Man siger, at Inger Støjberg er god til at udnytte de sociale medier og deres mekanismer. Men nogle gange virker det alligevel som om, det er de sociale medier, der har overtaget.

Tag nu for eksempel hashtagget #anmeldenpizzabager, der har bredt sig på Twitter i løbet af det sidste døgn.

Da Inger Støjberg i går på TV 2 opfordrede danskerne til at anmelde pizzabagere, hvis de har mistanke om, at der gemmer sig illegale indvandrere i baglokalet , mente hun det, muligvis, ikke helt på samme måde som Twitterbrugerne.

De har nemlig taget hende meget bogstaveligt og anmelder nu på livet løs kvaliteten af skorpe, fyld og betjening på deres foretrukne pizzeriaer.

Hvis du vil, kan du også give en anmeldelse af et pizzeria med et underligt baglokale i nærheden af dig. Bare brug hashtagget.