Café Victor

Anmeldelse Café Victor

Kongstads madanmeldelse af Café Victor: ”Man sidder ikke bedre og mere livligt mange steder i København”

Det startede som yuppiedrengenes tilhørssted, og på forunderlig vis er det lykkedes Café Victor at fastholde det pengestærke publikum. Martin Kongstad besøgte det ikoniske sted.

Man kan mene, hvad man vil om Café Victor. Den ulejligheder sig ikke engang med et skuldertræktræk. Det går simpelthen for godt til, at man kan tage sig af, hvad nogen nede fra middelklassen eventuelt skulle have af langhårede meninger, for vinen er god og kold, og der er mere hvor det kommer fra.

Café Victor er fra 1981 og en del af Kenn André Stillings cafétrilogi, som også omfatter Sommersko og Dan Turell, og modsat disse, som ind i mellem har kørt meget ujævnt, har Victor altid holdt kursen.

Ja, og det passer så ikke helt, for det var i begyndelsen et sted for byens kunstnere. FP Jac var vært til de legendariske søndagsmatineer og endte gerne under bordet, og fordi det var etYuppiernested kom reklamefolkene til.

Peter Wibroe, manden som gjorde Tuborg lidt grønnere og indså, at man ikke længere drak øl, men drak etiketten - ja, det hedder branding i dag - havde sit eget bord på Victor.

"En ambulance til hr. Wibroe," sagde tjeneren, når han ringede efter en taxa.

I 1983 koblede Ivan Reedtz-Thott og et par venner deres vandski på Storebæltsfærgen, og denne larger than life livsindstilling krystalliserede sig siden i den danske fillial af yuppiebevægelsen.

Young Urban Professionals var et new yorker-fænomen, og jeg husker stadig mit møde med en af pionererne. Han var lige flyttet til London og var i den grad i hvid skjorte.

"Der er maed sjovere i London (udtalt Landan). Der ligger guld på gaden, det er bare at bøje sig ned og samle det op."

Vi havde lige danset kædedans til Skousen og Ingemanns: "Det så svært at nå frem, det går hele tiden ind i sig selv." Og nu det!

Yuppierne gik i slips til otte hundrede kroner fra London House, gik i firkantede Boss-suits og randsyede sko, og når de gik meget sent hjem fra arbejde, gik de på Victor.

Kunstnerne var for længst flygtet til Dan Turell og Krasnapolsky, og de har ikke vist sig derinde siden.
Gennem firserne var det op i sofaerne og danse gennem betrækket med stiletterne og altid mere panje, og da det gik vildest for sig opsatte man simpelthen en skærm for enden af baren, så børsvekselerer kunne følge aktiekurserne til Dom Perignonen.

På forunderlig vis er det lykkedes Café Victor at fastholde det pengestærke publikum, mange af de gamle yuppiedrenge kan stadig træffes i baren, og at forblive kystbanens ubestridte sattelit i indre København.

Ja, nu får jeg det til at lyde som om, det er en tilfældighed, og det er den slags aldrig. Sandheden er, at Café Victor er ualmindelig veldrevet. Flere af tjenerne har været på stedet i ti år og skaber en tryg kontinuitet, blomsterne er friske og dugene kridhvide.

Man taler ikke om penge på Victor, men lad os alligevel lige runde emnet.

Får man lyst til at poppe ind og nappe en Grøn Tuborg på terrassen skal man slippe en halvtredser.

Vinpriserne er de heller ikke generte med. Et glas riesling fra Markus Molitor koster artige firs kroner eller over seks gange indkøbsprisen. Krug-testen. Altså, hvor meget en Krug Grande Cuvée champagne står i, falder legendarisk højt ud hos Victor.

Man tager fire tusinde fire hundrede kroner for sådan en flaske. Den koster omkring en tusse i indkøb, og det betyder, at der tjenes over tre tusinde kroner på at tage proppen af den. Intet sted i Danmark er det blot tilnærmelsesvis så dyrt at drikke Krug. De nærmeste konkurrenter er to tusinde kroner billigere.

Vil man have en lille cognac til kaffen, er den glimrende Montifaud en mulighed.

En VSOP koster hundrede og ti kroner, og når man ved, at den ligger på tre hundrede og femten i indkøb, er vi altså oppe i friske otte hundrede procents avance.

Nok om penge, og når sandheden skal frem, så glædede jeg mig til en sensommer tirsdag aften på Café Victor. Hvorfor? Fordi der altid sker noget. Det er en scene, simpelthen, og dem er der ikke så mange af her i København.

Café Victor åbner klokken otte med glimrende morgenmad til fornuftige priser. Eksempelvis koster røræg med bacon tres kroner, og det er ikke dyrt, når man tager den gode betjening med i betragtningen, ja, og stemningen, ikke at forglemme.

Der er et vist sus over at sidde derinde, en air af venstre bred i Paris: Den smukke lange zinkdisk fra Marais, tjenerne i hvide skjorter, og hvem kommer ind ad svingdøren? Noget business til morgenmøde? Et par smukt præserverede kystbanefruer, som samler kræfter til Birger Christensen? En af de gamle svingere med intakt pagehår?

Til frokost og aften træder størstedelen af stedet i karakter som restaurant,
og jeg siger ikke for meget, hvis jeg påstår, at maden gennem årene har været mindre konsistent end atmosfæren.

