'Mike Smith' er en af Storbritanniens mest erfarne gidselforhandlere og har været hyret som rådgiver i 55 kidnapninger og 13 kapringer. (Hans rigtige navn er redaktionen bekendt).
Det er et stressende job at være gidselforhandler, men du vænner dig til det. Jeg har været badet i sved efter en arbejdsdag og skiftet skjorte ved frokosttid. Mine sko har været helt våde af sved. Nogle gange har jeg ikke fået søvn i dagevis, fordi jeg var overbevist om, at folk ville blive slået ihjel.
Mit mål er at få gidslet løsladt i uskadt stand. Jeg er der ikke for at bekæmpe kriminalitet. Jeg fanger ikke forbrydere. Jeg er ligeglad med, om de slipper godt fra det. Jeg fokuserer kun på at få den kidnappede person hjem i god behold.
Det, du prøver at opnå, er en win-win-win-situation: Kidnapperne skal føle, at de har vundet, fordi de har fået penge, familien eller virksomheden skal også føle, at de har sejret, fordi gidslet er sluppet fri, og endelig skal gidslet føle, at han eller hun har vundet, fordi de er kommet ud af det med livet i behold.
Du er ikke ude på at besejre kidnapperne. Hvis du går ind i en gidselforhandling med den indstilling, er der ingen, der vinder.
Man skaber sit eget held i gidselsituationer. Du skal have et taktisk øre og hurtigt få en fornemmelse af dynamikken i situationen. Jeg har ingen rutiner. Jeg har kun research, research, research, mere research, og så er jeg i stand til at tage af sted med meget kort varsel, når mit response team ringer. Jeg har altid en taske klar.
Alle bøger om kidnapninger vil fortælle dig, at du som forhandler ikke bør have den direkte dialog med kidnapperne. Du er der for at få et overblik over situationen og rådgive virksomheden eller familien, som forhandler med kidnapperne. Det giver dig ånderum.
Det er i teorien, men i praksis har jeg haft en del direkte forhandlinger med kidnappere. Fordi der ofte ikke var andre til stede. Men det er altid meget bedre at bruge et familiemedlem eller en lokal til at føre samtalen. Altid. De kender geografien, sproget, de er mere troværdige end en eller anden smart-ass englænder.
Man forsøger at undgå ord som ’nej’ og ’umuligt’. Man forsøger at lade være med at kalde dem kriminelle, selv om de er det. Man forsøger at skabe en arbejdsrelation. Det er ikke nødvendigvis venligt, det er ikke tillid. Det er 1:1.
Du må ikke være underdanig. Du skal være robust, og det bliver du med erfaringen. Det er skræmmende at tale med kidnappere første gang, men efter nogle gange ved man, hvordan man skal håndtere deres trusler. Hvordan man neutraliserer eller ignorerer dem.
Det er afgørende at kunne det. Det kan de fleste almindelige mennesker ikke. Du har brug for en, som ved, hvad best practice er, og som ved, hvordan kidnappere tænker. I stedet for ’nej’ og ’umuligt’siger vi: ”Det bliver meget svært at opnå.”
Eller: ”Jeg giver din besked videre og vender tilbage.” Du skal kende modpartens modus operandi. Har de slået ihjel før? Hvor meget forventer de at få?Kidnappere forlanger altid ustyrlige summer, men de får dem sjældent.
Jeg bruger logik, briefing-papirer og tjeklister, som jeg sætter fast på væggen. Du kan ikke huske alt, når du forhandler, så det er bedre at have ting skrevet ned med store bogstaver på væggen. Når du er træt eller stresset, gør det livet nemmere.
Jeg vidste, at jeg var god til mig job, da Irak-krigen brød ud. Indtil da havde jeg mest haft cases i Latinamerika, hvor der som regel er en fast procedure. Den kan være udfordrende nok at følge, men da først kidnapningerne eksploderede i Irak, fik jeg min sag for.
Jeg var en af de første rådgivere til at tage til Irak og måtte skrive min egen rule book og danne mit eget team. I marts 2004 var der kun få vesterlændinge, der blev kidnappet. I april blev tre sikkerhedsvagter fra Blackwater slået ihjel og klynget op ved en motorvejsbro.
Amerikanske soldater angreb Fallujah, og som gengæld eksploderede antallet af kidnapninger af vesterlændinge i Irak. Der var 52 alene i april. Jeg tog til Irak samme måned, da hele landet var ved at gå op i flammer.
Ofte er kidnapperne ikke særlig godt uddannede, og de forlanger en masse penge. Dit job er at overbevise dem om, at de skal acceptere et meget mindre beløb. Jeg kender ganske vist til en sag, hvor der blev betalt 30 mio. euro for en græsk skibsreder, men det er en undtagelse.
Den gængse rate afhænger af landet. Det laveste beløb, jeg har forhandlet, var mindre end 10.000 dollars i Afghanistan for et lokalt gidsel, og det højeste var 10 mio. dollars for et olieskib. Min opgave er at forhandle en frigivelse for et fair beløb, som familien eller virksomheden har råd til, og som gidseltagerne vil acceptere.
