Rytmen fra arabiske trommer er både enerverende og inciterende. På Manzel får man det ind med skeer og ofte i opdaterede dubbhouse- udgaver. Den hulelignende lounge sender tankerne til listige steder i Istanbul eller Beirut med de dybe, bløde plyssofaer, mixerpult til senere på natten og mellemøstlige lamper fra loftet. Rytmerne bankede og gjorde samtale vanskelig, men efter indtagelse af Bollinger Special Cuvée i loungens larm kommer man ind i restaurantlokalet, hvor der er ligeså meget gang i de arabiske toner, men med liv, mennesker og snak virkede det her mere stemningsunderbyggende og ikke anmassende.


Manzel er libanesisk cuisine og urban coolness. Restaurantens borde skærmes af lave plankehalvvægge, der fik min medspiser til at tænke på Rio Bravo eller en stiliseret saloon i Legoland, men belysningens lilla skær og ikke mindst maden holdt os mentalt i Levanten. Vi har spist libanesiske småretter på gode steder i London og ikke mindst i metropolen Tel Aviv under et halvt års ophold i Israel i 90’erne. Og de var her alle sammen, klassikerne, men i Manzels versioner gedigne og kyndigt lavede. Slet ikke sløsede og ligegyldige, som man for det meste får dem i det østlige Middelhav eller på Nørrebro.

Vi tog den store rejse, Kbire til 440 kr. pr. person, og blev instrueret om princippet bag meze. Retterne eller rettere elementerne kommer i små skåle, der er delekultur, og de kolde kommer først, efterfulgt af varme og søde sager. De slatne kiks til de lækre dipper gav os bange anelser, men måltidet på Manzel er faktisk gennemført og velsmagende. Vi havde forventninger om mere elaborering på de libanesiske småretter – det signalerer website og slogans i hvert fald, men reelt er der ikke tale om Beirut med et tvist eller fønikisk modernitet.


Manzel bruger de kendte råvarer, bruger dem meget, bruger dem dygtigt og trænet og anretter sagerne habilt og pænt. Mouhammara, den rød peberfrugt- og nøddebaserede sauce a la romesco med modigt chilispark, baba ghannouj, sprøde falafler med skud af koriander, velstegt dorade med granatæblekerner og chili, det aromatiske og syrlige krydderi sumak anvendt med kenderhånd i blandt andet linsepuré, poussinlår og trevlede kalveribs. Vi ville gerne have smagt libanesisk vin en masse, men specialkortet med ’indfødte’ vine var nærmest helt afpillet og udsolgt. Vores tjener ville gerne have haft os på syrisk vin, men vi fandt dog Domaine de Baal 2010 på typisk Bekaah-dal-blanding af cabernet, merlot og syrah.

Senere fik vi en græsk tjener, der vidste alt om Levantens retter og vin og blev helt salig i øjnene, da min medspiser udviste kendermine omkring Samos’ søde vine.


Desserterne er vellavede, men laver ikke om på det simple faktum, at Mellemøsten foretrækker sødt i sødt – og det bliver for meget efter dagens standarder, inkarneret i den ekstremt søde khataïf. Manzel holder sig dog stramt til forskrifterne, og det skal vores sødmeforskrækkede munde ikke lave om på.
__________

DET MENER GASTRO

Manzel vil være smart og urban med lounge, lys og lyd og cocktailkort. Maden er da også mere velfriseret end på stenbroens billige palæstinensiske steder, men forvent ikke Beirut med et tvist eller lette nynordiske strømninger og opdateringer indover. Manzel er særdeles tilfredsstillende krydret, original og klassisk meze, og det laver rabalderet omkring os ikke om på.
__________

Manzel
Rosengården 18
1174 København K
Tlf. 3131 3334

www.manzel.dk
__________

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Gorm’s i Nyhavn
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Mielcke & Hurtigkarl