HVIS MODERATERNE ER EN klovnebus, er Liberal Alliance så sandelig en halvoverdækket partybus, man hoppede på for tre timer siden og så småt begynder at fundere over, hvor egentlig er på vej hen.

Gæsterne ombord på denne partybus ligner mere nogle, der håber, at den er på vej mod The Drunken Flamingo frem for Café Victor, og det er dermed ikke sagt, at alle partiets vælgere ville vælge selfiemaskiner og tequila sunrise serveret i fem-liters spande over en flaske pinot blanc fra 2018, men den demografi, man møder i Tivoli Hotellets kongressal lørdag den 13. april, hvor Liberal Alliance afholder sit landsmøde, stemmer ikke overens med den herskende fortælling om, at den liberale vælger er yngre, smukkere og mere imod topskatten end den gennemsnitlige dansker, og hvis du forestiller dig, at de alle sammen går rundt og ligner Alex Vanopslagh, Mads Strange eller Pernille Vermund, tager du grueligt fejl. Det gennemsnitlige partimedlem set fra første balkon ligner en dansker, som de er flest.

Og mens busgæsternes begyndende svedskjolder muligvis beretter om, at festen har været holdt kunstigt i live i lige lovlig lang tid efterhånden, og mens de nok ville ønske sig, at der var mere plads til rygerne, kan de trods alt trøste sig selv med, at bussen da er på vej … et eller andet sted hen. Så må tiden vise, om det er i grøften, eller om det er videre i byen.  

SELVE KONGRESSALEN LIGNER ikke en partybus, men nærmere et ”arabisk bryllup,” som en partiansat bemærker. Gulvet er dækket med langborde, der er dækket med socialdemokratifjendske stressbolde, og gennem klemmene, smalltalken og latterfaldene kan man nærmest høre, hvordan medlemmerne af partiets lokalforeninger på kryds og tværs spørger sig selv: ”Hvad har vi dog gjort for at have det så godt?” Dét lader til at være det helt store spørgsmål.

Mens rationen af mænd i dyre jakkesæt muligvis er mindre i år, end den har været hidtil, er antallet af medlemmer, mandater og tilkendegivelser i meningsmålinger noget højere. Partiet opnåede ved forrige folketingsvalg sit bedste resultat nogensinde med 14 mandater (hvilket senere er blevet til 15), meningsmålingerne spår dem lige for tiden til at opnå knap fem procentpoint flere stemmer og til at blive det tredjestørste parti i Folketinget; det største parti overhovedet i blå blok.

Læg dertil det netop overståede skolevalg, hvor 30,15 procent af grundskoleeleverne stemte på Liberal Alliance som deres yndlingsparti, og at vi i dag befinder os til partiets største landsmøde nogensinde, hvor der deltager 868 tilhængere af det liberale og 45 journalister.

EN AF FORKLARINGERNE på denne folkelige succes kan muligvis tilskyndes folketingsmedlemmet og tidligere Fede Finn and the Funny Boyz-sangerinde Katrine Daugaard, der synger for på landsmødets åbningsnummer ’Der er et yndigt land’.

Opbakningen fra salen svarer godt og vel til det, man ville forvente at møde, når en flok kulturkristne dukker op i Folkekirken klokken lidt over fire juleaftensdag, fordi det er en tradition. Lige her har Det Konservative Folkeparti altså stadig overhånden over for de liberale.

Da det er overstået, når vi til programmets mere formelle punkter, såsom udnævnelsen af dirigenten, hvortil hovedbestyrelsen har valgt at indstille fodbolddommeren Jakob Sundberg, hvilket lidt overraskende vedtages uden nogen indsigelser, når man tænker på korrelationen mellem Liberal Alliance-vælgere og tilhængere af Aarhus Gymnastik Forening.

Nå, men Alex Vanopslagh lægger hårdt fra start ved at konkludere, at partiet agter at få det bedste EP-valg i dets historie, hvilket udløser en større klapsalve fra publikum. En klapsalve for store ambitioner er selvfølgelig altid på plads, uagtet at dette blot ville betyde, at de får mere end 2,9 procent af stemmerne (2,9 procent er ikke ret meget, heller ikke i EU-politik).