Nøglen er at give kidnapperne et face-saving incentive. Du må give dem nogle trapper, de kan gå tilbage ad med æren i behold. Jeg havde en case i Irak, hvor to udenlandske teknikere var blevet kidnappet af en al-Qaeda-gruppering. Der brugte vi denne sætning: ”Hør nu her, den mand, I har i jeres varetægt, er en uskyldig muslim.
Han er uuddannet og ved intet om den politiske situation i Irak. Han var der kun for at tjene penge, for at brødføde sin familie. Det er ramadan, hans mor er enke, vis denne ydmyge muslimske sjæl nåde, og lad ham gå.” Det virkede med den ene fyr, men de slog den anden ihjel, kappede hans hoved af og filmede det, allerede før jeg blev involveret i sagen.
Min værste case var i Irak: En kidnapning af to udenlandske ingeniører, som var på vej på arbejde i en konvoj. Alle vagter og chauffører blev dræbt. Otte mand. Jeg smed alt og fløj straks til det land, hvor deres arbejdsgiver hørte hjemme. De var ret ligeglade med deres ansatte.
Jeg landede torsdag, men fik ikke adgang til en beslutningstager før den følgende uge. Der var ferielukket. I mange arabiske lande er der et strengt hierarki, og selv folk i ledende stillinger vil hellere undlade at træffe et valg frem for at risikere at træffe det forkerte valg og tabe ansigt.
Resultatet er total mangel på handlekraft. Men når du har at gøre med kidnappere, har du brug for hurtige og rede beslutninger. Jeg tænkte: ”De fucker det op. De har med alvorlige typer at gøre, og vi bliver nødt til at tilbyde en pæn sum penge for gidslernes liv nu.”
Desværre reagerede firmaet for sent, og deres tilbud var tilmed for lavt. Kidnapperne afbrød kommunikationen, og vi hørte aldrig fra dem igen. Der var mange luftangreb på det tidspunkt, så måske blev både gidslerne og kidnapperne slået ihjel af et luftangreb. Men vi ved det ikke.
Nogle film gengiver en gidselforhandling fint, men 95 % af tiden sidder man og venter på et telefonopkald eller en e-mail. ’Captain Phillips’ og ’Proof of Life’ rammer 60 % rigtigt. ’Kapringen’ er også troværdig, bortset fra at rådgiveren er tatoveret.
Jeg kender ingen forhandlere med tatoveringer. Den her branche er domineret af briter, de fleste er tidligere officerer i søværnet eller specialstyrkerne. Du forsøger at påvirke folk på bestyrelsesniveau, og der er ingen tatoveringer. Det er ikke for at lyde snobbet, men det er en officers job, ikke for fodfolk.
Første gang jeg blev sendt til Irak i 2004, blev jeg mødt af en eskorte på otte mand i lufthavnen og ført til et safe house i Al Mansour i Bagdad. Alle i det hus var briter eller fra et af Commonwealth-landene og var tidligere elitesoldater, der nu arbejdede for private sikkerhedsfirmaer.
De var ret hårde fyre, og på hver etage i det hus var der tre ting: skarpladte våben, overfyldte askebægre og tomme øldåser. Hele landet var ved at gå op i flammer, og jeg sov på en madras i gangen af sikkerhedsårsager. Hvis der blev skudt mod soveværelset, skulle kuglerne igennem 2-3 mure, før de ramte mig.
Efter en uge kom chefen for enheden hen til mig og sagde: ”Vi trækker os ud, det er for farligt her.” Der tænkte jeg: ”Fuck! I er de hårde hunde, og I vil ud?” Forhandlingen endte til alt held godt efter et par dage, og jeg kunne tage hjem.
Du skal gøre din research og på baggrund af en analyse af landet, gidslet, kidnapperne osv. arbejde dig baglæns mod et tal, som du kan tilbyde som første tilbud. Jeg kan godt lide at give et anstændigt tilbud hurtigt i forløbet, så ingen gør noget dumt som at slå gidslet ihjel, fordi de tror, at de ikke får penge.
Når der kommer et anstændigt beløb på bordet, slapper alle af. Men i alle cases vil du før eller siden opleve en psykologisk kamp: Kidnapperne vil have så meget som muligt, men hvis du bliver ved med at tilbyde penge, stopper det aldrig.
Du bliver nødt til at sige stop. Så starter kampen. Ofte vil det være til sidst i kidnapningen, at truslerne bliver værst. Selv om det virker paradoksalt, er det et godt tegn at få de værste trusler sent i forløbet, for så ved jeg, at kidnapperne smider deres sidste chips ind.
Hvis de truer vildt i starten og ikke fører det ud i livet, mister de troværdighed. Derfor vil de fleste kidnappere gemme de værste trusler til sidst. Så har man bare et andet problem: At få klienten til at forstå dét. Så starter en ny forhandling
LÆS OGSÅ: Ekspert i kropssprog: 7 tips til at spotte en løgner
LÆS OGSÅ: Er det rigtigt, at cyberangreb er en større trussel for sikkerheden end IS?
