At George Clooney er mere end et kønt ansigt og en flot stemme, er ingen vist i tvivl om længere. Med fem måneder til sin 50 års fødselsdag kan den gråsprængte skuespiller m.m. bryste sig af at være en af de mest respekterede skikkelser i Hollywood.
Det pudsige er, at Clooney aldrig har lignet en mand af sin tid. At han også er slået så solidt igennem som sexsymbol, kan næsten kun betyde, at visse ”modeller” ganske enkelt aldrig går af mode. Han ligner jo strengt taget en A-liste berømthed fra midten af det tyvende århundrede, samme manifest maskuline mandetype som Jon Hamm, der spiller hovedrollen i ’Mad Men’.
Det endegyldige bevis på, at Clooney som skuespiller er et regulært all-round talent kom dette efterår: Man ville have svært ved at forestille sig to mere forskelligartede roller end den som fåmælt lejemorder på eksistentielt lavblus i Anton Corbijns drama ’The American’ og den som konstant knævrende selvforelsket småfusker i Coen-brødrenes ti år gamle komediemusical ’O Brother, Where Art Thou?’
Selvom Clooney har medvirket i enkelte traditionelle romantiske komedier (og utvivlsomt har takket nej til at medvirke i hundredvis), vidner hans rollevalg generelt om et højt ambitionsniveau samt en udpræget vilje til at gøre grin med sit eget klassiske førsteelskerydre. Ingen ville kunne have udfyldt rollen som den føromtalte opblæste, men i sidste ende elskværdige narcissist i ’O Brother, ...’ bedre end kvikke Clooney, der da også kvitterede for rollen med forbilledlig aflevering af de sofistikeret-vittige replikker, Coen-brødrene til lejligheden havde forfattet. Selvom han bestemt evner at lægge sit ansigt i farceagtige folder, er det tydeligvis den begavede komik, hans hjerte banker for.
Clooney er altså sådan cirka anti-tesen af den Hollywood-stjerne, der holder sig til det, han ved, han kan finde ud af. Sideløbende med, at han i det forgangne årti påtog sig roller i ofte lidet lettilgængelige film, instruerede han tre, der alle virkede som hjerteblodsprojekter. Hans nu tolv år lange samarbejde med instruktøren Steven Soderbergh giver glimrende mening, fordi Soderbergh ligeledes om nogen mestrer både det smalle og småelitære og begavet mainstream.
Mon ikke Clooneys popularitet i høj grad skyldes denne risikovillighed? Vist har han medvirket i reklamefilm nu og da, men hovedindtrykket er afgjort af en mand med betragtelig kunstnerisk integritet samt stor lidenskab for sit fag.
Integriteten gør sig også gældende udenfor lærredet. Udover at Clooney har kastet sit navn bag en række velgørende formål, har han gentagne gange langet ud efter den amerikanske højrefløj, og dermed risikeret at gøre indhug i sin fanbase. Flere af de film, han medvirker i og/eller har instrueret, såsom ’Syriana’ og ’Good Night, and Good Luck’, har da også en politisk dagsorden.
I de sjældne tilfælde, hvor Clooney har påtaget sig en rolle, han ikke kan komme igennem med værdigheden i behold – som nu den som Gotham Citys hårdtslående skytsengel i Joel Schumachers rærlige ’Batman & Robin’ (1997) – er han mand for at erkende det.
Et af de mest berømte Clooney-citater vidner ligeledes om hans hang til ærlige udmeldinger. Adspurgt, om han en dag kunne finde på at søge et politisk embede, svarede han benægtende: ”Jeg har været i seng med for mange kvinder, taget for mange stoffer og deltaget i for mange fester.”
Selvom det tætteste Clooney dermed kommer præsidentembedet er, når han mødes med Obama for at diskutere situationen i Sudan, må man om hans cv til dato sige, at det er helt hæderligt gået af en mand, som for godt tyve år siden medvirkede i en film med titlen ’Return of the Killer Tomatoes!’.