Søren Kjær Bruun lever sin tilværelse i en treenighed af teologi, tro og triatlon. I sit virke som studiepræst på CBS forholder han sig dagligt til religion i det moderne liv.
Han hjælper de studerende med alt fra små hverdagsdilemmaer til livets store spørgsmål, mens de navigerer i konkurrencesamfundet, hvor det kan føles uoverskueligt at komme i mål. Selv kæmper han mest af alt med at komme over målstregen til den årlige Ironman-konkurrence.
Hvad går arbejdet som studiepræst ud på?
“Det er en meget anderledes måde at være præst på. Folk aner ofte ikke, hvad det er. Ligesom der findes hospitals- og fængselspræster, så findes der også studiepræster, som er kaldet til at være præst for studerende. Vi står til rådighed for fortrolige samtaler om alt mellem himmel og jord, og så laver vi aktiviteter sammen med de studerende, som fx filosofisk lounge, hvor vi tager emner op som kærlighed, ateisme, tro, vilje, ondskab, død, had eller forræderi."
Hvordan taler du med de studerende?
“Hvis vejret er godt, foretrækker jeg at gå en tur og tale sammen. Og hvis der er nogen, der er friske på at løbe en tur, så løber vi en lille tur. Nogle ting åbner sig på en anden måde, når vi bevæger os, end når vi sidder stille. Når vi bevæger os sammen, forandrer vi os sammen, og så kan vi dele forandringen med hinanden. Når vi forandrer os alene, er det en stor byrde at bære.”
Hvad er det sværeste ved at være studerende i dag?
“I vores konkurrencesamfund er der ikke plads til at være en fiasko. Der er ikke plads til at vælge det forkerte studie, få dårlige karakterer, sige det forkerte i timerne eller gå i det forkerte tøj.”
Det er så synd, at de studerende i den grad skal døje med konkurrence. Jeg synes nogle gange, at vores samfund udvikler sig i en åndløs retning, hvor vi kun gør ting, som andre siger, at vi skal. Vi får ikke tid og plads til at være i det.”
Hvilke spørgsmål møder du oftest i dit arbejde som studiepræst?
“Jeg møder mange, som er i tvivl om, hvordan de skal håndtere studielivet. De har en fornemmelse af, at de ikke kan præstere det samme som deres studiekammerater, og at de skal nå alt muligt, som de ikke kan overskue. Det er en håbløs følelse, som kan føre til fortvivlelse og ofte ensomhed.”
Hvis vi nu bare var bedre til at tale med hinanden om det, der er svært, i stedet for at gå rundt med det alene, så ville det være helt anderledes at studere. Når man føler sig tvunget til at få det hele til se perfekt ud, kan man ikke være sig selv.”
Hvor ofte henvender de studerende sig for at tale om tro?
“Sjældent. Og det fortæller mig, at det er der knap så meget opmærksomhed på religion i dag på trods af, at vi jo er enormt religiøse i det her land. Vi er det bare på en anden måde, end vi kan gennemskue.
Vi ser fx overtro allevegne og det er jo også en form for religion. Især i sportens verden hører vi om fodboldspillere, der tænker over, i hvilken rækkefølge de tager deres sokker på, inden de løber ud på fodboldbanen. Et andet eksempel er astronauten Andreas Mogensen, som gennemgår forskellige ritualer, inden han sendes op i rummet.
Jeg tror på, at alle mennesker er religiøst anlagte. Religionen er der, og vi slipper ikke for den, så vi burde prøve at finde ud af, hvad religion egentlig handler om.”
Hvordan forholder de studerende sig til religion?
“Jeg hører tit, at man gerne vil være med på de kristne værdier som næstekærlighed og barmhjertighed, men at mange har svært ved at forholde sig til at tro på Gud. Troen sættes op på en piedestal, og det er her, den største udfordring ligger.
Vi lever i en tid med ekstrem individualisme, hvor vi alle sammen søger vores eget. Vi bruger hinanden til at få vores egen succes igennem, og ikke til at skabe et fællesskab. Vores stræben efter succes gør, at vi også begynder at konkurrere på vores tro. Det er vores trend. Men tro er ikke individuel. Det er noget, vi har sammen.”
Hvordan kan man bruge tro til at håndtere vores konkurrencesamfund?
“Tro handler om det liv, vi lever med hinanden og med os selv. Vi bliver nødt til at tage alvorligt, at vi er mennesker. Vi kan ikke bare være blinde for livet. Vi skal stille spørgsmål for at forstå vores tilværelse og her kan vi bruge religionen.
Og så er det vigtigt, at vi sætter os nogle mål. Jeg dyrker selv triatlon og stiller op til ironman en gang om året, og den der jernmand er et svært mål – hver eneste gang.”
Hvad fascinerer dig ved at dyrke ironman?
“Det ligner livet. Det er en lang distance med mange udfordringer undervejs, og man kan ikke på forhånd sige, hvordan det kommer til at gå. Vi har så mange forestillinger om livet, og vi har så svært ved at være i det. Når man løber ironman bliver man nødt til at være i det – også når det er svært. Så må vi standse op og udgå eller kæmpe videre. Og glæden ved at komme i mål er så stor.”
Hvornår er tro vigtigst?
“Troen kommer ind, når vi er ved at give op, og vores liv rammer bunden. Vi kan tale meget om tro på overfladen, men det er først, når vi kommer i situationer i livet, hvor vi er nødt til at råbe om hjælp, at religionen virkelig viser sig.”
Sorg er et tidspunkt, hvor vi bliver ramt i hjertet af at miste nogen, som vi holder af. I 2003 døde min mor af kræft, og inden hun døde, spurgte hun ikke: “Hvorfor lige mig?”, hun sagde det modsatte: “Hvorfor ikke mig?”.
I stedet for at kæmpe imod skæbnen og se indad, vendte hun blikket udad, og mindede os allesammen om, at der er masser af mennesker, der rammes af kræft og ulykke hver dag. Den tanke hjalp mig meget i min sorg, og det tror jeg, vi alle sammen kan lære af.”
LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger
LÆS OGSÅ: Tabernes historie
