En grøn bus smiler og blinker med øjnene, mens den kører gennem en tegneserieby. En kvinde synger:

“The wheels on the bus go round and round.”

To milliarder mennesker ser på. Det er små børn og deres forældre, og de befinder sig på YouTube. Den grønne bus er hovedfigur i en af verdenshistoriens mest klikkede børneudsendelser, ’Little Baby Bum’, men bussen spiller også en vigtig rolle for ham, der sidder ved bordet i en lille kaffe- og kagestue på Østerbro en eftermiddag, hvor han er hjemme fra London for at bese renoveringen af sit sommerhus i Nordsjælland. Rene Rechtman er pilskaldet, trænet som den mellemdistanceløber, han forsøger at være, og han har et fyldigt fuldskæg.

”Jeg vil skabe næste generations Nickelodeon,” siger han med reference til en af de senere årtiers helt store globale tv-producenter for børn.

’Little Baby Bum’ er lige nu den niendestørste YouTube-kanal i verden med flere end 25 millioner faste abonnenter og til sammen flere end 23 milliarder klik. Rene Rechtmans nyeste start-up ’Moonbug Entertainment’ har for nylig købt kanalen i sine bestræbelser på at skabe det næste mekka for børneprogrammer, og danskeren er undervejs med opkøb på flere kontinenter af tilsvarende kanaler med succes på sociale medier.

Målet er at erobre et nyt marked, når Disney-koncernen, verdens største producent af børneudsendelser, i 2019 åbner sin egen streamingtjeneste og i de kommende år ventes at hive mange af sine udsendelser hjem fra nationale tv-kanaler – også de danske – og fra streaming-konkurrenter som HBO og Netflix. Moonbug skal til den tid kunne imødekomme nødråbet fra alverdens tv-kanaler – og børneværelser – efter lødig underholdning i høj kvalitet.

”Der er et hul i markedet, som ingen udnytter, og samtidig har vores børn fuldstændig skiftet adfærd. De ser det meste af deres indhold på YouTube og Netflix. Vi har fingrene i en guldgrube af gode historier, som allerede er slået igennem hos børn, og vi køber kun de allerbedste og mest relevante, som vi vil sørge for at få spredt til et større publikum. På den måde vil vi fra begyndelsen være verdensmestre i at skabe relevans for småbørnsforældre verden over,” siger Rene Rechtman og understreger, at Moonbug med over to milliarder kroner i kapital – heraf en god del af hans egne penge – er rustet til adskillige, nye opkøb.

Børneudsendelser er hans fjerde iværksættereventyr. Hans tre hidtidige start-ups er enten solgt eller blevet børsnoteret for i alt mere end 10 milliarder kroner, og når han nævner sådanne tal – ’milliarder’, sjældent ’millioner’ – mens vi drikker en kop grøn te af skåret porcelæn i den hyggelige kaffe- og kagestue, går der som regel et øjeblik, før ens hjerne kommer på omgangshøjde og får fordøjet informationen.

Hvor meget han selv har tjent undervejs, står hen i det uvisse. Han taler ikke om penge og har altid haft flere forretningspartnere, som han har skullet dele med. Men fortjenesten er så pæn, at danskeren er nået til et sted i karrieren, hvor han for alvor kan indfri sin drøm om at investere i noget, der gør en forskel i menneskers liv og i samme ombæring placerer Danmark på verdenskortet for iværksættere. Han kalder det selv for sin ’mission’:

”Jeg giver tilbage til samfundet ved at investere mine egne penge i unge mennesker og i tilfældet Moonbug i vores børn. Jeg gør altid en dyd ud af, at folk ved, at jeg er fra Danmark, og jeg sikrer mig, at de start-ups, jeg investerer i, er præget af værdier, som jeg finder vigtige og klassisk danske: et positivt fremtidssyn, gode manerer, høj arbejdsmoral. Det er værdier, som jeg har med hjemmefra.”

Nogle måneder forinden er vi mødtes i det kreative miljø i London. Nærmere bestemt i Soho House, i et blåmålet rum med hjørnesofa og pejs, hvor over der hænger et maleri med teksten ’Kill Your Idol’. Et passende mødested for storbyens iværksættertyper, der disrupter gamle, hæderkronede brancher til morgenmad og bygger start-ups for de unge og de hurtige.

