Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Dokumentar: Fra neglebidende True Crime til de bedste danske dokudramaer

Dokumentar hitter som aldrig før. True Crime-serier som ‘Making a Murderer’, ‘The Jinx’ og ‘Wild Wild Country’ har banket støvet af dokumentargenren og forvandlet virkelighedens dramaer til megahits. Og herhjemme giver kulørte kendisportrætter, stærke sportsdokumentarer og debatskabende dokudramaer Netflix og HBO kamp til stregen.

Euroman guider dig gennem junglen af de bedste dokumentarer, du kan streame lige nu. 


vis
mere

Dokumentar hitter som aldrig før

Vi lever i dokumentarens guldalder. Aldrig før er der blevet produceret så mange medrivende film og tv-serier, som tager livtag med virkelige begivenheder og personer. Hvor dokumentaren for blot få årtier siden levede en upåagtet tilværelse i halvtomme biografsale, er de i dag med til at forme det kulturelle landskab i hidtil uhørt grad.

Tænk bare på Oscar-vinderen ‘O.J.: Made in America’ og Ava DuVernay’s ‘13’ fra sidste år, der skabte enorm debat om de sortes rettigheder – eller mangel på samme – i USA. Eller Netflix-dokumentaren ‘Making a Murderer om en - måske, måske ikke - uskyldig dømt morder, der ikke blot blev talk of the town i USA, men også dominerede samtalen ved kaffeautomaterne herhjemme.

Netop Netflix bærer en stor del af ansvaret for dokumentarens enorme fremgang. Streamingtjenesten distribuerer hundredvis af dokumentarfilm- og tv-serier og har selv produceret mange af de senere års allerstørste hits. Med Netflix når den engang så nicheprægede dokumentarfilm ud til et globalt publikum på 117 millioner betalende brugere. Og seerne er vilde med at lege flue på væggen. Ifølge de seneste statistikker så omkring 80 procent af Netflix’ brugere en eller flere dokumentarer sidste år.

Er du i tvivl om, hvilke dokumentarfilm eller dokudramaserier, du skal binge watche, så fortvivl ikke. Euroman anbefaler 11 stærke dokumentarer på Netflix, guider dig til 20 dokumentarfilm, du kan streame lige nu, og slår et slag for den spritnye dokumentarserie ‘We Are Not Done Yet’ hos konkurrenten HBO Nordic, der følger 10 krigsveteraner, som alle lider af PTSD.

True Crime er dokumentarens nye guldæg

Man siger, at kriminalitet ikke betaler sig, men den påstand maner True Crime-dokumentarer som ‘Making a Murderer’, ‘The Jinx’, ‘The Staircase’ og ‘Wild Wild Country’ til jorden. De populære dokuserier har skovlet millioner af penge ind ved at sætte spotlys på nogle af verdens mest opsigtsvækkende kriminalsager. TV-serierne vender hver en sten i håbet om at finde snavs om forbryderne eller – som det oftest er tilfældet – belyse retssystemets fejl og mangler.

Og publikum over hele verden sluger det råt. ‘Making a Murderer’ er stadig et af de mest sete shows i Netflix’ historie, og serien om den morddømte Steve Avery affødte en politisk bevægelse for at få frifundet seriens hovedperson. Sæson 2. af ‘Making a Murderer’ er netop landet på Netflix, og nedenfor kan du gå på opdagelse i fire forskellige dokumentarer, der beviser, hvorfor True Crime er den mest hypede genre lige nu.

4 serier om mørke mordgåder du skal se

Danish dynamite: 3 danske dokumentarer, du ikke må misse

Herhjemme ligger vi også godt i slipstrømmen på dokumentarbølgen, og film som ‘Armadillo’, ‘Burma VJ’ og ‘The Act of Killing’ har dt seneste årti bevist, at Danmark godt kan bide skeer med de store drenge. Euroman har udvalgt nogle af de bedste danske dokumentarer, som du roligt kan sætte weekenden af til at se.

‘Niarns død’, 2018

"Det farligste ved alkohol er, at det fucking virker," siger den danske rapper Niarn i TV-dokumentaren ‘Niarns død’, der hudløst ærligt viser konsekvenserne af aalborgenserens alkoholmisbrug.

‘Fædre og sønner’, 2018

’Fædre og sønner’ er instrueret af Andreas Dalsgaard og følger Michael Haslund-Christensen og hans far Søren, der er tidligere hofmarskal, på en rejse til Centralasien for at følge i bedstefaderen Hennings fodspor.

‘Hjertelandet’

For 25 år siden var der ingen thailandske kvinder i Thy. I dag bor der 1.034. Instruktøren Janus Metz har tidligere stået bag den Robert-vindende dokumentarfilmen ‘Fra Thailand til Thy’, og i ’Hjertelandet’ følger han igen en række mænd fra Thy, der har giftet sig med thailandske kvinder.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Netflix, Serier, Film, HBO og Musik