Det bimler og bamler hos r8Dio. Noget er under opsejling scroll-down

Voksenfantasier

En snakke-sludre-taleradio med navnet r8Dio blev med ét kult, da den gik i luften for tre år siden. Kan den blive mere end det?

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Valdemar Ren
Kultur Euroman

SELV OM DU MÅSKE TROR, du ved, hvordan det kommer til dem, Brian Lykke og Kasper Nielsen, ved du det ikke, før du har overværet det. Og når du først har overværet det, kan du næsten ikke lade være med at afskrive det hele som hjemmelavet, for det virker godt nok tilfældigt og improviseret, hvilket det også er, når de to venner indspiller de forskellige lydbider, der udgør et nyt afsnit af satireprogrammet ’Undskyld vi roder’, som sendes på, hvad de selv har døbt ’snakke-sludre-taleradioen’ r8Dio.

Det er ikke mere end tre minutter siden, at vi trådte ind i et lavloftet og mildt sagt kedeligt lokale på første sal af en gulbrun murstensbygning på Slagtehusgade 5b i Den Grønne Kødby på Vesterbro, som udefra ligner en gammel stald, men som altså har fået indsat en overetage, hvor r8Dio og dens fem fastansatte residerer i virkeligheden.

Vi er egentlig mødtes, fordi r8Dio, der udtales som det engelske ord ’radio’, i dag har deres første bestyrelsesmøde med den nye formand, Thomas Ryge Mikkelsen, men tiden inden kan lige så godt blive udnyttet effektivt.

”Skal vi lige give det et skud?” spørger Brian Lykke Kasper Nielsen og Jakob Schnohr Ingversen, der spiller rollen som Rune Ingemann, teknisk chef og sikkerhedsansvarlig på r8Dio, i ’Undskyld vi roder’. Her betyder det noget i stil med: Lad os lige optage en snas af landets lige nu mest populære satirepodcast med mellem 80.000 og 90.000 afspilninger pr. afsnit med intet andet end to minutters snak om, hvor de egentlig kom fra, som det eneste ’forberedelse’. ’Undskyld vi roder’ handler i det store hele om de to karakterer Klavs Bundgaard (Kasper Nielsen), radiodirektøren, som vakler mellem mindreværdskomplekser og storhedsvanvid, og Allan Sindberg (Brian Lykke), kendt som Smørstemmen fra Ikast, som Bundgaard har headhuntet, så de sammen, huserende i det opdigtede Kultur- og Multihus Stjernen, kan bygge den nationale taleradio, staten har bevilliget dem penge til.

Ovre i hjørnet, ved døren, står Brian Mørk. Han har de seneste 10 år mest været kendt for at bo på en usælgelig klorbombe af et hus i Kalundborg og være blevet forsøgt aflyst af venstreorienterede feminister et utal af gange på det sociale medie X – ja, man kan vel tale om et Tycho Brahe-årti for Mørk. Men nu er han altså her iført en Bud Spencer-T-shirt, Flexfit-kasket, lange shorts og sunde sko.

Se, hvad vi ellers skriver om: Radio, Portræt og Business