'
Efterårets streaming-nyheder

Efterårets streaming-nyheder

5 nye gode serier til efterårsregnen

De kommende uger vil du blive forkælet med tv-serier fra en hylde, der ikke er set magen til meget længe. Her er fem, som tager dig væk fra den danske efterårsregn og giver oplevelsesgaranti for alle streamingkronerne.

Uanset om du er til retro-porno, lidt flimret seksualitet eller italienske gangstere, så kan du godt begynde at glæde dig til de kommende uger i streamingland.

For mens den danske efterårsregn er begyndt at sætte ind, er det blevet tid til at smide stængerne op på bordet og rejse med fremragende serier til fjerne himmelstrøg. Destinationerne stikker i de kommende uger i alle retninger. Man kan rejse til Californien og besøge en dysfunktionel familie eller en mor, der på virkelig sjov facon forsøger at balancere skuespilkarriere, familie- og kærlighedsliv. Eller man kan tage til Østkysten i stedet og gå på opdagelse i den amerikanske pornoindustri i 1970’erne.

Har man mere lyst til en Europa-tur, så byder nordmændene snart på anden sæson af et forrygende tankespin, mens Italien inviterer sydpå med en hårdtslående thriller om den underverden, som kun italienere kan servere med lige dele fascination og foragt.

Så uanset, hvor du ønsker at rejse hen, er der rig mulighed for at få én på opleveren – også selvom det står ned i lårfede stråler uden for dit vindue. Se blot på disse fem seriedestinationer, som turen kan gå til.

Okkuperet

Hvad ville man egentlig gøre som verdenssamfund, hvis Norge blev besat af Rusland? Ja, ja, man kan selvfølgelig snakke en masse om artikel det ene eller det andet i Nato-pagten, men ville man gå i krig? Det spørgsmål leger ’Okkuperet’ i den grad med i sin anden sæson. Første sæson hed ’Den russiske ambassadør’ og udmærkede sig ved, at være kontrafaktisk historieskrivning tilsat spændingselementer i topklasse.

Anden sæson trækker stregerne i verdenssamfundet endnu skarpere op. Norge er stadig besat, og hverdagen begynder på mærkeværdig vis at melde sig i landet, selvom alting langt fra er, som det burde være. Samtidig aner ingen efterhånden ikke, hvad man bør stille op, og den frie verdens leder er svær at blive klog på – lyder det bekendt?

Kan streames på Viaplay fra 29. september

The Deuce

Når man er manden bag den mesterlige serie ’The Wire’, er det kun fair, at der er enorme forventninger til én. David Simon er nemlig klar med sin nye serie om pornomiljøet i 1970’ernes New York City, og vurderet ud fra pilotafsnittet, så er der dømt mesterværk endnu engang.

James Franco spiller en dobbeltrolle som et brødrepar, der lever i gråzonen mellem, hvad der er lovligt og ulovligt, mens Maggie Gyllenhaal er freelanceprostitueret i et miljø, hvor de fleste ellers foretrækker, at have en pimp, der kan passe på dem. Tidsbilledet er ramt ualmindeligt rent og grumset, og seriens mange historier fletter sig frækt og forrygende sammen. ’The Deuce’ lover rigtig, rigtig godt!

Pilotafsnittet kan allerede nu streames på HBO Nordic

Transparent

’Transparent’ er ganske enkelt toppen af binge-kagen i disse år. Historien om en larmende familie, hvor alle render rundt i hver sin lille boble og er virkelig egoistiske – på en dybt charmerende og rørende måde.

Det er fortællingen, fordi en mental bombe smides allerede fra begyndelsen: Patriarken Mort Pfefferman skifter sin mandetilstand ud med kvinden Maura, og derfor skal alle i familien til at sige ”mappa” i stedet for ”pappa”.

Det skaber selvfølgelig komplikationer, men også mere sammenhold, og ved at lave knitrende billeder og udfordre kønsstereotyperne er ’Transparent’ en serie, der rammer lige ind i tidsånden.

Fjerde sæson lader ikke til, at stå tilbage fra de foregående. Undervejs går rejsen fra den californiske sol til Israel, hvor The Pfeffermans forfædre kommer fra, og mon ikke der bliver tale om et kulturclash her, når en familie med to mødre tropper op i Det Hellige Land?

Kan streames på Viaplay fra 23. september

Suburra

Det føles som dystre taktslag, når gangsterne stormer ind og ud imellem hinanden i ’Suburra’. I Rom følger vi over 20 dage (på 10 afsnit) den italienske underverden, som vi kender den fra eksempelvis filmperlen ’Gomorra’ fra 2008. Både mafiaen, politikere og en magtfuld familie har noget i klemme i et stort projekt, der skal realiseres uden for den italienske hovedstad.

Målet er, at der skal laves en kystby for storgamblere og spillefugle, men hvem der vinder magten, er der ingen, som kan regne ud. Til gengæld kan man godt regne med, at der kommer til at blive brugt hårdhændede metoder undervejs i det dystre univers, som er spændingsmættet i hvert eneste tempofyldte taktslag.

Kan streames på Netflix 6. oktober

Better Things
Det var en overraskende rørende oplevelse, at følge hovedperson Sams kamp for at forblive andet og mere end ”blot” mor i sidste års første sæson af ’Better Things’.

Og umiddelbart har Louis C.K. og Pamela Adlon – sidstnævnte spiller hovedrollen i serien – forfinet dette udtryk i anden sæson. Tonen er både munter og flabet, men alligevel formår makkerparret at skabe en fortælling om moderne forældreskab, skilsmisse og store drømme for fremtiden. Samtidig tager anden sæson sig flere friheder med anderledes klipning og historiefortælling.

Inden ’Better Things’ vidste man godt, at Louis C.K. (’Louie’, ’Baskets’ og ’Pete and Horace’) og Pamela Adlon (’Californication’) var dygtige – det tager de sammen til et nyt sublimt niveau med ’Better Things’.

Kan streames på HBO Nordic fra 15. september

LÆS OGSÅ: De bedste serier i 2017 indtil nu

LÆS OGSÅ: Nikolaj Coster-Waldau: Det kommer der til at ske med Jaime Lannister i sæson 8 af Game of Thrones

LÆS OGSÅ: 4 nye serier der kan dulme abstinenserne efter Game of Thrones

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok