I slutningen af november samles mellem 700 og 800 mennesker for at spille om at blive Danmarks bedste pokerspiller. Førstepræmien tæller i omegnen af 700.000 kroner. Og æren naturligvis. Den samlede præmiepulje ligger på mellem to og to en halv millioner kroner.

Manden, der er ansvarlig for det, der ligner det største DM i poker nogensinde, hedder Rasmus Hede Nielsen, også kendt som Jungleras i pokerkredse.

Giv Euroman i gave – til dig selv eller en du holder af

I 2010 var det ham, der havde så gode kort på hånden, at han kunne kalde sig danmarksmester i poker og indehaver af en førstepræmie på 814.000 kroner:

”Da jeg vandt, levede jeg af at spille poker. Jeg spillede mange turneringer i både ind- og udland, så DM-sejren var ikke skelsættende på den måde. Jeg kunne have måneder, hvor jeg tabte en hel masse penge, og jeg kunne have måneder, hvor jeg vandt en masse. Når man lever af at spille poker, så bliver penge en form for LEGO-klodser. Det er et arbejdsredskab og noget, man skal bygge videre med. Man tænker ikke, at ’uh, nu vandt jeg 500.000 lige der’. Man tænker bare, at det er en del af ens bankroll, og hvad man kan bruge de nye arbejdsklodser til videre hen,” siger Rasmus Hede Nielsen og fortsætter:  

”Pokerspillere er ikke så meget oppe at ringe over pengebeløbene, fordi man distancerer sig fra det. Man spiller jo hver eneste dag. Så hvis man skulle gå op i, om man havde vundet eller tabt 40.000 hver dag, så ville man blive skør i hovedet.”

Rasmus Hede Nielsen blev pokerspiller på fuldtid, da han blev færdig med sin uddannelse på Copenhagen Business School i 2006. I slutningen af sin studietid, mente han, at der var belæg for at satse større og gå all in på at spille. Det gik godt, og han endte med at spille i mange år.   

”De første år jeg spillede, handlede det meget om at hive pengene ud og tage på ferie, købe en stor, dyr ting og forkæle mig selv. Der var også måneder, hvor jeg ikke vandt særlig meget eller direkte tabte penge, så det var ikke et studiejob, men nærmere en hobby, der tog fart,” fortæller Rasmus Hede Nielsen.  

Men med tiden begyndte han at drømme om at komme over ’på den anden side af skrivebordet’, og nu er han således eventansvarlig for DM i Poker.

”Siden 2006 har jeg fået børn og er blevet skilt igen, og det var tid for mig til at finde en anden rytme i livet. At komme herud som eventansvarlig er noget nær drømmestillingen for mig, fordi jeg kan fortsætte med at arbejde med poker og de netværk og kompetencer, jeg har opbygget gennem årene,” siger Rasmus Hede Nielsen.

Danmarksmesterskaberne i Poker har udviklet sig utrolig meget, siden de blev afholdt for første gang i 2005, og siden Rasmus Hede Nielsen bar DM-titlen. I 2012 blev Danske Spil Poker nemlig sponsor og medarrangør af DM, og her begyndte danmarksmesterskabet langsomt at blive trukket i en anden retning.

Rasmus Hede Nielsen under en pokerturnering 

”DM var tidligere en relativt elitær turnering med et væsentligt dyrere ’buy in’ og færre muligheder for at kvalificere sig ind. Med den nye struktur og Danske Spils fokus på DM er det muligt at kvalificere sig både online og på fire casinoer i Danmark langt billigere en tidligere. Det betyder, at deltagerfeltet ved DM i år er større og bredere end nogensinde før,” forklarer Rasmus Hede Nielsen.

Sidste år havde hovedturneringen et ’buy in’ på 11.000 kroner imod et sted mellem 25.- og 35.000 kroner, som i mange år var prisen for at deltage.

DM i Poker er altid blevet holdt på Casino Copenhagen. Tidligere varede danmarksmesterskaberne tre dage, men i år er der tale om en kæmpemæssig pokerfest, der varer 16 dage og er fordelt ud på fire casinoer i henholdsvis København, Helsingør, Odense og Vejle.  

Sidste år blev DM i Poker livestreamet for første gang, og her var det Rasmus Hede Nielsen, der sad som ekspertkommentator. Og i år bliver det endnu nemmere for de pokerinteresserede at følge med. Danske Spil Poker livestreamer nemlig også gennem YouTube, Twitch, danskespil.dk, pokermedier og sågar også medier som euroman.dk.  

