I sidste uges Morgenpost skrev jeg om den manglende sensommerstemning, august ellers altid synes at byde på, som var totalt savnet i sit fravær. Straks efter ferien blev det både hverdag og efterår på samme tid, og jeg måtte kigge langt efter solbrun udeservering og tilværelsens ligefremme lethed.
Jeg spurgte også jer læsere, hvordan I går og har det. Altså ikke på den høflige ‘how are you’-måde, man overfladisk indleder samtaler med i Amerika – men hvordan, I virkelig går og har det. ‘How are you really?’ Det fik jer i blækhuset.
Jeg får som regel et par reaktioner fra jer læsere på min Morgenpost. Af og til får jeg mange. Efter fredagens mail var det overstrømmende, hvad I skrev. Og hvor var I ærlige.
Nogle af jer har det godt. Mange af jer har det sværere. En var netop blevet enke. En havde en bror i Afghanistan. En keder sig helt ind i knoglerne, dagene flyder sammen, alt er en grå masse.
Fælles for alle svar, jeg modtog, var en begejstring over simpelthen bare at dele, hvordan det går. Alene det, at der bliver skabt en samtale om mental velvære, er en halv sejr. Jeg tør godt konkludere, at alt for mange mennesker hver eneste dag føler sig naget af en utilstrækkelighed og en tvivl om deres retning i livet.
Det er efterhånden meget få ting på denne ultraprivilegerede plet i verden, som vi ikke kan tale om. Men det er efterhånden ved at være ret tydeligt, at mental velvære er det sidste store tabu.
Jeg tror, mange af os mangler et forum, hvor vi trygt kan lade paraderne falde og sige, at det lige for tiden bare ikke går, som vi lige havde drømt om. Men jeg tror faktisk også, at vi mangler noget endnu mere elementært: Vi mangler et sprog, der lader os sætte ord på det svære og det forunderlige, der foregår inde i os.
Hvordan vi lige løser det problem, ved jeg ikke. Men her vil jeg gerne slå et slag for, at samtalen nu i det mindste er startet. Jeg skal nok sørge for, at den løbende bliver taget op i Euroman.
Tal med dem, du stoler på, og øv dig i at nuancere og udvikle det sprog om dit velbefindende, som ellers godt kan være fremmed. Så gør jeg det samme.
Og nå ja, jeg lovede jo at inkludere jeres besvarelser på spørgsmålet: ‘Hvordan går det virkelig?’ Det blev for langt til nyhedsbrevet i din mailindbakke, så jeg har samlet dem herunder. Tak for jeres bidrag. Og fordi I tør dele og tage del.
”Jeg keder mig! Sådan ægte helt ind i knoglerne og ud i mine spaltede hårspidser, selvom verden står i brand og corona hærger – måske præcis derfor? Det er svært at blive ved med at være i undtagelsestilstand uden, at den til sidst bliver som en grundlæggende lammelse. Intet har ‘bare’ kunne lade sig gøre det seneste halvandet år. Og det er spontaniteten og umiddelbarheden i det ‘bare’, jeg har savnet så meget, at nu, hvor det stille vender tilbage, står det som en bleggrå ligegyldighed og ikke som det magiske glimt af ‘alt er muligt’, som det var før. For hvad er meningen, når intet reelt har ændret sig, efter vi alle blev hægtet af i mere end et år?” – Mille
”Jeg har mistet min mand for nyligt og det er desværre min erfaring, at når jeg møder bekendte og de spørger, hvordan jeg har det, og jeg så fortæller, at det er svært og hvad der er sket, så bliver der helt stille. Det er tydeligt, at de bekendte ønsker, de ikke havde spurgt. Det fører jo hurtigt til, at jeg siger, det går fint, og ikke kommer ind på noget. Der er jo altid gode grunde til ikke at gå ind i materien; manglende tid, berøringsangst og så videre, men mødes man med ubehag, når tingene er svære, er overfladiskhed og undvigelse også svaret tilbage.” – Anne
”Som en del af prekariatet (læs: TV-branchens freelance-hær) er det hårdt at se cykelstierne igen være fyldt op med mennesker på vej mod kontorerne, når min arbejdskalender er tom. Det er drænende, men også tabubelagt at være ked af ikke at kunne få en fast stilling og så ofte skulle gå med hatten i hånden og byde sig til. Jeg savner faste kollegaer, den kedelige frokostordning og følelsen af altid at være koblet op til printeren.” – Rune
”Skolestart. Glæde, frygt, tårer. Projektudsættelser på arbejde. Aula. Regnvejr. Syndfloder og folk på flugt – både i Afghanistan og på jobbet. Overføre afladspenge til Unicef og spise farvel-croissanter. Børneorm. For meget vin i hverdagene. Prøver at bevare ferie-zen baaare lige en uge mere.” – Louise
”Jeg har langt om længe taget springet og sagt nej til kontraktforlængelsen på mit ikke-højtelskede arbejde. 1. oktober springer jeg ud som freelance. Sindet lysner alt imens vi går mod mørkere dage, det gør mig glad. Tak, fordi du spurgte.” – Daniel
"Forleden mødte jeg en gammel kollega, der spurgte om det samme. Jeg svarede ’Ikke særlig godt. Min yngste går i psykiatrisk behandling, og det er på alle plan vanvittigt ressourcekrævende. Jeg føler sgu næsten, jeg selv er ved at udvikle en psykisk sygdom’. Det førte selvfølgelig til en længere snak, som sluttede med, at hun fortalte, hvor befriende det var for en gangs skyld at få et ærligt svar. Det er virkelig alt for sjældent, vi skyder andet end et standardsvar afsted.” – Anja
”Det går lige nu så godt med at være på barsel, at jeg begynder at overveje, om vores arbejdsmarkedssystem med et 8-16-job overhovedet giver mening, når man bliver forældre.” – Hana
”Det går godt. To ugers ferie på Mallorca er ved at være slut. Alt føles godt i sindet og i kroppen … og så alligevel. For 12 år siden var jeg på en pressetur til Kandahar og Kabul. Jeg mødte unge danske soldater, der gav deres liv. Og i Kabul mødte jeg unge afghanske piger og drenge der stod på skateboard i en park. Jeg tog en masse billeder dernede – både af de unge soldater, men selvfølgelig også af skater-børnene i parken (se billeder nedenfor, red.). Og særligt et par af pigerne gjorde vildt indtryk på mig. Deres blik og deres håb og deres drømme om, hvad de ville være i fremtiden. En fremtid, der nu ser kulsort ud.” – Andreas
To af Andreas' billeder fra Afghanistan.
