Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Burger – Håndholdt herlighed

I Danmark er en burger kommet langt, siden den oprindelige bøfsandwich var det tætteste alternativ på den ubestridte fast food-konge. Nu til dags varierer en bøf og to boller fra hamburger til haute cuisine, og der er mange bud på, hvordan den bedste burger skrues sammen.

Hos Euroman har vi lavet mange burgere, og vi har spist mange burgere. Her på siden deler vi derfor ud af de bedste opskrifter og lækreste restauranter, hvis du kun vil byde dine smagsløg den bedste burger-oplevelse.


vis
mere

Burger i Danmark: Fra bøfsandwich til burger i brioche-boller

Når man tænker på, hvor simpel en ganske klassisk burger egentlig er, så kan det være svært at forstå, hvordan den fås i så mange variationer, prisklasser og ikke mindst kvalitet.

En bolle, gerne med sesamfrø på toppen, en bøf af hakket oksekød, salat, løg, tomat, syltede agurker og skvæt mayonnaise. Der har du udgangspunktet for den klassiske burger, men man skal ikke rulle forbi mange videoer på Facebook for at støde på en burger, der er så ekstravagant, at man får kødsved bare af at kigge på den.

Vi bliver nok ekstra betagede af den amerikanske kreation, når vi ser lækre videoer på sociale medier, for burgeren er et ganske nyt fænomen i danskernes kulinariske bevidsthed.

Det fås ikke mere dansk end en pølsevogn, og det var også i de små restauranter på hjul, man fandt det nærmeste vi kommer en dansk burger. Det er naturligvis bøfsandwichen, der bød på en hakkedreng i lage, som blev gjort selskab af syltede agurker, ristede løg, ketchup, sennep og remoulade – alt sammen pakket ind i en beskeden bolle. Det er unægtelig stadig en klassiker, men en burger er det altså ikke.

Det var først i 1977, da Burger King åbnede i København, at danskerne kunne prøve kræfter med en ærkeamerikansk burger, og siden da er antallet af burgerrestauranter eksploderet rundt omkring i landet.

Udviklingen af burgere er ikke kun tydelig på antallet af restauranter, der specialiserer sig i dem, men lige så vel i burgerens udtryk og smag. Burger Kings ’Whopper’ har haft sine velmagtsdage, hvor sesambollen var burgerens enevældige hersker; nu er det bløde brioche-boller, der skal til, hvis en burger for alvor skal skille sig ud fra flokken. Det er der flere burgere, der kan i Danmark, hvor vi endda har en enkelt burger, der nævnes som én af verdens allerbedste burgere.

Spis inde eller tag med: Danmarks bedste burgere

Vi har haft en periode i Danmark, hvor vi gik fra burgerbar til burgerrestaurant, og hvor et burger-måltid gik fra nem fast-food til helstøbt middag med opdækkede borde og dedikeret betjening.

Det har affødt populære steder som Halifax, Cock’s & Cows, og Sliders nydt godt af, når de serverer lækre burgere i klassiske restaurant-omgivelser. Det var i øvrigt også med til at give dem pladser på vores liste over Københavns bedste burgere, da vi gav os for at rangere dem.

Til gengæld har trenden taget lidt af, da flere og flere burgerbarer skyder op rundt omkring i Danmark, og burgeren dermed vender tilbage til sine rødder i fast food-industrien.

Det kan jo give negative associationer at forbinde noget med fast food, men det er slet ingen grund til i Danmark. Vi har nemlig flere burgerbarer i landet, der er startet af Michelin-kokke, og de mener, at vi kan lære meget af fast food-industrien.

Jagger Fast Food står Michelin-kokken Rasmus Oubæk bag, og han mener ikke, at en god burger kræver en ventetid på 45 minutter. Hvis McDonald’s eller Burger King kan levere en god burger på 5 minutter, så må en Michelin-kok kunne levere en fantastisk burger på 10 minutter, og det er tanken bag Jagger. Med flere lokationer rundt om i landet er der i hvert fald rig mulighed for at lade dine smagsløg udsætte for en Jagger burger.

Når kun det bedste er godt nok, så kigger man gerne mod lister, der tæller verdens bedste burgere. Hvis man gør det, så finder man et dansk islæt, som du ikke må snyde dig selv for. Det er Gasoline Grill, som nu har flere lokationer i København, der er kommet på en liste over verdens bedste burgere, som Bloomberg har lavet. Prøv den, næste gang du skal have stillet din burger-sult.

Selvgjort er velgjort – Den perfekte hjemmelavede burger

Vi har allerede været forbi de klassiske elementer i en burger, men vi har nok alle erfaret, at en hjemmelavet burger smager forskelligt fra hjem til hjem. Nok kan man følge den samme opskrift, men resultatet vil bare smage anderledes, og det er der flere forskellige årsager til.

Hvis du gerne vil skyde genvej, kan du finde vores opskrift på verdens bedste hjemmelavede burger her, men følger du med her på siden, får du et par ekstra tricks med i den gastronomiske værktøjskasse.

Først og fremmest skal kvaliteten være i orden på de råvarer, du bruger. Det nytter eksempelvis ingenting, hvis du bruger tomater, der smager mere af vand, end de gør af tomat. Det er især en kæphest, der var afgørende for bedømmelserne, da Euroman i 2016 kårede Københavns bedste burgere.

Det samme gælder oksekødet til bøffen – det skal være økologisk, og det skal være af en høj kvalitet. Du kan med fordel gå forbi din lokale slagter og lade ham om at hakke dit kød til bøfferne.

Derudover ligger hemmeligheden i detaljen – eller rettere i detaljerne. Hvis du får styr på tilbehøret til din burger, vil du hurtigt opleve, at den samlede oplevelse bliver et hak bedre. I stedet for de normale, rå løg, kan du kaste dig ud i at lave dine egne løgringe, som utvivlsomt vil hitte blandt gæsterne.

Det er de små finesser, der gør den store forskel, og får du styr på dem, får du også lov at sætte tænderne i verdens bedste hjemmelavede burger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Pizza, Mad, Fastfood og Gastronomi