Italo Disco på Vesterbro

Italo Disco på Vesterbro

Martin Kongstads madanmeldelse: På Italo Disco er der ikke antydning af dum-hip skipperstemning

Italo Disco er en knaldmoderne, gammeldags italiensk restaurant som kan den sjældne kunst at koge.

Det italienske køkken har i en årrække været tynget af glutenforskrækkelse og Jamie Olivers pestoficering og været reduceret til pasta og pizza; børnemad med andre ord.

Men, som jeg allerede har gentaget til ulidelighed, er den nye franske bistrobølge eller Det Naturlige Køkken, som den svenske mesterkok Matthias Dahlgren formulerer det, i højere grad vendt mod det italienske end mod Frankrig.

Det er særligt syditaliensk bondemad, eller Cucina Povera, man lader sig inspirere af (et fattigmandskøkken afledt af Anden Verdenskrig), og det betyder masser af grøntsager, kød i billige udskæringer og enkle slagkraftige kombinationer.

Fra flere troværdige kilder havde jeg hørt godt om Italo Disco ude på Vesterbro, og her må jeg være ærlig og sige, at navnet i sig selv havde afholdt mig fra at tage af sted før. Det er fordommene igen.

Italo disco er en musikgenre, som udsprang af discobølgen sidst i halvfjerdserne og var særligt inspireret af produceren Giorgio Moroder. En del af musikken lyder som Chic på syre, som hi-energy, den opskruede før-house.

Italo disco fik en kort genkomst på de smarte klubber i slutningen af nullerne, og jeg kan anbefale at lytte til Gino Soccio, hvis man vil høre, hvad det går ud på. Denne indforståede reference kombineret med lokationen i Oehlenschlägergade triggede mine alarmklokker, og det var, viste det sig, fuldkommen tåbeligt.

Det er en meget lille restaurant, og man træder ind midt i det hele.

Kvadratisk lokale med en håndsbredde mellem bordene, kokkene i hjørnet, tjenerne bag disken; restauranten som social begivenhed, og vigtigst af alt: virkelig god stemning.

Vores tjener virkede som en fyr, man kunne sidde og have det sjovt med over en flaske naturvin, og der var ikke antydning af dum-hip skipperstemning.

Ved siden af os sad et langbord og diskuterede Enhedslistens profil og foran os havde et småforbitret lesbisk par travlt med at konkurrere i passiv aggression.

Sådan skal det være, og jeg bestilte et glas orangevin, Il Tempo Rirovato 2013, en vintype, som jeg har fået smag for på det seneste. Orangevin er lavet på grønne druer, og man har, til forskel fra hvidvin, ladet skallerne gære med. Vinen havde en temmelig afvisende duft - eller boquet, om man vil - men smagen var ud over stepperne med masser af saft og en vis krydret stringens.

Italo Disco har een menu hver aften, og det er take it or leave it til 350 kroner.
Vi fik foccacia og en græsgrøn olivenolie med en frisk syrlighed, og så en trio som satte skabet på plads:

Først en lille kiks med creme på baccala eller klipfisk, og det var, tror jeg, saltet og tørret torsk, som man havde kørt på blender med hvidløg, kogte kartofler, mælk og olie. En mundfuld med overvældende effekt.

Derpå en tallerken med grillede pebre og et fornuftigt læs god peccorino, som smagte helt til kanten med salt og stor volumen fra fåreosten samt en crostini med trippa - komave - i en dramatisk tomatsovs.

Til dem, der måtte sidde og bæve ved tanken om komave, kan jeg fortælle, at det ikke smager af stort mere end kødfulde antydninger.

Jeg kan godt lide, at man giver sig til kende i et køkken, og den ros må man give dem på Italo Disco. De ved, hvad de vil, og de fedter ikke med det. Havde den middag været en film, ville den være begyndt med hvinende dæk og en biljagt.

Fremad lød trompetens skrald! som farfar plejede at råbe, når han rykkede løberen ud på brættet for at true min dronningebonde.