Rene Rechtman er i blå fløjlsbukser og cardigan og færdes tydeligt hjemmevant. Vi indtager en frokost i klubhuset, der spreder sig over tre etager i et ældre, victoriansk rækkehus. Søtunge og hertil en ginger beer. Et lille stykke chokolade til dessert. Han kan godt lide fisk og ingefærdrikke, der smager bittert. Over tallerknerne fortæller han om sin opvækst.

”Mine bedsteforældre var jødiske indvandrere fra Polen. Min morfar sad i en af Stalins arbejdslejre i Sibirien. Han spiste rotter for at overleve, og det virkede. Han var en af de blot 70, der slap levende der fra – ud af 500 i hans gruppe. Han mødte sin kommende kone, min mormor, i toget på vej væk.

De flygtede til Danmark og har boet der lige siden. Han siger altid, at han takker det danske kongehus og det danske demokrati for at have skabt fred og fordragelighed og givet familien et godt liv. Det hørte jeg igen og igen som barn. Jeg er vokset op med en stærkt nationalistisk påvirkning fra min morfar. Det sidder i mig, og jeg mener, det er en vigtig værdi, som vi alle bør værne om. Man må elske sit land.”

Rene Rechtman taler med varme om sine bedsteforældre, og hans barndom i København var i det hele taget præget af trygge familierammer, fodbold i Rosenhøj, Gladsaxe Hero og senere i B 93, og der var høje forventninger og ambitioner om at få noget ud af livet. Hans mor er tegner, hans far er uddannet fra Landbohøjskolen og arbejdede længe inden for medicinalindustrien, inden han i en forholdsvis høj alder tog springet og blev selvstændig tøjproducent med systue og fabrik i Polen.

”Jeg har aldrig set ham gladere, selv om han arbejdede dagen lang. Det gen har jeg også fået, og det har ansporet mig til at skabe mit eget liv. Min far har på den måde været en stor inspiration.”

Når Rene Rechtman tænker tilbage på sin tidlige ungdom, kalder han den for sorgløs, fri af bekymringer. Han rejste meget og gjorde sig ingen dybere overvejelser om fremtiden.

”Men jeg vidste, at jeg en dag ville forsøge at gøre en forskel i verden, og at det ville kræve en helt anden indstilling. Det kom også til at ske. Man skal gøre sit bedste, det er et mantra, jeg har med hjemmefra, og jeg får det bekræftet nærmest dagligt, når jeg ser, hvem der lykkes, og hvem der ikke lykkes. Det er meget ofte dem, der virkelig gør sit bedste, som lykkes. Det er meget ofte dem, som nok har en god idé, men som ikke er villig til at fuldføre den, som ikke lykkes. Verden er fuld af snak og mere eller mindre gode idéer, men mangler folk der kan føre dem ud i livet.”

Hans forældre lagde ikke skjul på, at de gerne så, at Rene blev læge eller advokat, ”eller revisor, hvis jeg ikke var klog nok.” Men han valgte at læse statskundskab, fordi han interesserede sig for politik. ”De mente, jeg var en rebel.”

Han nød undervisningen på Københavns Universitet, men var ikke en del af studiemiljøet og følte sig lidt som en outsider, fordi han gik tidligt hjem fra festerne for at være klar til fodbold næste dag. Og omvendt var han også lidt af en sær snegl i omklædningsrummet, fordi han prioriterede sit studie så højt.

”Mit mål var at komme til tops, og jeg fik en praktikplads i EU-Kommissionen. Men holy moly, det var slet ikke noget for mig. Jeg var havnet i et enormt bureaukrati. Ingen talte sammen. Det var et nærmest dehumaniserende arbejdsmiljø. Alt handlede om love, regler og arbejdsgange, og der var overhovedet ingen diskussioner om EU, som i min verden er en smuk vision, vi har brug for, men den eksisterede ikke i EU's dagligdag, hvilket skræmte mig.”

Ville du have valgt anderledes i dag?

