Oscar Isaac er hovedrollen i ny dokumentar lavet af hans danske hustru, Elvira Lind: ”Jeg blev overrasket over, hvor tæt på hun faktisk kom”

DEN AMERIKANSKE SKUESPILLER Oscar Isaac, kendt for film som ’Star Wars’, ’Frankenstein’, ’Dune’ og ’Inside Llewyn Davis’, står i centrum for dokumentarfilmen ’King Hamlet’ instrueret af hans kone, den danske instruktør Elvira Lind.

Filmen, som indtil videre har fire visninger på dette års Cph:Dox, følger ham gennem en mildt sagt turbulent periode i hans liv – år 2017 – hvor arbejdet med hans drømmerolle som Hamlet, der skal opføres som teaterstykke på The Public Theater i New York, flettes sammen med, at han mister sin mor og bliver far første gang.

Her fortæller Oscar Isaac om, hvordan det føles, at hans hustru fangede det hele på kamera.

Hvordan var det for dig selv at genopleve hele den periode af dit liv?

”Det var en mærkelig oplevelse, fordi vi i virkeligheden lagde optagelserne væk i lang tid. Der var en slags forståelse mellem os om, at hvis Elvira skulle filme alle de ting, der skete, så måtte vi også acceptere, at det måske aldrig ville blive til noget. Det kunne lige så godt ende som en slags øvelse for hende i at forstå alt det, der foregik. Det er jo sådan, hun udtrykker sig. Hun bearbejder verden gennem kameraet. Men det var ligesom kontrakten mellem os. Og da optagelserne var færdige, lagde hun dem væk.”

Hvorfor endte det så med at blive til noget?

”På et tidspunkt begyndte hun at kigge sine harddiske igennem igen og fandt materialet frem. Hun klippede en lille sekvens sammen – måske 15 eller 20 minutter – og jeg kan huske, at det hele var i sort-hvid. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg havde det med, at det måske skulle vises, men jeg blev også meget rørt over det, hun havde fanget. 

Der var flere situationer, hvor jeg tænkte: Jeg kan slet ikke huske, at du var der. Det er meget typisk for hendes måde at arbejde på. Hun forsvinder næsten ind i rummet. Hun har en utrolig intuition for, hvornår hun skal filme, hvornår hun ikke skal filme, hvornår hun skal gå ud af rummet, og hvornår hun skal gå tættere på. På en eller anden måde hypnotiserer hun sine personer, så de glemmer, at kameraet er der. Så jeg blev faktisk ret forbløffet over, at det hele eksisterede. Og jeg fik også en følelse af medfølelse med de mennesker, der gennemlevede alt det, der skete.

Det er selvfølgelig lidt specielt, når det blandt andet er mig, men det føltes også som en anden version af mig selv. Jeg kunne se mig selv dér, helt oppustet af adrenalin og stresshormoner, fordi jeg var i en ekstrem sorg og samtidig forsøgte at bevæge mig gennem verden med en form for formål. Så i starten var oplevelsen måske ikke ligefrem livsbekræftende. Den var mere chokerende. Jeg blev overrasket over, hvor tæt på hun faktisk kom.” 

Så du sad tilbage en følelse af chok efter at have set den første gang?

”Ja, men også hvor talentfuld Elvira er. Det var egentlig min første tanke. Jeg tænkte: Det her kunne bare have været nogle flotte hjemmevideoer. Men den måde, hun og hendes klipper, Adam Nielsen, har vævet materialet sammen på, er kunstnerisk. De har skabt en følelse af fællesskab. 

Filmen handler ikke bare om mig, der sidder og taler om Shakespeare i en masse interviews. Den føles mere som en film om et band, der indspiller et album. Det handler om en bestemt tid, et bestemt sted og nogle mennesker, der sammen forsøger at skabe noget, der næsten virker umuligt. Og den følelse af fællesskab rørte mig virkelig.”

Filmen får først premiere næsten ni år efter optagelserne. Hvorfor nu?