Man har altid været tro mod østers, caviar, pighvar og bøffer, og det er man stadig, men så vidt jeg kunne udlede af deres site var der en kende mere spræl over det øjeblikkelige menukort: En græskarsuppe med chili, confit af svinebryst, poussin med citron, svampetoast og den for tiden allestedsværende burrata; flødefyldt mozzarella.

Billigste forret er tuntatar til 140 kroner, mens en halv grillet hummer koster 295 kroner. Hovedretter begynder på 195 kroner for kalvelever og stiger til 370 kroner for en velvoksen bøf bearnaise frites, og så skulle den da også være betalt.

Prismæssigt ligger Victor altså i den dyre ende af mellemgruppen, det vil faktisk være billigere at spise en menu på Michelinrestauranten Relæ, og det er selvfølgelig en uretfærdig sammenligning, for der er en verden til forskel på den svovlfri zone i Jægersborggade og latteren fra de lyseblå skjorter foran Victor.

Stemningen var klassisk Victor den sensommeraften:

En flok gamle veninder fra Øregård, businesspartnere på Sancerre, nogle unge kystbanetalenter, elegant svajende tjenere ud og ind med retter, og lad mig sige det een gang for alle: Betjeningen har altid været eksemplarisk på Victor, og er det fortfarende.

Jeg bestilte ravioli med ricotta og citron og hummer og fik tre store ravioli med den karakteristisk tørre ricottafornemmelse i fyldet og en fin smag af citron. Under disse lå en bouillon på hummer, så vidt jeg kunne sjusse mig frem, og selve stjernen, hummeren selv, optrådte nærmest som en cameo.

Der lå fire-fem bittesmå stykker hale eller i omegnen af femten gram, til gengæld var man rundhåndet med cherrytomaterne. Pastaen var kogt forbi al dente og manglede det afgørende bid, og bouillonen var et godt stykke fra knivskarp.
Som helhed en noget prætentiøs og vag forret til voldsomme 235 kroner. Prisen var formodentlig så høj, fordi retten indeholdt hummer, men, og det er et stort men, det nytter ikke at hviske hummer ned over en ret, hvis man tager sig betalt for dens medvirken.

To hundrede meter derfra kunne man få dampet pighvar og ragout med skovsvampe og muslinger på Restaurationen til en tyver mere og blive mæt i minutiøst tilberedt mad.

Fem ud af otte hovedretter i kødafdelingen er baseret på oksekød og at anmelde en bøf er sjældent særlig interessant. Jeg valgte lys kalvelever a la Provencale til omgængelige 195 kroner, og mindedes to gode leveroplevelser fra bagkataloget.

På Brasserie Le Nord i Lyon, et af Bocuses fire brasserier i byen, havde de banket leveren tynd, givet den et hug på panden og serverede den med en rig kartoffelmos og en vanvittig velsmagende sauce på kalveglace med vinaigre.

På Checchino dal 1887 i Rom fik jeg leveren i mindre stykker med en sauce på hvidvin, løg og smør.

Victors version var overraskende. Jeg troede først, at retten var gået forkert, for leveren var ikke flad, det var en fire centimeter høj kødklods, som lignede mørbrad.

Et massivt stykke kød, som man havde givet så længe, at det lyserøde kun lige kunne anes. Der er en grund til, at mange mennesker ikke bryder sig om lever, det skyldes primært, at de har fået den tør og livløs, for sådan et dødt stykke kød med en insisterende smag af jern har man ikke lyst til at smage igen.

På Victor gjorde man en dyd ud af denne fortrædelighed.

Jeg går ud fra, at idéen med at servere kalvelever i denne oppulente form har været at klæde den ud som noget finere, og må konstatere, at projektet ikke lykkedes.

Det provencalske islæt boede i saucen. Den var smørbaseret og havde fået et meget voldsomt skud vineddike, som ikke havde fået lov at koge ind i tilstrækkelig grad, og som om det ikke skulle være syre nok, en masse kapers. Jeg kunne mærke tandemaljen krakelere.

En tør carport af lever med en hvinende sur sovs. Nej tak. Jeg var sulten, men måtte opgive at komme gennem retten.

Konklusion:

Jeg havde en dejlig aften på Café Victor, for man sidder ikke bedre og mere livligt mange steder i København sådan en fløjlsblød aften i september. Men det var på trods, for maden kunne bestemt ikke leve op til omgivelserne. Vi fik to retter mad hver og en hæderlig Macon og måtte slippe over sytten hundrede kroner, og det var virkelig dyrt for mad på det niveau.

Karakter:
Café Victor, Ny Østergade 8, får karakteren 6

Madanmeldelsen er lavet i samarbejde med Bearnaise er dyrenes konge på Radio 24Syv. Hver lørdag anmelder Martin Kongstad en restaurant og taler med sin ledsager over maden. Alle tidligere udsendelser kan høres her:

 LÆS OGSÅ: Dagen derpå: de bedste råd mod tømmermænd fra fem restaurationsbranchefolk

LÆS OGSÅ: Kongstads mad-anmeldelse: ”Vi ankom skrupsultne og højanimerede af den udsøgte beliggenhed, men det vi oplevede var mad lavet uden kærlighed”

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Nomas nye restaurant er en gave til den danske restaurantscene

 

 

 

 

 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Martin Kongstad og Restauranter