”Næppe i Danmark, jeg elskede statskundskab. Men havde jeg været ung i dag i USA, Israel eller Sverige, havde jeg ligesom dengang droppet mine forældres ønske om, at jeg skulle læse til læge eller advokat, og så havde jeg nok valgt ingeniørstudiet frem for statskundskab. Det er førstevalget blandt unge i Tel Aviv, Stockholm og andre byer med spændende iværksættermiljøer, hvor der er en markant bedre forståelse for, hvad der er en fremtid indenfor.”

Vi kører gennem London i en større sedan fra Uber. Det småregner, men skyerne har trukket sig væk, da vi ankommer til hjemmet i Hampstead. Her bor Rene Rechtman på femtende år med sin hustru, der er psykolog på et nærliggende hospital, og parrets tre børn. Funkisvillaen i tre plan og med fladt tag ligger tilbagetrukket fra vejen og ligner et typisk forstadshjem for en dansk familie – med en pigecykel med støttehjul og drengenes suttede fodbolde strøet tilfældigt rundt i indkørslen. Kun Teslaen stikker lidt ud.

Indenfor er der lyse, danske møbler, og bøgerne i reolen er løseligt sorteret efter farve. Her er hyggeligt. Vi beslutter at gå en tur gennem den nærliggende park, Hampstead Heath, hvor Rene Rechtman plejer at løbe sine mellemdistanceture – gerne fire gange om ugen. Vi passerer Karl Marx’ gravsten med hver en kaffekop fra Starbucks i hænderne og går op mod bakketoppen, hvorfra der er fri udsigt ud over London.

Historien om, hvad der bragte den danske cand.scient.pol. og hans familie her til byen, er præget af lige dele tilfældigheder og målrettethed. Efter et par småjobs som konsulent inden for blandt andet stålindustrien, mødte Rene Rechtman i 1999 svenskerne bag start-up’en Tradedoubler, et af de første annoncebureauer på nettet. De overtalte Rene Rechtman til at blive selskabets direktør med base i Stockholm, og i løbet af kort tid var han tillige medejer.

”Vi disruptede en industri og skabte 450 arbejdspladser, fordi vi kunne tilbyde virksomheder et program til at måle hjemmesiders trafik og parre dem med de rigtige samarbejdspartnere. Vi rejste 20 millioner dollar og voksede tværs gennem dotcom-boblen. Det var ligesom at være tilbage i de vilde 60’ere bare uden hashen. Vi arbejdede non stop syv dage om ugen og lavede alt. Vi fik opbygget 19 kontorer og havde kunder som Apple, E-bay, AMEX og Dell. Det var enormt sjovt og lærerigt.”

I 2005 blev Tradedoubler børsnoteret i Stockholm og nåede en værdi på 375 millioner euro eller 2,8 milliarder kroner. Året efter var værdien øget til cirka 7,5 milliarder kroner fordoblet. I 2007 valgte danskeren at blive købt ud, da flere af de nye, større aktiehavere var modvillige over for et købstilbud fra Time/AOL på cirka seks milliarder svenske kroner.

”Det var grådige investorerne udefra, der ikke ville sælge, og det var en kold tyrker for mig, men også en sund oplevelse, fordi det blev klart for mig, at det ikke længere var min virksomhed. Jeg har det elendigt med, at andre bestemmer over mig.”

Efter Tradedoubler blev Rene Rechtman dierktør og medejer af en dansk start-up, GoViral, som i begyndelsen satsede på at skabe videoreklamer, men voksede sig store på sin teknologiske udvikling af en platform til deling af sponsoreret videoindhold. Hovedkvarteret lå i London.

”Vi ville meget gerne have hovedkontoret i København, men det var ikke muligt at finde dygtige nok udviklere. I London kan man få veluddannet arbejdskraft fra hele verden, som er villig til at arbejde hårdt.”

Vi har bevæget os ind på et tema, som Rene Rechtmans har store følelser for. Han mener, at det er svært at være iværksætter i stor skala i Danmark. Der mangler et finansielt miljø og politisk opbakning, der mangler ingeniører, og der mangler især ansporing og vilje til at sætte noget på spil.