”Fordi hun først har klippet den færdig nu. Hun fandt materialet igen, begyndte at arbejde med det og viste det til Adam, som mente, at der var noget at arbejde med. Og så gå gik de ellers i gang og færdiggjorde filmen sidste år. Da hun viste den til mig, var der gået så lang tid, at det ikke længere føltes som et narcissistisk projekt eller noget, der handlede om selvpromovering. 

Det føltes mere som en virkelig dygtig filmskaber, der havde valgt at rette kameraet mod sit eget liv. For mig blev det næsten lige så meget en film om hende som om mig. Jeg blev faktisk mest rørt over historien om den person, der besluttede sig for at tage kameraet op og filme det hele. Også selvom jeg ikke var den nemmeste person at filme.”

Hvordan det?

”Efterhånden som jeg kom længere ind i arbejdet med stykket og var i den tilstand, jeg var i, begyndte jeg bare at trække mig mere og mere væk fra hende og fra kameraet. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tale om det. Jeg havde ikke lyst til at gå ind i det. Og det gjorde hendes arbejde endnu sværere. 

Men på en måde synes jeg også, det er smukt, for det fik hende til at rette kameraet mod nogle af de andre mennesker i ensemblet – Gayle, Ernst og selvfølgelig Sam (henholdsvis skuespiller Gayle Rankin, cellist Ernst Reijseger og instruktør Sam Gold, red.). På den måde kom filmen til at handle mere om det, der skete omkring os, i stedet for bare at være en biografisk fortælling om én person.”

Hvorfor trak du dig?

”Udmattelse. Jeg spillede en forestilling på fire timer, og min stemme var fuldstændig smadret. Når jeg så kom hjem, stod der stadig et kamera der. Så på et tidspunkt begyndte jeg bare at få lyst til at gemme mig lidt. Det var situationer, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke havde mere energi at give. Jeg kunne godt se, at Elvira gerne ville filme, fordi hun ville fange noget interessant, men nogle dage havde jeg bare ikke noget i mig. Jeg kunne komme hjem og sige: ’Jeg har ikke noget i dag.’ Det var lidt som, når man laver naturdokumentarer. Man kan godt sætte kameraet op og vente, men nogle gange sker der ikke noget i lang tid. Og så pludselig sker der noget. Men det kræver, at man sidder i græsset og venter og venter.”

Hvorfor besluttede I jer for i første omgang at dokumentere processen?

”Det er egentlig et spørgsmål til Elvira. Jeg ved ikke helt, hvorfor hun begyndte. Men før den periode havde vi været sammen i nogle år, og når jeg skrev musik, tog hun automatisk sit kamera frem og filmede. Det er bare sådan, hun arbejder. Så det var næsten instinktivt. Jeg skulle spille Hamlet, og hun tænkte, at det måske kunne være interessant at dokumentere. 

Min ven Sam (Gold, instruktør på stykket, red.) og jeg havde arbejdet med Hamlet i over tolv år. På skolen (begge gik på den prestigefyldte scenekunstskole Juilliard i New York, red.) havde vi arbejdet med Rosencrantz og Guildenstern-scenerne (to karakterer i ’Hamlet’, red.), og det var et stykke, jeg altid havde drømt om at spille. 

Da projektet endelig blev en realitet, havde jeg også fundet en cellist, Ernst Reijseger, som skulle være med, så det hele føltes som et spændende eksperiment. Elvira tænkte nok: Måske burde jeg dokumentere noget af det. Og så begyndte livet pludselig at ske.”

Som skuespiller er du vant til at blive observeret, mens du spiller en anden person. Hvor anderledes føltes det pludselig at blive observeret, mens du forberedte dig på en rolle?

”Det er ikke altid, jeg har det sådan, men lige med Hamlet føltes rollen ikke som en anden person; det var ikke noget, som kom udefra. Det føltes mere som noget, der allerede var inde i mig. Stykket blev bare en form eller en struktur, der gjorde det muligt at udtrykke nogle følelser, jeg allerede havde. Uden Shakespeare og uden Sams fortolkning havde jeg ikke haft sproget til at formulere det. 

I starten var jeg meget passioneret omkring arbejdet. Men efterhånden, som jeg blev mere træt og måske mere usikker, blev det, som jeg nævnte før, sværere at blive filmet. Men Elvira er så dygtig til sit arbejde, at hun kunne navigere i de følelser uden at presse mig.”

