne?

For en teenager lyder et arbejde på Jagger som drømmen: burger til aftensmad hver dag. Og jovist, det var da lækkert i starten, og jeg har intet dårligt at sige om de burgere, der bliver lavet derinde, men det er begrænset, hvor mange dage og uger man kan spise burger i træk uden at opbygge en form for træthed over for konceptet.

En skønne dag gik det hele op i en højere enhed, da nogle af køkkenets medarbejdere, hvoraf en stor del stammede fra Bangladesh, begyndte at lave risretter fra deres hjemland til personalemad. Disse risretter var af den slags, man som dansker aldrig selv ville være i stand til at kunne genskabe derhjemme, uagtet hvor mange timer man brugte på at nærstuderede, hvad det var, de gjorde: kyllingen ville aldrig blive lige så sprød og saftig, krydderierne ville aldrig spille sammen i den samme symbiose, og risene ville altid være en anelse mere splattede.

Siden jeg havde min sidste vagt på Jagger i 2021, har jeg ikke fået en risret, der smagte lige så godt. Men det er der altså rig mulighed for at lave om på nu, hvor Ritta har slået dørene op på Vesterbrogade 48 i København V.

Det er nemlig bearnaisekongen Rasmus Oubæk og resten af teamet fra Jagger og Otto, der står bag den nye åbning.

”Vi laver maden, som de gør i Indien, Nepal og Bangladesh. Vi har ikke gjort retterne særligt milde eller ændret på smagene. Kun chilien har vi tilpasset lidt,” fortæller Rasmus Oubæk i en pressemeddelelse om konceptet.

Ritta serverer autentiske risretter fra lande som Nepal, Indien, Bangladesh og Tibet, og på menuen finder man både klassiske retter som butter chicken og chicken korma, men også mere dansk-ukendte retter såsom beef bhuna, der er en sød og spicy curry fra Bangladesh.

Restauranten har åbent fra 11 til 21 alle ugens dage, og det vil både være muligt at nyde maden i restauranten eller at tage en karryret med hjem (enten varm eller til at varme derhjemme).