”De færreste unge danskere tør kaste sig ud i et iværksættereventyr. Det er svært at overtale dem, for de er som de fleste danskere bange for usikkerheden, der følger med. Det er en kulturel svaghed og desværre en bivirkning ved vores flotte velfærdssamfund, som ikke bare kan laves om. Det kræver en dyb mentalitetsændring hos både politikere og os andre. Jeg fornemmer, at der i miljøerne omkring handelshøjskolerne og DTU spirer en ny holdning til at starte sit eget. Det er virkeligt opmuntrende. Men det rykker først for alvor, hvis vi som samfund indretter os på en måde – helt fra folkeskolen, og så må politikerne skabe rammerne – der fremmer lysten til at blive sin egen herre og skabe nye arbejdspladser frem for at blive lønmodtager. Det er en ny kultur og et nyt økosystem, der skal bygges på. Jeg håber, at Tommy kan hjælpe,” siger han med henvisning til forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers, der selv er iværksætter.

GoViral blev i 2011 solgt til amerikanske AOL for 97,5 millioner dollar, lidt over en halv milliard kroner. Rene Rechtman og hans tre partnere, heriblandt den nuværende bestyrelsesformand for TV 2 og tidligere direktør for Huffington Post, Jimmy Maymann, delte cirka halvdelen.

”Meningen var, at jeg skulle fortsætte i AOL, men det var jeg ikke interesseret i. Jeg følte den samme uvilje igen: der var folk, der ville bestemme over mig, så jeg aftalte med AOL, at jeg skulle videre. Det havde de forståelse for.”

Rene Rechtman skød kort efter et større beløb ind i det amerikanske Maker Studio, der var et slags fælleskontor for succesfulde YouTube-kanaler. Meget demokratisk opbygget, men uden nogen former for økonomisk realitetssans, og det stod hurtigt klart, at han var nødt til at træde ind i den daglige ledelse for at få skabt en forretning.

”Det hele sejlede. Vi var en lille gruppe af personer, som gik ind og arbejdede uden egentlig løn, men vi tog naturligvis en del aktier, og det var en god trade-off. Efter et halvt år som præsident for selskabet solgte vi til Disney for en næsten milliard dollar (købsprisen menes at være cirka fem milliarder kroner, red.), og den halve milliard blev betalt up front. I en ideel verden havde vi ventet med at sælge, for vi havde det sjovt, vi skabte noget nyt og havde en chance for at blive endnu større og betydningsfulde, men det havde været naivt at takke nej til Disney, og er der noget, jeg ikke er, er det naiv.”

Rene Rechtman accepterede at fortsætte som chef for Maker Studio i et år, og denne gang gennemførte han. Disney tilbød ham efterfølgende at lede Disneys digitale indhold. Dermed blev han den hidtil højst placerede dansker i den internationale medieverden – på linje med hans tidligere partner og ven, Jimmy Maymann, der efter sin tid i Huffington Post blev en del af ledelsen i AOL.

”Jeg var formentlig den højst placerede dansker i Disney nogensinde med direkte rapportering til den globale bestyrelsesformand, og det var en lærerig oplevelse. Disney er 10 gange større end nummer to i underholdningsbranchen. Vi producerede indhold til hele verden, som gjorde mig pavestolt. Der var for eksempel en film med en gruppe unge piger i Indonesien, som berørte mange relevante emner og tabuer, og det var helt ude på kanten af, hvad der var tilladt i regionen. Det var en stor personlig tilfredsstillelse at være med til at hjælpe unge mennesker til at få en stemme. Vi gjorde en forskel.”

Han besluttede at forlade Disney efter tre et halvt år på trods af, at de ville have ham til at overtage en af deres tv-netværk. Han følte, at det var tid til et nyt eventyr, og det var på denne tid, at en ny idé begyndte at tage form i hans tanker – idéen om at udnytte hullet på tv-markedet, som skiftende adfærd hos børn og Disneys kommende streamingtjeneste vil skabe.

Da vi mødes i kaffe- og kagestuen på Østerbro i København, er der tre dage til, at Rene Rechtman stopper som ’Head of Non-Linear Media’ i The Walt Disney Company.

”Hvis jeg skulle være fortsat i Disney, skulle jeg være flyttet til Los Angeles, så det passer perfekt at stoppe her. Jeg har rejst non stop mellem London og LA de seneste fem år. Jeg har behov for at være sammen med familien i London, og vi gør sommerhuset i stand, så vi kan begynde at tilbringe mere tid herhjemme. Det glæder vi os til,” siger han over teen.