Det er svært at forestille sig, må jeg indrømme. Jeg læste en anmeldelse af filmen i det amerikanske medie IndieWire, hvor anmelderen skriver, at du er det tætteste, man kommer på den perfekte mand, fordi du i filmen fremstår så charmerende og sympatisk.

”Det er Elvira og Adam, klipperen, der har skabt den karakter. Og det er ikke, fordi jeg på nogen måder mener, at det er et puff piece, men man ser jo sjældent alle mine mindre flatterende sider. Jeg kan være usikker. Jeg kan blive sur og tvær. Jeg kan blive opslugt. Men som en ven sagde til mig efter at have set filmen: ’Man kan virkelig se, hvor meget hun elsker dig’. Og det tror jeg faktisk er rigtigt. Kameraet bliver en forlængelse af hende selv.”

Når der er et kamera i rummet, tror du så, det overhovedet er muligt bare at være sig selv, eller sniger der sig altid en form for performance ind i situationen?

”Jeg har arbejdet i mange år på at kunne få kameraer til at forsvinde rent mentalt. Jeg kan fokusere så meget på det, jeg laver, at kameraet nogle gange næsten smelter væk – i hvert fald i en periode. Men det her var anderledes, fordi det foregik hjemme hos mig selv. 

Jeg sagde til Elvira fra starten, at vi var nødt til at tilgå det på en måde, hvor vi forestillede os, at optagelserne aldrig ville blive vist nogen steder. Det gjorde, at jeg ikke følte, jeg skulle præstere noget. Jeg kunne godt være helt kedelig nogle gange og ikke have noget at sige. 

Hun filmede jo enormt meget materiale, så det var en del af vores aftale: Jeg skulle ikke komme hjem og være forpligtet til at levere noget eller forklare alt muligt. Der er også øjeblikke i filmen, hvor hun prøver at tale med mig, og jeg bare siger: ’Jeg kan ikke lige nu’.”

Er der noget, du savner i filmen?

”Jeg ville ønske, vi havde haft lov til at filme mere under prøverne. Men fagforeningen har meget strenge regler, så selv de få minutter fra forestillingen, der er med i filmen, var nøje reguleret. Vi bad om lov igen og igen, men reglerne er meget faste. Det kan godt ærgre mig lidt.”

Omvendt kan man måske også risikere at tage noget af magien ud af stykket, hvis man ser for meget af processen. ”Præcis. Det ville have været en anden film. Så ville det have været en film om mennesker, der laver ’Hamlet’. Men i stedet blev det en film om det at skabe kunst, og om hvordan livet flettes sammen med det arbejde, man laver. Og om ens relation til et andet menneske.” 

Kunne I have lavet den her film omkring en anden rolle, du har spillet i din karriere? Eller er den meget knyttet til netop Hamlet-rollen?

”Jeg tror, den er ret specifik for Hamlet. Både på grund af den historie, Sam og jeg havde med stykket, og fordi det handler om sorg, som jeg jo var i. På et tidspunkt jokede jeg med, at det her nok er det mest ekstreme eksempel på method acting nogensinde. Jeg har jo simpelthen giftet mig med en dansk kvinde, fået en dansk søn – og 13 år senere er jeg stadig i karakter, ha ha. Alle de ting flettede sig sammen til noget meget specifikt.”

Og på en måde ender filmen også med at ligne noget fra Shakespeare: en lille familiehistorie, der vokser til noget større.

”Ja, det gør det jo på en måde. Det handler om kærlighed og kunst – og venskab. Jeg blev virkelig rørt over den måde, hun valgte at vise venskabet mellem Sam og mig på. Han er stadig en af mine allerbedste venner. Der findes faktisk ikke så mange fortællinger om den slags nære, sunde mandlige venskaber. Og han har selv oplevet meget sorg i sit liv, så det gjorde det endnu mere rørende. På den måde er der en sødme i filmen. Men det er ikke sådan noget højtideligt med, at kunst redder dig. Slet ikke. Det er mere sådan: Livet presser dig, og det her er den lyd, du laver som svar.”