Næste ret var semolina. En lille lind grød på grov durum med en klat anderagout, som smagte glimrende, men havde tørheden imod sig. Det er ikke let at få and til at arte sig indbydende i en simreret, og det var heller ikke lykkedes her.

Langt bedre gik det andet fad.

Fem stave af marineret bladselleri lå på en brunlig væde. Bagna Cauda kaldte den sig - varmt bad på bondsk, og Guderne må vide, hvorfor jeg ikke har mødt denne klassiske sovs fra Piemonte før.

Enhver mamma fra egnen laver den forskelligt, så vidt jeg kunne læse mig til, men denne var et tålmodigt sammenkog af hvidløg, ansjoser, rødvin, udblødt brød, smør og måske citron, i alle fald en pikant syrlig væde med uendelige dybder, og atter engang havde man tilsmagt lige til grænsen og holdt sig på den rigtige side.

I al sin enkelthed en raffineret og rustik ret, og jeg greb efter brødbakken for at køre en tur rundt i sovsen og få det sidste med.

Jeg plejer at gå en stor bue uden om pasta, for et er, at jeg fik rigeligt mellem 1985 og 2001, noget andet, at jeg siden, som far, har lavet flere tons til børn, men da de bestemmer alt på Italo Disco var der ingen flugtvej.

Vi fik en volumniøs spaghettitype, hvis navn har undsluppet mig, med en creme af en italiensk mælkebøttefætter - hed den virkelig costa? - og røget scarmoza, en ost på ko fra det syditalienske, og det var en udfordrende ret. Al dente, som man kun tør underkoge i Italien, masser af bid og modstand i de spaghettier.

Den knaldgrønne væde var overmåde dynamisk og spændte over et register fra det sart græslignende til det voldsomt røgede. Det er i sig selv en præstation at gøre en pastaret eksotisk, men det var ikke desto mindre tilfældet her.

Jeg var skeptisk de første par bidder, men endte med at overgive mig fuldkommen.
Anden pastaservering var mere medgørlig og indsmigrende. Eksemplarisk velkogt ravioli med fyld af græskar og ricotta og atter engang mesterligt tilsmagt med salvie.

Pastaen lå under en uovervindelig okseragout, og så smagfuld mad laves kun, hvis man tager sig tiden til det. Jeg har spist på en bred vifte af de bedste, traditionelle romerske restauranter og kan derfor med sikkerhed slå fast, at Italo Discos ravioli kan være med på højeste niveau. Man står i kø efter den slags mad i Rom.

Jeg ville have forsvoret, at pastaretter skulle kunne tage røven på mig, men jeg blev heldigvis klogere. Det var virkelig imponerende, hvad de præsterede.

Vi sluttede med en glimrende panna cotta og en halv blomme kogt i rødvin.

Konklusion:

Italo Disco er en knaldmoderne, gammeldags italiensk restaurant som kan den sjældne kunst at koge. Når det skal have smag og dybde lader de gryden stå og
småsimre i timevis, og når det skal være al dente, tager de gryden af på sekundet.

Stemningen er livlig, og betjeningen er uformel og gennemført ordentlig.
350 kroner er et røverkøb for så megen umage og kunnen.

Det er længe siden jeg er gået så opløftet og inspireret ud af en italiensk restaurant.

Karakter: Italo Disco, Oehlenschlägersgade 5 får karakteren: 10 

Madanmeldelsen er lavet i samarbejde med Bearnaise er dyrenes konge på Radio 24Syv. Hver lørdag anmelder Martin Kongstad en restaurant og taler med sin ledsager over maden. Alle tidligere udsendelser kan høres her.

LÆS OGSÅ: Der er seks ingredienser i Roms mest berømte pastaret

LÆS OGSÅ: Kongstads madanmeldelse: ’Admiralgade 26’ er kommet på et nyt koncept med den intellektuelle restaurant

LÆS OGSÅ: Guide: 14 lækre whisky-flasker til gode priser

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter, Martin Kongstad og Pasta