Der er ikke et gran af ironi eller for den sags skyld skam forbundet med, at jeg igen og igen sætter 1985-albummet ”No Jacket Required” med Phil Collins på stereoanlægget. Og skruer højt op… Su sussudio!
Jeg bliver ellers af og til spurgt, om jeg nu også mener det seriøst med Phil Collins - eller om han ikke bare er en af mine guilty pleasures.
Men nej, det er han ikke. Jeg elsker Phil Collins af et ærligt og oprigtigt hjerte. Ja, sådan helt seriøst.
Det samme gælder, når jeg atter engang begejstres af en film, hvor Nicolas Cage render rundt med en pistol i hånden og leverer one-liners, mens ting springer i luften om ørerne på ham.
Eller når ”Wake Me Up Before You Go-Go” med Wham! lige præcis er det bedste nummer til en lørdag aften.
Jeg orker ganske enkelt ikke et kulturforbrug med indbygget skam og ironi.
Så når jeg som forleden bliver spurgt om, hvad mine guilty pleasures er, melder jeg pas. Ja, jeg vil faktisk gerne begrebet til livs.
Det samme gælder den ironiske distance og ’so bad it’s good’-mentalitet, der ofte går hånd i hånd med snakken om de ”skyldige fornøjelser”. For jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad vi skal med distancen til musik, film og serier, som vi rent faktisk kan lide at bruge vores tid på?
”If it feels so right, how can it be wrong?” som Elvis rammende synger.
For der er intet galt i at stå ved hverken Nicolas Cage, Phil Collins eller hvad ens præferencer nu end måtte være.
Hvis du kan lide ’Klassefesten 3’ eller Whitney Houstons ’I Will Always Love You’, så stå ved det. Bær dine fornøjelser uden skyld, skam og ’so bad it’s good’-mentalitet.
Jeg vil oprigtigheden og ærligheden frem for distancen og ironien.
Men måske er det fordi, at vi skal blive bedre til tale mere nuanceret om de film, serier og den musik, vi bruger vores tid på? Så vi ikke ender med kun at kunne dømme, om noget nu blot er godt eller dårligt. Inde eller ude.
Vi skal måske ganske enkelt blive bedre til at føle og opleve. At omfavne alsidigheden, der er en del af ethvert sundt kulturforbrug. Simpelthen at være tro mod vores egne fornøjelser og så skide på, hvad andre mener. Det mener jeg i hvert fald.
Det uagtet, om vi snakker om endnu en skramlet action-flick fra 80’erne med nakkegarn, et program om folk, der (ikke) kan finde ud af at bage kager eller Michael McDonalds fløjlsbløde stemme i hovedtelefonerne.
Eksempelvis ser man jo, hvordan der uge efter uge tweetes ironisk om kap, når ’Den store bagedyst’ eller endnu en DR-dramaserie løber over skærmen. Men hvorfor ikke omfavne disse programmer fri af ironi? Hvorfor skal de holdes i armslængde med en guilty pleasure-kategorisering?
Måske er det simpelthen bare for sent for en generation, der er vokset op i skyggen af 90’er-ironi og Mandril-humor at se programmerne uden at holde sig selv i cool afstand med ironiske tweets og ditto statusopdateringer.
Nu gælder denne (ironiske) distance som bekendt ikke kun bageprogrammer, tvivlsomme talentshows og danske tv-serier, men ofte også film i den billige ende. Hvad nogle vil kalde for B-film. En af de mest berygtede af slagsen er horrorfilmen ’Troll 2’ fra 1990. En personlig favorit.
Den dukker ofte op på ’so bad it’s good’-lister – blandt andet på grund af dens tvivlsomme skuespilpræstationer og ligeledes tvivlsomme production value. Ikke mindst troldene, der ikke er nær så skræmmende, som de var tænkt - med øjne malet stift på de tydelige masker, som skuespillerne bærer.
Men både troldene videre til et svævende hoved og en energisk dansescene er en del af filmens charme og det, der er med til at gøre den unik. Jeg æder det i hvert fald råt – uden distance. Præcis, som også troldene æder deres ofre i filmen.
En kategorisering af ’Troll 2’ som ’så dårlig, at den er god’ er en misforståelse. For filmen underholder på sin helt egen særegne måde – ikke mindst takket være netop de tvivlsomme troldekostumer. ’Troll 2’ er måske ikke just uhyggelig, men til gengæld yderst underholdende i al sin absurditet.
Men uanset, hvad dine kulturelle præferencer er, så drop distancen og stå ved dit kulturforbrug, og det du vælger at bruge din tid på. Ud med guilty pleasures samt ’so bad it’s good’-mentalitet og ind med oprigtigheden.
Ja, denne klumme er skrevet med Phil Collins på anlægget.
LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig: Det er, når jeg selv synes, jeg er cool, det går galt…
LÆS OGSÅ: Klumme: Mænd, der skubber barnevogne og bærer babyseler, er vanvittigt sexede