Du siger på et tidspunkt, at ’Hamlet’-stykket er det eneste, der kan få dig til at fokusere på noget andet end din mors død…

”Ja, men jeg siger ikke, at det nødvendigvis var det rigtige at gøre. Det var bare det eneste, jeg kunne i det øjeblik. Jeg var i slutningen af 30’erne, fuld af energi, og hele mit liv har jeg forstået verden gennem mit håndværk. Gennem kunst, skuespil og performance. Det er det, jeg har dedikeret mit liv til. Så filmen giver et indblik i den måde at tænke på. Men hvis du spørger mig i dag, om det var det eneste, jeg havde brug for for at sørge? Nej. På nogle måder var det smukt at kunne lægge alle de følelser ind i arbejdet. 

Men på andre måder tror jeg måske også, at det forsinkede selve sorgen – det at et menneske faktisk bare sidder med smerten. Vi taler tit om, at man skal ’bearbejde’ sorgen. Men måske handler det nogle gange bare om at sidde i den et stykke tid. Det gjorde jeg ikke. Jeg gjorde faktisk det stik modsatte. Jeg ved ikke, om man kan sige, hvad der er rigtigt eller forkert. Men det er lidt det, filmen dokumenterer: et menneske, der gør netop det.”

Filmen viser nogle meget sårbare øjeblikke. Det er måske et åbenlyst spørgsmål, men hvad var det hårdeste for dig?

”Min mors død var selvfølgelig det sværeste. Og i forlængelse af det var der også en frygt for, at filmen på en eller anden måde kunne føles udnyttende – jeg tænkte i hvert fald meget over, hvad hun ville have tænkt om det, og Elvira og jeg talte meget om det. Det var en stor ting at dele den sorg så åbent. Men det var også ekstremt hårdt at forlade mit lille spædbarn derhjemme hver aften for at spille teater. 

Og så var der min stemme. Jeg brugte den forkert. Jeg er jo uddannet fra Juilliard, så at vise mig selv bruge min stemme dårligt … det burde ikke ske. Men jeg kunne ikke styre det, fordi jeg havde så ondt indeni. Og derfor endte jeg med at beskadige mine stemmebånd. Jeg brugte dem simpelthen på en måde, der ikke kunne holde i længden. 

Forestillingen varede fire timer med to pauser, og på det tidspunkt spillede vi syv forestillinger om ugen. Til sidst måtte vi sætte det ned til seks. Det kunne være noget så simpelt som, at jeg skubbede hagen frem. Når man gør det, belaster man stemmen meget mere. Man skal egentlig holde hovedet lidt mere tilbage. Men jeg kunne ikke kontrollere det, fordi jeg var så fyldt af følelser.”

Får det dig til at se tilbage på forestillingen med frustration?

”Nej. Jeg har medfølelse med den person, jeg var dengang. Jeg kan se, at jeg prøvede at holde det hele sammen og være ærlig i mit arbejde.”

Du var en veletableret skuespiller dengang med flere store rolle, men siden da er du kun blevet større. Man kan vel med rette kalde dig en vaskeægte filmstjerne. Tænkte du over, at alle disse sårbare øjeblikke, du gennemlevede for ni år siden, pludselig bliver vist for hele verden, på et tidspunkt hvor der måske også er mere på spil for din karriere?

”Ja, vi talte faktisk en del om det, mens hun arbejdede på filmen. Med den forståelse, at når den en dag var færdig, kunne det godt være, jeg ville føle, at jeg ikke havde lyst til at dele den. Og hun sagde bare: ’Okay’. Så viste hun mig noget af materialet, og jeg sagde: ’Jeg er ikke klar til at sige ja endnu, men du skal fortsætte, for det, du laver, er virkelig interessant og smukt.’ 

Det var lidt, som om der var to sider af min hjerne. Den ene kunne godt se, at hun var i gang md at lave en virkelig flot film. Og den anden tænkte præcis på det, du nævner. Men sådan har jeg det ikke så meget længere. For jeg synes ikke kun, det er en film om min sårbarhed. Som jeg sagde før, ser jeg den i lige så høj grad som en film om hende.”