Manchester Citys Jesús Navas skal kun spille 11 minutter, så har han tjent sin Nissan Micra ind. Hvorimod Burnleys George Boyd i den anden ende af skalaen skal spille 45 timer for at betale sin Mercedes 300 SL.

Fodboldens stjerner er kendt for deres høje lønninger og deres ekstravagante biler. Men en ny undersøgelse nuancerer billedet lidt. Ikke alle, viser det sig, kører nemlig vilde, specialfremstillede fartmonstre.

Undersøgelsen, der sammenholder mere end 250 topspilleres køretøjer med deres lønninger, understreger selvfølgelig, at det er ekstremt lukrativt at gøre karriere som fodboldspiller. Men samtidig viser den, at ikke alle fodboldspillere har behov for at føre sig frem på asfalten.

Således kan førnævnte Navas altså ses i Manchesters gader i en ganske almindelig Nissan Micra , mens Fernando Llorente er den i gruppen, der har den allerbilligste bil og kører til træning i Swansea i en Fiat Punto.

Generelt kan man altså sige, at de spillere, der transporterer sig i de ydmygeste biler, bruger færrest spilleminutter på at betale dem. Men der er undtagelser, hvor den enkelte spillers ugeløn tilsyneladende er så astronomisk, at det burde være forbudt.

For eksempel skal argentinske Carlos Tevez også kun spille godt 11 minutter for at have indtjent, hvad hans Porsche Panamera Turbo S har kostet ham. Og belgiske Alex Witsel skal også kun bruge 15 minutter for at indkassere, hvad der svarer til den Cadillac Escalade, som bringer ham rundt i Tianjin, hvor han tjener sine penge.

Men i det hele taget skulle lønningerne også være en væsentlig motivationsfaktor for et skifte til den kinesiske Super League.

Her kan du se de fem spillere, der hurtigst får betalt deres biler af:

1. Jesús Navas, Manchester City, Nissan Micra, 11spilleminutter og 17 sekunder
2.  Carlos Tevez, Shanghai Shenhua, Porsche Panamera Turbo S, 11:35
3.  N'Golo Kanté, Chelsea Mini Cooper SD, 12:58
4.  Fernando Llorente, Swansea City, Fiat Punto, 13:52
5. Axel Witsel, Tianjin Quanjian, F.C. Cadillac Escalade, 15:31

Og her er bunden, altså dem, der er længst tid om det:

252. Willard Katsande, Kaizer Chiefs, Nissan 370Z, 16 timer og 58 sekunder
253. Victor Anichebe, Sunderland A.F.C., Rolls Royce Phantom, 16:57:09
254. Kgotso Moleko, Kaizer Chiefs, BMW 135i Cabriolet, 20:05:58
255. Tom Heaton, Burnley F.C., Range Rover Sport, 22:17:49
256. George Boyd, Burnley F.C., Mercedes 300 SL, 45:40:23

 

Bag undersøgelsen står bilforhandleren Carspring, der har gennemtrawlet ”hundredvis af aviser, magasiner, sociale medie-platforme, fanklubber, internetfora og andre ressourcer” for at finde ud af, hvor meget de 256 spillere tjener, og hvilke biler de kører i.

Undervejs har de også nået delkonklusionen, at flest angribere og midtbanespillere køber sportsvogne, mens flest forsvarere og målmænd anskaffer SUV’er.

Det er ligeledes angribere og midtbanespillere, der tegner sig for 9 ud af de 10 dyreste biler blandt de udvalgte. Den dyreste bil ejes dog af John Terry, der har en Ferrari 275 GTB til en værdi af mere end 17 millioner kroner.

På den måde overgår han Cristiano Ronaldo, der kører i en Bugatti Veyron Grand Sport Vitesse til "kun" 15 millioner. Det forlyder dog, at angriberen snart får sig en ny Bugatti-model, der vil indbringe ham rekorden.

Her kan du se hele listen over fodboldspillerne og deres biler.