Partiets spidskandidat ved det kommende EP-valg, Henrik Dahl, er ikke til stede fra morgenstunden, da hans datter skal giftes. Han misser dermed for første gang et landsmøde, pointerer partiformanden.

”Ja, i LA. Jeg ved ikke, hvordan det var i SF,” og så høster han endnu en klapsalve, hvilke publikum altså ikke er sparsomme med i dagens anledning.

Hver sætning, der forlader Alex Vanopslaghs mund, tages imod af landskabet, som var de hans disciple. De lapper hvert et ord fra den åndelige lærer i sig, da Vanopslagh holder sin næsten timelange tale, der i grove træk mest af alt handler om Socialdemokratiet, dernæst lidt om resten af regeringen, så en hel del om, hvordan partiets ’du kan godt’-politik har hjulpet en masse mennesker med at se lyset og så en anelse om diverse.

Der er noget meget fascinerende ved en partiformand, der bruger det meste af sin tale på at kritisere et andet parti, som partiformandens vælgere alligevel ikke kunne drømme om at sætte sit kryds ved. Til gengæld bruger Alex Vanopslagh også en del af sine 52 minutter på at bede sine tilhængere om at lade være med at lytte til den amerikanske kickboxer og influencer Andrew Tate, der for tiden er tiltalt for menneskehandel, voldtægt og organiseret kriminalitet i Rumænien. Om disciplene også lapper dette i sig, kan man kun håbe på, og ellers kan de jo under alle omstændigheder trøste sig selv med, at Brian Mørk senere på aftenen kommer og optræder som det underholdende indslag til festmiddagen, hvilket der da også er en mindre håndfuld af partiets kvindelige vælgere, der vælger at forlade salen midlertidigt i protest over, men sådan er det jo.

Ja, der er lidt at hive fat i, hvis man har lyst til at blive stødt, men det lader heldigvis til, at de fleste har efterladt deres krænkelsesparathed derhjemme.

Heller ikke partiets nummer to ved det forestående EP-valg, Mads Strange, virker til at kunne gøre nogen oprevet. Han har ellers for nyligt præsteret at få den politiske krog af internettet til at rødgløde med sine holdninger til indførelsen af værnepligt for kvinder. I det nu afdøde radioprogram ’Politik på en onsdag’ udtalte han følgende: ”Hvis vi gerne vil opretholde en vis befolkningsudvikling, så er det sådan, at hvis en kvinde er blevet gravid, går der ni måneder, før hun kan blive gravid igen. Når en mand lige har gjort en kvinde gravid, så kan han gøre en kvinde gravid igen kort tid efter. Så er kvinders æg så at sige mere værd end mændenes sæd.”

Nej, stemningen er god. Den er så god, at man næsten helt glemmer, hvor varmt der rent faktisk kan blive i sådan en partybus, og hvor ubehageligt det egentligt kan blive, når den drejer skarpt til højre.

DA ALEX VANOPSLAGH HAR sat sin brandtales sidste punktum, er det tid til det uovertruffet sjoveste punkt på ethvert landsmødes program: åben debat.

Det er det tidspunkt på dagen, hvor medlemmer fra nær og fjern kan få lov til at indtage talerstolen og bruge to minutter af alles liv på at løfte noget fra deres hjerte. Det er meget forskelligt, hvad folk vælger at bruge de to minutter på, men noget, der er evigt fascinerende, er den skare af mennesker, der går på scenen uden rigtigt at have noget at sige.

En Bent fra den nordsjællandske partifilial kommer på scenen for at fortælle, hvor længe han har været medlem, og at han har tænkt sig at hænge nogle plakater op i anledningen af EP-valget.

En Henrik fra København går på scenen for at kritisere Folkerepublikken Kina og påpeger samtidig, at denne intet har at gøre med Thailand.

Poul fra Sydjylland går på scenen for at vise, hvordan de blå muskler ser ud (som en mellemtrænet biceps åbenbart).

En Laura påpeger, at fællesskab ikke kan være forbeholdt de røde.

