Over hele landet inviterer flere og flere festivaler til storslåede udendørsarrangementer, der strækker sig over flere dage, med musik, mad og drikke i gedigne mængder. Alt er, som det plejer på en festival – ud over at teltovernatningen er flyttet hjem i den bløde seng.

Først var det i Aarhus med Northside Festival, så kom København med Copenhell, Odense fulgte trop med Tinderbox, og for få år siden fandt man ud af, at København godt kunne bære flere festivaler, så Aiasound og Syd For Solen, der har skabt et koncept med at dele festivalen op i tre særskilte dage, slog sidenhen dørene op. Alle sammen med succes. Og alle med overnatning hjemme i privaten. 

Selv på de traditionsrige festivaler med store campingområder er udviklingen ikke til at tage fejl af: Områder som ’Clean out Loud’ på Roskilde Festival bliver mere og mere eftertragtet at bo i, fordi området holdes rent i løbet af festivalen. På Smukfest i Skanderborg kommer der flere og flere luksusløsninger til den mere magelige og rundhåndede gæst, der kan vælge et tilkøb fra 1.100 kroner (for et telt til to, som er slået op for dig) til 5.000 kroner (for en møbleret luksusovernatning for to). Sidstnævnte er der vel at mærke udsolgt af, selvom festivalen har udvidet antallet på grund af stor efterspørgsel på overnatningsformen.

Er festivalpublikummet blevet mere mageligt med årene, og hvad er idéen med tre særskilte dage og ingen festivalcamping? Det har vi sat direktør for Smash!Bang!Pow!, som arrangerer Syd For Solen, Nikolaj Thorenfeldt, stævne for at få svar på.

Hvorfor har I valgt at lave Syd For Solen på den måde, I har?

 ”Vi synes, der har manglet en lokalt forankret festival centralt i København, hvor der er en bred musikalsk pallette, der er skarpt kurateret. Hvis vi kigger på oplevelsesindustrien generelt i byen, er udbuddet i international verdensklasse, og det er en del af vores brand som by, men der har i vores øjne manglet en festival for alle centralt i byen. Madscenen er jo heller ikke blevet internationalt anerkendt på at lege gullaschbaroner – vi skal give byen noget fra øverste hylde og turde at udfordre publikum.”

Hvor placerer Syd For Solen sig i det brede udvalg af danske festivaler?  

”Vi har lavet vores koncept ud fra, hvad der giver mening i København. Det giver ikke mening med et stort campingområde midt i byen. Jeg tror, man skal se vores festivaler og andre byfestivaler som et tillægsprodukt – det er vigtigt, at begge typer af festivaler bliver ved med at være der. For det er en ting i vores samfund i dag, at tiden er mere begrænset. Det er relativt få, der har tid til at tage på festival i en hel uge. Tiden bliver bare mere og mere værd – uanset om man er studerende eller er nybagte forældre. Der er mere rift om de timer i døgnet, du har, så vi skal i dag lave langt flere fravalg, og der kan det for mange være nemmere at finde to eller tre dage til en festival end en hel uge. Men det er vigtigt i et land som Danmark, hvor vi har et enormt socialt behov, at vi bliver ved med at pleje vores fællesskaber. Derfor er det oplagt med én dag eller en weekend på Syd For Solen, Northside, Copenhell, eller hvad du nu er til, så du nemmere kan passe de forpligtelser, du ellers har. Det er det, jeg tror, gør en festival som vores attraktiv.”

Men hvorfor har I valgt at dele det op i tre forskellige temadage og uden at give folk mulighed for at købe en partoutbillet?

Vi fandt ret hurtigt ud af, at folk har ret svært ved at nå alt det, som de gerne vil. Derfor ønsker vi kun at tage én dag af deres tid. Men det ligger selvfølgelig folk frit for at købe billetter til alle dage, hvis de vil det. Dagene er delt op i temaerne, fordi det giver os mulighed for at være kreative med programmet, så det bliver sammensat på en måde, som, vi synes, skaber en gennemført heldagsoplevelse. Det er også en måde, hvor vi skiller os ud fra de andre festivaler, og det passer godt ind i det brand, København har som by.”

Der er rigtig mange festivaler som jeres, hvor man ikke overnatter i et telt, og hvor oplevelsen generelt bliver mere komfortorienteret. Hvorfor tror du, at vi ser den tendens?

”Der er en stor tradition for campingfestivaler i Danmark, og der er masser af dem, men en festival i en by er selvfølgelig langt mere bekvemt og magelig, og det er rigtigt, at vi ser et stigende antal af dem. Til gengæld har de festivaler med overnatning den fordel, at det er nemmere at klæde sine gæster på til at købe ind på festivalstemningen. Man klæder sig på mentalt på en helt anden måde. Den vibe vil vi også have på vores festival – du skal ikke stå og tænke på din vasketid eller bekymre dig om det møde, du har mandag morgen, selvom du tager hjem til dig selv og sover.”

Vi ser også de mere luksuriøse løsninger storme frem på klassiske campingfestivaler som Smukfest og Roskilde Festival. Hvorfor ser vi flere af de muligheder?

”Historisk set er der masser af danskere, som har tradition for at tage på campingfestivaler med deres ungdomsvenner. Mens vi vil holde de traditioner i hævd, bliver vi også ældre, folk får nogle børn, og hvad ved jeg. Der er den her type festivaler et godt alternativ, så de kan opleve festivalstemningen med de samme mennesker, mens det kan lade sig gøre at tage af sted rent praktisk. Det er også derfor, at de mere praktiske festivaler har været med til at trække gennemsnitsalderen for festivalgæsten op, da de henvender sig mere til +30-segmentet, hvor campingfestivalerne måske mere appellerer til +18-segmentet.”

Men hvorfor kommer den udvikling netop nu, tror du? 

”Verden stiller generelt større krav til vores evne til at planlægge og prioritere vores tid end for fem eller 10 år siden. Jeg ser ikke et generelt behov for en større magelighed blandt publikum – i min bog handler det mere om, at spændeviden er bredere i dag, og menneskemængden, der er interesseret i at gå på festival, er større, og det skaber automatisk nogle andre behov.”