De kunne nærmest ikke blive chunky nok, skoene. Først var det dem af gummi, der voksede i størrelse, så de til sidst antog en nærmest komisk form flere steder i modelandskabet. For nogle år siden begyndte læderskoene så også at røre på sig, loafers først, senere fulgte støvler og derbies. Og også her var størrelsen noget at skrive hjem om. 

Nu synes der dog at være efterspørgsel på mere … elegance. Den naturlige modbølge har sat ind. Udviklingen startede igen først hos sneakersene, hvor især Adidas Sambas sejrstogt tog luften ud af sålerne og fik os tilbage på jorden. Nu er der så også kommet et stigende udbud fra vægtige brands som Dries Van Noten, Bode, Jacquemus, Lemaire og Auralee, som alle har besluttet sig for at give deres kunder et lidt slankere alternativ.