Rene Rechtman har ikke fortalt offentligheden om Moonbug før. På dette tidspunkt har hans nye start-up – det fjerde iværksættereventyr i rækken – end ikke fået sit navn. Men han har fået ansat et stærkt hold med Andy Yeatman fra Netflix, Richard Hickey, amerikansk producer, Nellie McQuinn, som har produceret britisk børne-tv, og John Robson, tidligere Paramount og DHX Media, der kontrollerer populære børneudsendelser som Teletubbies.

De ser ens på fremtiden for børne-tv: der vil i kølvandet på Disneys streamingtjeneste blive skabt en global efterspørgsel på nyt indhold til børn, og det virker unægteligt som en god forretningsidé at opkøbe populært indhold fra YouTube og forbedre det for derefter at sælge det til de nye streamingtjenester og tv-selskaber, som alle mister sit Disney-indhold og i øvrigt allerede kæmper med at ramme de mindste børns smag, fordi de mindste børn verden over hellere vil se YouTube.

”Kort sagt er vi i færd med at købe indhold, vores børn allerede kender. De har fra en tidlig alder fået et loyalt forhold til det, de selv har set på YouTube. De har det ikke på samme måde med Disney, som skaber indhold, som du og jeg kender, og som vi har introduceret til vores børn, og derfor har de ikke det samme emotionelle forhold til Disney.”

Moonbug vil tilbyde udsendelser som ’Little Baby Bum’ til tv-kanaler og samtidig lave spin off-serier med de mest populære figurer. Antallet af nye episoder skal øges, og der skal eksperimenteres med nye formater, der passer endnu bedre til streamingtjenesterne, og som er sikkert og lærerigt for børnene. Det vil kræve investeringer i adskillige nye arbejdspladser. Rene Rechtman har allerede ansat over 40 kreative i London og LA og en håndfuld ingeniører i Belfast samt fyldt en hel bygning i Indien med animatorer.

”Jeg er stolt over at have skabt muligheder for mange af mine unge ansatte gennem tre exits. Mange af dem er i dag mini-rockstjerner i iværksættermiljøet og efterspurgte, fordi de har været med i noget godt,” siger han: ”Jeg er også glad for, at jeg nu igen er ved at skabe nye arbejdspladser og dermed kan gøre en positiv forskel i mange menneskers liv. Det ville være dejligt en dag at gøre noget lignende ud af Danmark.”

Han forsikrer, at Moonbug vil være kræsne i udvælgelsen af, hvad børnene får at se. Det skal være udsendelser i høj kvalitet.

”Vi vil skabe et brand, der baserer sig på uddannelse, godt humør og nysgerrighed samt værdier som medfølelse, empati og altruisme. Dansk børne-tv er et af vores forbilleder. Vi vil skabe positiv forandring også for børnene.”

Det lyder som en god idé, men en dyr idé, og du er langt væk fra det klassiske billede af en iværksætter, der sætter en shop op i sin garage?

”Jeg kunne i teorien også vælge at starte det op fra en garage, men muligheden er der lige nu, og jeg har ikke tid til at vente. Og så er der den store forskel fra mine første år, at jeg i dag har adgang til mange flere penge. Jeg kan skabe en forandring her og nu ved at købe de bedste op. Det er en unik mulighed. En af de ting jeg har lært gennem årene, og især hos Disney, er, at man skal tænke stort – meget stort.”

Er det dit sidste iværksættereventyr?

”Jeg føler ikke, jeg er færdig endnu. Vi lever i en tid i verdenshistorien, hvor ting sker med en fart, som meget få opfatter. Det er vigtigt, at vi deltager for at skabe en sund fremtid. Måske føler jeg en dag, at jeg ikke kan følge med længere. Men det føler jeg, at jeg stadig kan.”

Og det er det, der driver dig, muligheden for at skabe en ny forretning?

”Jeg er ikke bankmand. Fundamentalt set interesserer penge mig ikke. Mit liv ville være tomt, hvis jeg lod dem være i centrum. Det hele drejer sig om at stræbe efter at gøre en forskel og bidrage til det samfund, vi gerne vil have, at vores børn skal vokse op i med sunde værdier og mange muligheder. Men penge har givet mig en frihed til at gøre en forskel, og det er jo det, jeg altid har villet.”