Ja, sådan er der jo så meget, og snart er det tid til frokost, og om stemningen fortsætter med at være god på trods af eller på grund af, at frokostbuffeten lader til at være importeret fra SAS’ lounge i Københavns Lufthavn, er ikke til at sige. Men sikkert er det, at den fortsætter.

Ved siden af loungebuffeten findes ’Bureaukratimuseet’, der består af en række plakater med ordene ”Er det en regel?”, hvorefter en lov beskrives, og så skal man altså sætte kryds ud fra ’ja’ eller ’nej’ afhængigt af, hvad man lige tror. Museets eksistensberettigelse er, at der er kommet 11,8 millioner flere ord til den danske lovgivning siden 1989.

Ingen af disse ord er dog ’nødeallergi’, hvilket er, hvordan en uheldig LA’er har ment, dét skulle staves. Om det er stavet således for at statuere et eksempel, der skal stå som bevis på, at det faglige niveau er for lavt i de danske folkeskoler, vides ikke, men der bliver senere med en tusch tilføjet et d, så der på plakaten nu står ”Er det en regel? ’Det er påbudt, at du som dagplejemor sørger for test af gluten- og nøddeallergi’.” De fleste tror, at det er en regel.

INDE I SALEN er det snart tid til årets eksterne oplægsopholder, som er en, Alex Vanopslagh har mødt på iværksætterbootcampen Seedster i Marbella: Mark O. Madsen, der havde inspireret partiformanden med sin historie om, hvordan han gik fra at være én slags kæmper til at være en anden slags kæmper ­– fra at være bryder ved OL til at være MMA-kæmper i UFC. Den olympiske sølvmedaljevinders indvilligelse i at komme til arrangementet er imidlertid betinget af, at han får lov til at gå på scenen, som han ville have gjort det, hvis det havde været en UFC-kamp.

Med de ord bliver lyset slukket, og på scenens skærm dukker en meget amerikansk video op: Forestil dig Mark O. Madsen, der står i et bur og ser sur ud uden ret meget tøj på. Så spiller ’Thunderstruck’, og ind i salen går en række af mennesker, hvor Mark O. Madsen går foran et Dannebrog iført sine underbukser og en masse ting med logoer på.

Da han kommer op på scenen, stiller han sig i korsposition foran Alex Vanopslagh, der simpelthen begynder at stå og mærke på hans muskler. Mark O. Madsen giver så hånden til sit hold og skyggebokser sig frem på scenen (han er iklædt et par MMA-handsker), og hvis det lyder absurd, så er det, fordi det er det.

Mark O. Madsens tale handler i store træk om, at han en dag besluttede sig for, at han ikke længere ville være en bryder; han ville være en MMA-kæmper, og hvordan alle sagde til ham: ”Mark, det kan du godt glemme, du er alt for gammel,” men han glemte det ikke, han arbejdede hårdt, og så blev han MMA-kæmper i UFC, han kunne altså godt, hvilket eksemplificeres med en video på skærmen, hvor Mark O. Madsen kvæler en svensker.

Det er et mirakel, at taget ikke letter, da Mark O. Madsen ved endt tale stiller sig i kampposition over for Alex Vanopslagh, der desuden påpeger, at han heller ikke troede på, at ’The Olympian’, som Mark O. Madsen kalder sig selv, ville kunne lykkedes i UFC, da han kom fra den forkerte kæmperbaggrund og var alt for gammel. Men som en af kandidaterne til hovedbestyrelsen senere på dagen siger:  ”Martin Luther King sagde ikke ’I have a problem’ – eller ’jeg har et problem.’ Nej, han sagde ’I have a dream.’”

NEJ, SELVOM INGEN RIGTIGT ved, hvor denne tilrøgede og efterhånden meget varme og svedlugtende partybus er på vej hen, og selvom man da nok skulle have ment, at det havde været tid til en tissepause for en time siden, er der ikke noget i Tivoli Kongrescenter den 13. april, der kan ødelægge den gode, liberale stemning. Og hvis ikke tilføjelsen af Pernille Vermund, en ny topskatpolitik, loungebuffeten og upopulære syn på ligestilling kan bremse den halvoverdækkede partybus, er der så overhovedet noget, der kan?