Orker du heller ikke se skihop fra Garmisch-Partenkirchen med tømmermænd, så er der godt nyt til dig. Især hvis du tilmed kan lide en god krimiserie.

Den Emmy-vindende og særdeles populære BBC-serie Sherlock har premiere på den nye sæson 4 den 1. januar 2017.

Det har BBC annonceret på Facebook. Første afsnit i sæson 4 bliver 'The Six Thatchers', der lyder som en perfekt titel sammen med pizza og cola.

BBC's 'Sherlock' er en opdateret nyfortolkning af den skotske forfatter Arthur Conan Doyles mysterier fra 1800-tallet om den uforlignelige Sherlock Holmes og hans trofaste væbner, dr. John Watson. Den foregår i nutiden, men husker på sine referencer til Arthur Conan Doyles romandetektiv.

Stjernen i serien, Benedict Cumberbatch (Sherlock Holmes ) sagde tidligere på måneden i et interview med GQ, at den kommende sæson "føles som slutningen på en æra." 

Hvad han præcis mener med det, ved vi ikke, men det gør ikke spændingen mindre. Og det må allerede være vores nytårsforsæt, at vi skal se Sherlock på den første dag i det nye år.

Er du ikke kommet i gang med 'Sherlock', kan den ses med danske undertekster på Netflix, hvor der ligger 3 sæsoner tilgængeligt. Også DR3 har løbende vist serien, der har dansk islæt i tredje sæson i form af Lars Mikkelsen, der spiller skurken Charles August Magnussen.