”Egentlig går det ikke så godt. Jeg er så ked af lukkede grænser i USA, så jeg ikke kan besøge min datter, svigersøn og to børnebørn i Chicago. Det nu snart to år siden, jeg var der sidst. Selvfølgelig er jeg opmærksom på, at der sker så meget i verden i øjeblikket, at en mor, der ikke har set sin familie i snart to år, ikke kan betegnes som en katastrofe – men nu spurgte du jo.” – Gitte
”Jeg synes, opstart efter ferie er mere barsk end nogensinde! Jeg følte mig udbrændt to timer inde i første arbejdsdag og tænkte på, hvor dygtig jeg er til at holde ferie. En skam, man ikke kan leve af det. Jeg finder det svært at omkalfatre mit liv – gøre det jeg har lyst til – for hvad har jeg lyst til – og kan man leve af det? Så hverdagen gik fra herlig til eksistentielt tung på alt for kort tid. Til gengæld er jeg begyndt at bede. Og det er ikke så tosset.” – Jens
”Jeg er glad for, du spørger. Jeg har det ret manio. Blev far for første gang for fire måneder siden, og i går viste min kæreste mig så en ny graviditetstest. Og der var den; en svag streg ved siden af den anden streg. Igen! Fuck! Smukt! Shit! Det ene øjeblik har jeg lyst til at sætte salsa på og danse nøgen rundt i lejligheden, det andet er jeg på vej til at begrave mit ansigt i sofaen. Det er stadig usikkert, om hun rent faktisk er gravid, men jeg er sikker på, at svaret både vil gøre mig skræmt og glad. Og så ligner jeg mere og mere en halvtam tantrasexudøver. Altså det der med at holde udløsninger tilbage... alt i alt både til at grine og græde over. Namaste for helvede!” – Anders
”Min kæreste har netop indledt en pause i vores forhold efter tre år. Og nu er hele min verden faldet sammen. Derfor har jeg det dybest set ikke særlig godt. Og jeg snakker selvfølgelig ikke med nogen om det, det gør vi mænd jo ikke. Men nu skriver jeg det til dig. Tak, fordi du læser det.” – Oliver
”Denne uge (sidste uge, red.) har været længere end de fleste. Min bror er nemlig en af de ansatte på den afghanske ambassade, der er blevet evakueret ud af landet og nu heldigvis er i sikkerhed. Når en af ens nærmeste befinder sig på så usikker grund, så har man det kort sagt ikke godt. Min søndag var meget lang, men kl. 05 mandag morgen kom opkaldet fra min bror. Det var kort og tonen var meget bestemt, men jeg kunne for en stund ånde lettet op og lægge mig til at sove. Fire timer efter opkaldet sad jeg til møde med en kollega, som spurgte, om alt var vel, og om jeg havde haft en god ferie? Jeg tog en tår vand og fortalte min kollega, hvordan jeg virkelig havde det. Agendaen for mandagens møde og snakken om bold i weekenden blev pludseligt meningsløs, men hvilken befrielse det var at kunne tale med mine kollegaer om det. Ingen berøringsangst, og efterfølgende har de løbende fulgt op på, hvordan min bror og jeg havde det.” – Niclas
”Jeg spekulerer på, efter jeg er fyldt 30 forleden dag, om jeg når at møde alle de rigtige mennesker, jeg ønsker i mit korte liv, som kan forløse mig som menneske. Det er svært at møde mennesker med lige så mange ambitioner for tilværelsen som mig selv, og det gør, at jeg til tider føler mig alene og forkert. Som Peter Sommer siger: Jeg er ikke bange for at dø, men for at leve for lidt. Hvornår lever man nok? Tak for at sætte fokus på et vigtigt emne.” – Patrick