”Jeg er meget spændt på vores nye livestream i år, som vi har hyret et nyt firma til at stå for. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at kåre vinderen mandag aften, drikke et glas champagne og sige skål og tillykke,” siger Rasmus Hede Nielsen.

Da han levede af pokeren, spillede han helst om aftenen og om natten. I Danmark findes der ellers pokerkontorer, hvor folk møder ind, som var det et ’almindeligt’ arbejde, men det benyttede Rasmus Hede Nielsen sig ikke af.

”På en almindelig dag stod jeg op, hjalp lidt til med ungerne, gik ind og sov videre, var familiemenneske om eftermiddagen, og så gik jeg ind på kontoret klokken otte om aftenen og spillede poker til klokken fire om natten,” fortæller han. Og den livsstil var svær at få til at fungere i længden i takt med, at han blev ældre.   

”Når man kommer op i årene og får børn, så er poker ikke for alle længere. Det har også været svært for mig at håndtere det mentalt – specielt i de dårlige perioder. Det kræver helt bestemt noget psyke og noget stamina at vide, at man er god nok, også selvom det går dårligt. Poker er jo et spil, hvor held på kort sigt er en faktor. Man kan være nok så god, men ikke tjene penge i en længere periode. Og det skal man kunne håndtere,” forklarer Rasmus Hede Nielsen og understreger, at han altid har følt sig enormt privilegeret over at kunne have leve af sin hobby.

Rasmus Hede Nielsen

”Men det var på tide at prøve noget andet, og jeg savner ikke fuldtidspokeren endnu. Der har været fart over feltet i forhold til at vænne mig til den nye rytme i mit nye job. Indtil nu har det bare været fedt med nye udfordringer, men når der er DM her om 14 dage, så kribler det da helt sikkert lidt i fingrene for at få lov til at sidde med ved pokerbordet. Det må jeg nok indrømme,” siger Rasmus Hede Nielsen, der stadigvæk spiller nogle små pokerturneringer i weekenderne, når der er plads til det.  

”Jeg har fået nye målsætninger og ambitioner i mit nye job, og det er et vigtigt aspekt for mig at komme ud på en arbejdsplads og at få en rytme, hvor man står op og kommer ud hver dag i stedet for pokerlivet, der til tider godt kan være ensomt, når man sidder og spiller online-poker hjemmefra,” siger Rasmus Hede Nielsen, der dog drømmer om at spille de helt store turneringer igen på et tidspunkt.

Og efter Rasmus Hede Nielsen har flyttet sig fra spillersiden af pokerbordet, mener han, at han efterhånden kan spotte en vinder. Det er en hel del lettere, når man ikke selv er involveret i hænderne.

”Jeg holder meget øje med udstrålingen. Der er nogen, der ejer rummet, når de træder ind i det. Mens man nogle gange godt kan se, at folk kun er der 80 procent. Man skal være fuldt fokuseret i alle beslutninger, for poker er et spil, der ikke er særlig tilgivende. Hvis man begår én stor fejl, så er man altså ude af turneringen. Man har ikke råd til at sidde og døse hen i to timer af sådan en lang turnering,” siger Rasmus Hede Nielsen og giver sit bedste råd videre til årets danmarksmesteraspiranter:

”Mit bedste tip er, at man skal forsøge at lægge alle andre ting til side. Man skal glemme mandag morgen på arbejdet, og at konen var sur i går, og om ungerne skal til svømning i morgen. Man bliver nødt til at være 110 procent koncentreret omkring den opgave, man går ind til. Det er lige nu, man har chancen.”

Og ifølge den forhenværende danmarksmester i poker, så er der mange stærke profiler ved årets DM, hvilket gør det svært at spå om, hvem der kommer til at spille ekstra godt, eller hvem, der er ekstra heldig.

”Der er et favoritfelt af dygtige spillere, som altid er dem, man regner med er lidt foran resten af feltet. Her tænker jeg blandt andre på Henrik Hecklen, Simon Ravnsbæk og Jakob Tøstesen,” afslører Rasmus Hede Nielsen dog.  

LÆS OGSÅ: 20-årige August Rosenmeier er en af verdens bedste FIFA-spillere: ”Messi bad om at tage en selfie med mig”

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen i det nye Euroman: "Medierne betyder noget, men mine holdkammerater betyder væsentlig mere"

LÆS OGSÅ: Her er Danmarks første homohåndboldklub: "Det er en oase, hvor man kan få afløb for den dramaqueen, man måske har i sig"