Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Guide til de bedste restauranter i København

København er en kulinarisk højborg uden sidestykke i Norden – nogen vel endda sige i verdenen – og hovedstaden er rig på uforglemmelige spisesteder.

Gastro giver dig de varmeste anbefalinger på de bedste restauranter i København. Læs bl.a. vores guide til de 13 bedste steder at spise ude med dine venner i København, tag med ud og besøg nogle af de bedste gastronomi-restauranter på Vesterbro og bliv inspireret – eller afskrækket – af vores madanmeldere, når de går i kødet på alt fra Noma til Jensens Bøfhus.


vis
mere

Guide – her er de bedste restauranter i København

Hvad enten du er til italiensk, japansk, ny nordisk, sydamerikansk eller noget helt femte, så leverer de mange restauranter i København varen, så mundvandet løber i stride strømme.

Særligt udbuddet af italienske restauranter er enormt i hovedstaden, og det er ikke så mærkeligt. Det italienske køkken er svært at slå, når der for alvor bliver kælet for detaljerne og brugt tid på at indhente de rette råvarer. Gastro har smagt sig igennem den mageløse middelhavskost og kåret de 10 bedste italienske restauranter i København.

Restaurantbesøg kan ofte fungere som en glimrende kickstarter til en uforglemmelig bytur i nattelivet. Madoplevelsen, hyggen og samtalerne, der opstår, mens man smager hos hinanden og langer vinflasker hen over bordet, sætter gang i festen på fornem vis. Skal du ud at spise med alle vennerne, er det dog vigtigt, at restauranten har plads til store armbevægelser og løssluppen stemning. Men fortvivl ikke: Gastro har gjort forarbejdet for dig og besøgt 13 restauranter i København, som er perfekte at besøge i flok.

Hvis du er i humør efter smørrebrød (og hvornår er man ikke det?), har vi også her otte gode bud på en smørrebrødsrestaurant i København.

Er du mere til at nyde din mad i ro og mag og lade smagsløgene arbejde i stilhed anbefaler Gastro disse 8 restauranter i København, hvor man spiser godt alene.

Restauranter i København – det ny nordiske køkken

I 2004 udformede en række af landets førende kokke, herunder Claus Meyer og René Redzepi, et manifest for Det Ny Nordiske Køkken. I manifestet stod blandt andet: “Det nye nordiske køkken skal bygge på råvarer, som bliver særligt fremragende i vores klimaer, landskaber og vande samt forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra”.

Det blev starten på en revolution, som har skabt opmærksomhed i hele verden og været med til at forvandle København til en af de mest eftertragtede hovedstæder, når det kommer til kulinariske top-oplevelser – anført af nu verdensberømte restauranter som Manfreds, Noma og Geranium. Sidstnævnte er som den eneste restaurant i landet indehaver af tre Michelin-stjerner.

Gastro har besøgt Noma af flere omgange, og vi er aldrig blevet skuffede. Som vores anmelder skrev, da en af de meste hypede restauranter i København genåbnede dørene på ny i efteråret 2018:

“Udover at være et syn for guder, så er retten et fuldkommen udsøgt sammensurium af sommerens bedste smage, mirakuløst løftet af stikkelsbærsyren og chiliens lette greb om tungen. Det her må være madens svar på et LSD-trip. En ret, som man kan forsvinde fuldkommen i, inden man igen vender tilbage til virkeligheden som et let forandret menneske.”

Læs begge vores artikler om Noma 2.0 her og her.

Anmeldelser af restauranter i København

“Lugten af fritureolie er ikke den, jeg foretrækker at få i næsefløjene, når bestillingen er fiskefilet. En lille og en mellem filet havde været en tur i Tyren, og dernede var paneringen blevet transformeret til et hårdt panser, og i enderne var dette så uigennemtrængeligt, at man burde have konverteret kniv og gaffel til et diamantbor.
Decideret uhøfligt at behandle en stakkels fisk sådan, vil jeg mene.”

Euromans faste anmelder, forfatter, journalist og madøre med meninger Martin Kongstad, var ikke begejstret for serveringen af fiskefileten på Tivolis restaurant Grøften. Men Kongstad har ikke altid knivene ude, når han besøger udvalgte restauranter i København.

Restaurant Clou fik følgende rosende ord med på vejen:

“Luksus i sin fineste form, og med det mener jeg uprætentiøst, service i tysk topklasse, skarpt reformeret fransk mad, og en af landets bedste vinmenuer.”

Martin Kongstad var også svært begejstret for Geist, der er en af de førende restauranter i København:

“Flere af de retter, jeg spiste på Geist, var til rene trettentaller, og med det menes, at de ud over at smage enestående godt, tog gastronomi ud, hvor den ikke har været før. Det er noget af en bedrift. Respekten herfra vil ingen ende tage”, skriver han i sin anmeldelse.

Læs flere af Martin Kongstads anmeldelser af restauranter i København her: