For nogle uger siden gik flagene igen på halvt i Danmark for at markere den dag, hvor landet kom under en fremmed magts åg. Den morgen i april oplevede danskerne, hvordan det var at miste magten over fædrelandet til en fjende.
Der er få tilbage, der oplevede den morgen i 1940, og som det næsten altid sker, har tiden mildnet vores fælles minder om fortiden. Når vi d. 4. og 5. maj fejrer 70-året for Danmarks befrielse, husker vi tilbage på sammenhold, alsang og ikke mindst de modige mænd og kvinder, der risikerede deres liv for at yde fjenden modstand.
Men de forbandede år var mere end det. Det var også oplevelsen af at blive forrådt af sine egne. Derfor bør vi også huske de tusindvis af danskere, der beredvilligt sluttede sig til den magt, som havde besat os. Som omfavnede den ideologi og det tankesæt, som havde det endemål at udslette det land, der i mere end tusind år havde været vores. De danskere, der blev landsforrædere.
LÆS OGSÅ: Dansk familiefar i krig i Syrien: Det er skræmmende let at slå IS ihjel
I dag har ordet landsforræder sammen med mindet om de danskere, der svigtede Danmark, for mange fortabt sig i glemslens tåger. Vi har glemt oplevelsen af at se mennesker, der skal forestille at være danske, svigte fædrelandet og kæmpe for dets ødelæggelse. Jeg frygter også, at vi har glemt, hvordan vi overhovedet skal reagere.
Nazismens ondskab har vi ikke set længe. Islamisk Stat gør dog deres ypperste for at opnå samme status i historiebøgerne som de tyske nazister. Deres brutalitet, foragt for menneskeliv og hadefulde indstilling til frihed ligner i udpræget grad det, som Hitler prædikede i 30ernes Tyskland. Deres ideologi er selvfølgelig en anden og deres mål et helt andet. Jeg tør dog godt sammenligne støtternes fanatisme og tro på retten til at myrde og ødelægge.
Folketinget besluttede i oktober at sende danske kampfly til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat. Det var mere end en ordre til det danske forsvar. Det var også en erklæring om, at Islamisk Stat og alle, der støtter dem, er fjender af Kongeriget – danske statsborgere eller ej. Sådan må det være. Og de findes – de, der skal forestille at være danske, men alligevel støtter og endda kæmper for den fjende, der ønsker vores undergang. De første i tusindvis. De sidste i hundredvis.
I skrivende stund er det myndighedernes vurdering, at omkring 115 fra Danmark er rejst af sted til Syrien og Nordirak for at deltage i krigen – primært på Islamisk Stats side. Hverken den radikale udenrigsminister eller den socialdemokratiske forsvars- og justitsminister ville imidlertid strække sig så langt som til at kalde dem landsforrædere i oktober.
LÆS OGSÅ: Politibevogtet jødisk slagter: "Jeg har det som om, jeg er i fængsel"
Martin Lidegaard mente endda, at det var en ”akademisk diskussion” på den måde. Han udtrykte nærmest foragt over, at nogen overhovedet kunne finde på at beskæftige sig med noget så latterligt.
Men spørgsmålet er ikke latterligt. Tværtimod. Kun teknokratpolitikere uden en fundamental forståelse for fædrelandets betydning kan mene, at landsforræderi blot er en forbrydelse på linje med alle andre, og at det kan være lige fint at dømme efter den ene eller den anden paragraf i straffeloven – blot man kan dømme.
Regeringens tøven med at kalde danskere, der kæmper for vores fjender, for landsforrædere, bør desværre ikke komme som en overraskelse. Det er nemlig et udslag af præcis den samme negligering af fædrelandets betydning, som også kom til udtryk i de samme partiers afmontering af det danske forsvar i mellemkrigsårene. Forsvar for fædrelandet er desværre altid blevet negligeret, når de radikale har haft indflydelse.
Konfronteret med spørgsmålet henviser den radikale udenrigsminister til, at de pågældende kan straffes for terrorisme, hvilket endda har en højere strafferamme. Terrorisme kan give livstid, mens landsforræderi kun kan straffes med op til 16 år. Det er politik forklædt som jura.
For dels er der forskel på det, der hedder gerningsindholdet – altså det, der skal bevises, før man kan dømme – og dels kan udenrigsministeren bare lave strafferammen for landsforræderi om, så den svarer til den nyere terrorbestemmelse. Og hvorfor skulle man egentlig ikke det? Landsforræderi er trods alt den største forbrydelse, man kan begå mod sit land.
Den eneste forskel på de mennesker, der i dag tilslutter sig Islamisk Stat eller håber på deres sejr, og de danskere, der støttede nazisterne, er tid og geografi. Og mens de, der forrådte deres fædreland under besættelsen, fik deres bekomst med retsopgøret, så har reaktionen fra regeringen i denne omgang knap været mere end et skuldertræk. Ingen er dømt. Ingen er fængslet. Og ingen er straffet for deres forræderi.
LÆS OGSÅ: 300 skræmmende beviser på, at mennesket er ved at ødelægge kloden
LÆS OGSÅ: PET går nye veje i kampen mod terror: Søger unge smarte mænd
LÆS OGSÅ: 10 råd til at erobre verdens mest magtfulde job
