INDEN JEG SKAL SOVE, slapper jeg af og svarer på de mange mails og sms'er, jeg modtager fra ind- og udland i løbet af dagen. Jeg ser nyhederne og så sport, sport og atter sport i fjernsynet. Ved midnat går jeg i seng. Det er ikke svært for mig at falde i søvn. Jeg lægger mig ned, og så sover jeg. I hele min erhvervskarriere sov jeg fire til fem timer hver nat. Det gør jeg stadig. Jeg har altid haft et begrænset søvnbehov. Det hænder, at jeg sover flere timer, men hvis jeg har været til et selskab og er kommet i seng klokken to, så står jeg stadig op klokken seks.

JEG VÅGNER AF MIG SELV, jeg har aldrig brugt vækkeur. Jeg slår bare på puden. Hvis jeg skal op klokken otte, slår jeg otte gange på puden, og så vågner jeg klokken otte.

På mit sengebord ligger der en bog. De sidste to bøger, jeg har læst, er David Trads’ bøger om USA: ’På jagt efter Amerikas sjæl’ og ’Amerika, hvor er du?’. Han skriver fantastisk og har et fantastisk indblik i amerikansk historie. Amerika er mit andet fædreland, og jeg er meget urolig for, hvad der sker fremadrettet. Jeg er med i en gruppe på godt og vel 30 mennesker, som har været i kontakt de sidste 40 år. Vi sender indtalte beskeder frem og tilbage til hinanden, hvor vi deler vores synspunkter om USA.

DET FØRSTE, jeg gør, når jeg står op om morgenen, er at sige til mig selv, at det skal være en god dag. Hvis der er sket et eller andet ubehageligt i løbet af ugen, går jeg ikke og spekulerer på det. Du kan bruge det som erfaring, men du kan ikke gøre det om. Så det er vigtigt for mig at starte dagene med at sige: ’Det skal sgu være en god dag i dag.’ Det er ikke altid, det lykkes. Men i det fleste tilfælde gør det. Så går jeg ud og børster tænder og går i bad. Jeg bruger en hudcreme fra Apoteket, som jeg ganske enkelt bare smører ind i fjæset.

DET HÆNDER, at jeg hører musik om morgenen. Jeg kan godt lide 50’er-musik. Jeg har lavet min egen playliste på Spotify med forskellige genrer, som jeg godt kan lide at høre. Mine yndlingssange er Frank Sinatras ’My Way’ og ’New York, New York’.

TIL MORGENMAD spiser jeg havregryn. Jeg putter rosiner og mælk ovenpå. Jeg har aldrig smagt kaffe, jeg har aldrig haft det i munden. Det siges, at jeg under krigen, som helt lille, skulle have fået Rich’s Kaffe, og at det chokerede mig. Jeg har aldrig haft lyst til kaffe. Mange har gennem tiden syntes, at det var noget pjat, at jeg ikke engang ville smage det, men der er jeg stædig. Til gengæld drikker jeg te. Earl Grey.

JEG TAGER SOM REGEL noget let tøj på, det kan være cowboybukser og en T-shirt. Det er efterhånden sjældent, at jeg tager entertainertøjet på. Jakkesæt tager jeg på, når jeg skal til møder. Hvis jeg skal til noget vigtigt, så kan jeg godt finde på at tage jeans, en blazer og skjorte på. Hvis det kræver noget andet, så må jeg tage det på. Det er vigtigt for mig at have ordentligt tøj på og se ordentlig ud.

JEG REDER MIN seng, ellers får jeg skæld ud af min kone. Jeg er et ordensmenneske, og det er min hustru også. Jeg går ikke fra mit kontor uden at rydde op.