Vi befinder os i en biograf lidt uden for Madrid, godt tre måneder før ’Dune: Del 2’ får premiere. Denis Villeneuve skal vise udvalgte klip fra den længe ventede film, og før jeg træder ind i salen for at finde en plads, får jeg udleveret en pose med forsegling. Jeg spørger en vagt, hvad i alverden jeg skal bruge den til.

”Til din telefon, ellers kommer du ikke ind,” svarer han kontant på gebrokkent spansk-engelsk. Intet billed- eller videomateriale må slippe ud fra pressevisningen, må jeg forstå. Min svenske kollega og jeg bliver enige om, at det måske er lidt af et sikkerhedsmæssigt overkill, men better safe than sorry, som man siger.

Efterfølgende møder jeg Denis Villeneuve i en suite på Four Seasons-hotellet i hjertet af den spanske hovedstad. Den feterede, canadiske filminstruktør rækker hånden frem, giver et fast håndtryk og holder øjenkontakten.

Jeg sætter mig i en sofa på den anden side af et lille træbord. Villeneuves udstråling er rolig, tenderende til overlegen. Men det er faktisk første gang længe, fortæller han, at han har haft ro i maven. Endelig er nummer to af ’Dune’-filmene, livsværket (hans ord), nemlig klar til at blive vist til hele verden, og han er mere nervøs, end han nogensinde har været.