Personligt kan jeg godt undre mig over, at der åbenbart ingen ende er på, hvor mange nye restauranter, der kan slå sig op på burgere og pomfritter, men der er åbenbart publikum til det. Brdr. Prices nye sted i Tivoli (lige over for deres ’gamle’) er dog ikke som sådan et burger og pomfritsted, men burgere, fritter, hotdogs og lignende dominerer kortet på restauranten, der er en parafrase over den klassiske amerikanske diner med siddebåse beklædt med rødt vinyl, Heinz ketchup på bordet, milkshakes, 1950’er- æstetik etc.

Det er naturligvis et fuldstændigt kunstigt setup, og havde stedet ligget ude i byen, så havde jeg næppe undgået at kommentere et så klichéfuldt sceneri, men i en forlystelsespark som Tivoli er det helt ok. Det at være i Tivoli er jo at løse entre til andre verdner i den tid, turen varer – både hvad forlystelser og restauranter angår, og der er ikke en finger at sætte på scenografien hos Price’s diner.

Læg dertil, at det netop i Tivoli giver ret god mening at tilbyde et seriøst alternativt til de banale ’pølsevognsserveringer’, der fås til overflod ude i selve haven.

Tivoli er lig med friture og candyfloss, men hvorfor ikke på den gode måde? Spørgsmålet er så bare, om Price’s diner kan leverer varen – altså leverer seriøs ’cafeteriamad’, seriøs tivolijunkfood?

Jeg har – efter at have spist i Tivoli i efterhånden mange år i embeds medfør – fordommene i orden, så vi lagde ud med at bestille et par cocktails som aperitif i fordomsfuld forventning om, at der godt kunne være en rum ventetid før maden – en ventetid, vi så kunne fordrive med glassene. Jeg havde så lige glemt at kalkulere med, at disse drinks også kunne være seriøst længe om at nå bordet – og det var de, sådan ca. 20-25 minutter efter afgivet bestilling, og kort før vores mad ankom!

Campari soda’en og gintonic’en var til gengæld så tynde, at de hurtigt kunne skylles ned … eller gemmes til maden, for de bestilte øl og vand kom først længe efter madens ankomst, og først efter jeg havde været oppe ved baren for at minde om min bestilling.

I øvrigt pudsigt, at ’tjeneren’ (citationstegn eftersom jeg bestemt ikke tror, at der var tale om professionelt uddannet personale) meddelte, at de ikke havde mineralvand, hvorfor vi fik en ’venteværelseskande’ med postevand, for der var jo ligesom mineralvand i Campari’erne – rigtig meget mineralvand endda. Og, ikke mindst, var der en flaske vand (30 kr.) på regningen, skønt vi aldrig fik nogen, for de havde jo som nævnt ikke mineralvand på flaske!

Price's Diner

Tivoli
Vesterbrogade 3
1630 København V
prices-diner.dk

Cheeseburgeren med Vesterhavsost og fiskeburgeren var, naturligvis, langt over McDonald’s niveau (andet ville være svært – og mærkeligt), men ikke som
sådan bemærkelsesværdige inden for genren vi-laver-en-ordentlig-gang-fastfood. Ikke dårlig, men bare ikke særlig spændende eller smagsfuld. 

Kyllingevingerne med Buffalo-sauce var direkte kedelige, og hvis tjenerens udsagn om, at Buffalo-saucen var lidt skarpere og mere markant end barbecuesaucen står til troende, så må barbecuesaucen godt nok være diskret. Ud over at smage svagt sødt var der ikke meget bid over den servering chickenwings. 

De medfølgende fritter var ligesom burgeren so-so, men noget saltfattige i det og ikke på ’Oubæk-niveau’, brune snarere end gyldne, og den lille skål coleslaw var en endog meget våd og sjasket sag.

Alt i alt en ret flad oplevelse præget af, hvad man for ofte oplever i Tivoli; sjusket og forjaget betjening. For mange pladser og for få og for lidt kompetent serveringspersonale. Tivoli lider af Venedig-syndromet – det fænomen, hvor det handler om at spise gæsterne af i en tro på, at de alligevel aldrig kommer igen. 

Det bør aldrig være dagsordenen, og så kunne det jo rent faktisk også være, at man havde tænkt sig at komme igen – ikke mindst for at få valuta for diverse sæsonkort, som Tivoli nærmest oversælger, når man indløser billet til haven.

Spise med Price? Hvad dineren angår, så bliver det nok ved dette ene besøg indtil videre. Indtil nogen strammer kæden, og Price’s diner bliver lidt mere diner og lidt mindre Tivoli!

LÆS OGSÅ: Fra Skagen til Bornholm: Otte af landets bedste fiskerestauranter

LÆS OGSÅ: Kokkene bag årets nye restaurant: "Det her er meget anderledes end, hvad man ellers har set i København."

LÆS OGSÅ: Billig booze: Bartenderne godkender fem gode flasker