”Da jeg var barn i starten af 90’erne, sad jeg troligt hver søndag og ventede på ’Smilehullet’, som blev vist efter TV-Avisen.

Det varede omkring tre-fire minutter og var på en måde som en samling YouTube-klip fra gamle revyer i sort/hvid med folk som Dirch Passer og Preben Kaas. Jeg har altid kigget enormt meget tilbage i tiden, når det kommer til komik.

Den gamle, ærlige revyhumor, hvor man tager en fjollet hat på og taler russisk, er så ren og umiddelbar i sin form, og det elsker jeg. Det er lidt som en mand, der falder på gaden uden at slå sig. Man griner ærligt fra hjertet, uden at det er højpolitisk satire.

Det element kan jeg godt savne i komikken i dag. Den har en tendens til at skulle være så fin og velskrevet, at det skal få Mads Brügger til at grine, og det er lidt af en livsopgave.

Jeg gik i 1. klasse, da stand-up skyllede ind over Danmark. Jeg begyndte at pjække fra skole hver fredag og i stedet cykle hjem for at høre ’Tæskeholdet’ på P3. Selvom jeg ikke forstod alt, de talte om, forstod jeg de komiske rytmer i det. Jeg har altid sagt, at hele den danske humorindustri skal takke Casper Christensen, og på en måde er det ham, alle vi komikere står på skuldrene af.

Han har vist vejen ind i en ny æra af stand-up’en. Han tog det, man kom fra i 70’erne og 80’erne med udklædning og mænd i dametøj, smed det væk og stillede sig op på scenen med en hurtighed og frækhed, man ikke havde set før i Danmark.

I 00’erne kom TV 2 Zulu til, og der stak det helt af med comedy herhjemme. Det hele blev plastret til med stand-up, og det var voldsomt for en 10-årig dreng som mig, der bare sugede alt til mig.

I skolen gik jeg og imiterede meget af den komik, jeg så og hørte, og fortalte de andre børn om, hvor sjovt det var. Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann var på det tidspunkt kæmpestore under aliasset Svedbanken, hvor de lavede ’Chris og Chokoladefabrikken’.

De udgav også en cd med sange og sketches, som min far købte til mig i den lokale Føtex. Mine venner og jeg hørte den konstant og spillede karaktererne og sagde catchphrases til hinanden.

Det var ikke, fordi jeg en morgen vågnede og sagde: ’Nu skal jeg være komiker!’ Jeg føler ikke, jeg har haft noget valg.

Som barn havde jeg dårlige øjne og var bleg, og når jeg ikke kunne finde ud af andet i skolegården, blev dét at være sjov mit forsvarsværn.

Humoren hjalp mig gennem min skolegang, og da jeg blev teenager og fandt ud af, at man kunne gøre det til en levevej, begyndte jeg langsomt at stile efter det.

I 2002 så jeg for første gang et stand-up-show, live på Portalen i Greve med Rune Klan, Mikael Wulff og Michael ’MC’ Christiansen.

Der var 750 tilskuere, og den intensitet, der var i rummet, med så mange mennesker, som grinede, var vildt at opleve. Det slog mig, at jeg stod på den forkerte side af scenen.

Jeg mærkede en dybere lyst til at optræde, jeg ikke havde følt før. Fem år senere fik jeg min debut på Comedy Zoo og var solgt med det samme. Comedy Zoo har haft oceaner af betydning for mig.

En sagnomspunden klub, og kom man dertil og optrådte, var det, fordi man havde klaret cuttet.

Når vi kom ind med toget fra nær og fjern efter et job, mødtes vi på Zoo med andre, der også havde været ude at optræde, fx Simon Talbot og Ruben Søltoft, og tog videre og drak øl på La Fontaine, hvor vi udvekslede showoplevelser og diskuterede komik til langt ud på natten.

Dagen efter startede det hele forfra. Det var lidt som at være med i en kult.

I dag dyrker jeg ikke komik uden for arbejdet. Når jeg er derhjemme, gider jeg ikke se mine kolleger være sjove.

Så længe det går godt for dem, er jeg glad. Jeg ser heller ikke udenlandsk comedy, og når mine kolleger begynder at diskutere udenlandske komikere, er jeg helt tabt bag en vogn.

Til gengæld er jeg altid opmærksom, hver gang Anders Matthesen er aktuel med et nyt show. Han er utroligt dygtig og en stor stemme på stand-up-scenen. Han mestrer at bevæge sig i forskellige genrer, og han har altid været god til at genopfinde sig selv.

Det har været ekstremt inspirerende for mig at følge med i hans karriere.”