Robotterne kommer og tager dit arbejde. Det er budskabet fra adskillige eksperter og forskere, der forudser, at kunstig intelligens vil gøre en lang række job overflødige inden for en overskuelig fremtid. Og hvad gør du så?

"Lær at kode," har budskabet lydt i flere år, og både eksperter og interesseorganisationer som Dansk Erhverv har efterlyst, at programmering kommer på skemaet i folkeskolen. Men måske er de galt på den.

Det mener den amerikanske it-milliardær og ejer af NBA-holdet Dallas Mavericks, Mark Cuban. I et interview med Bloomberg TV forudsiger han, at kreative kompetencer, som man lærer på humanistiske uddannelser, vil blive de mest efterspurgte i fremtiden.

"Personligt tror jeg, at der vil blive større efterspørgsel efter humanistiske kandidater end programmører og ingeniører om ti år," siger han.

Mark Cubans argument er, at computere med tiden vil blive bedre til at programmere end mennesker, og derfor er der i højere grad brug for kreative hjerner, der kan fortolke de data, som computerne producerer:

"Når alle data bliver spyttet ud for dig, når alle muligheder bliver spyttet ud for dig (af en computer, red.), så har du brug for et andet perspektiv for at kunne se anderledes på de data." 

Særligt eksperter i filosofi og sprog vil blive efterspurgt ifølge Mark Cuban, der dog påpeger, at der formentlig vil gå lidt tid, før vi når det punkt, hvor humaniorastuderende bliver headhuntet af de store virksomheder direkte fra universitetet.

"De vil måske komme til at sulte et par år endnu," siger han. Men der er altså håb for humanisterne.

Se hele Bloomberg TV's interview med Mark Cuban, hvor han også taler om Trump-regeringen, her: