Höst er (i samarbejde med køkkengrejsfirmaet Menu) Cofocokædens debut med en nynordisk restaurant, mens de otte andre under Cofoco mestendels kigger mod Italien eller Frankrig.

Lokalet, der tidligere har huset latinostedet Barbarellah (og før det Pallas farvehandel – jeg har købt meget maling dér!) er indrettet råt og rustikt – med ’strandvasket’ træ, granit, industrielle lamper og hvad der kunne ligne genbrugsbyggematerialer. I hjørnet af restauranten er der nærmest et ’jungleroom’ – en slags vinterhave, der næsten forekommer surrealistisk.

Nynordisk restaurantindretning – på en gang rustikt og smart og meget vellykket.

Udefra ser belysningen noget dunkel ud – jeg var forberedt på, at det ville være et irriterende søvndyssende problem – men indretningen er meget vellykket. Det er et sted, man har lyst til at være. Og det er befriende med en så gennemført indretning netop i Nansensgadekvarteret, hvor den ulidelige marskandiser-rodebutiksindretning ellers dominerer!

Fortsætter på næste side..

Bliv ven med gastro på facebook »Uelegant

Vi sprang aperitif over og fik i stedet en flaske hvidvin på bordet og tyvstartede på den. Meursault’en var dejlig og skulle vise sig at gå godt til de fiskebaserede retter.

”Jeg ved godt, at der står tre retter på kortet, men der er faktisk fem, for der er to overraskelser,” sagde vores tjener, da han satte et ’jordskokshot’ foran os – en meget delikat suppe med en creme i bunden og toppet med tørrede solbær og jordskokchips.

Meget velsmagende, men også en i restaurantsammenhæng ret banal servering – og ikke desto mindre måske aftenens bedste!


Min skepsis indfandt sig med den egentlige menus begyndelse. Æstetisk betragtet var retten direkte uskøn – kammuslingen var rullet i høaske (= kulsort) og lå på en speltgrød garneret med syltet græskar og græskarkerner. De på kortet angivne flæskesvær kunne vi ikke lokalisere, og muslingebouillonen gjorde ikke voldsomt opmærksomt på sig selv. Desværre en tung, klæg og uelegant anretning. Grød er måske stadig in, men grød er stadig en svær størrelse.

Efter det kom den anden ekstra- ret – kalvetatar, der var udmærket, men led af aftenens generelle problem – den var overlæsset med pynt, her stænger af maltknækbrød en masse, nærmest et mikadospil, der var væltet ud over anretningen.Svær at få hold på

Uden for nummer fik jeg en a la carte (se boks) skudt ind – en ret, der ligesom forgængeren havde karakter af ’hjemmekok leger gourmet’. Jomfruhummerne var ok, men ikke perfekte, og retten var – igen – direkte overlæsset med nødder og kartoffel – kartoffel som små kugler og i ’spaghetti-tråde’, og masser af chips. Det smagte ikke dårligt, slet ikke, men igen en ret, der virkede klasket på – velvoksent og klodset.


Tilbage til menuen og desværre også tilbage til en ikke specielt ophidsende ret. Andebrystet var hårdt og tørstegt og virkede gennembanket. Blandt tilbehøret var en (i ovnen, gætter jeg) tørret violet grønkål – og crispy grønkål lyder måske meget godt, men er det ikke! Ikke nogen vellykket ret.

Desserten var tillige en meget gavmild servering, men ganske fin og velsmagende. Vi sluttede med kaffe og en enkelt avec. Og en underlig følelse af, at tingene slet ikke hang sammen – og at det havde været en aften, der havde været rigtig svær at få hold på.Hvad bliver der ikke sagt?

Höst er et rart sted at være, vores tjener (udlånt fra moderrestauranten i Abel Cathrines Gade på Vesterbro) var den perfekte vært og på alle måder værd at rose – det overvejende yngre publikum satte stemningen og virkede bestemt tilfredse med, hvad de fik serveret.

Men vi var det ikke. Stedets kok, Jonas Christensen, har bl.a. været på 1.th., Herman og MR og har dermed vist sit værd, men jeg synes simpelthen ikke, at serveringerne den aften – den lave pris til trods – havde ’restaurantniveau’! Som nævnt, så var de klodsede og uelegante, og tilberednin- gen var sine steder ikke god nok.

Og så må jeg spørge mig selv: Hvad er det for en historie, der bliver fortalt på Höst – eller snarere ikke fortalt?

Fem retter til 275 kr. kan det virkelig lade sig gøre – 55 kr. pr. servering! Jeg kan ikke tro, det er muligt med kvalitet og råvareetik intakt!Ville gerne være glad

Man vil være ny og nordisk med tidsånden, og Torben Klitbo (Cofoco nærmest i egen høje person) har udtalt ”… vi køber de bedste råvarer til prisen …”. En ikke uvæsentlig ting i tidens gastro-trend er netop oprindelse, råvarernes historie og visheden om, at der står ærekære producenter bag.

Nu behøver alt jo ikke partout være dyrket af Søren Wiuff eller være sanket fra svenske skovbunde af Roland Rittmann, men på Höst er der ikke et ord om, hvor tingene kommer fra, ikke ét eneste. Hvorfor ikke? Fordi – er jeg sikker på – at der ikke er nogen nynordiskjord- til-bord-historie at fortælle. Jeg tør eksempelvis ikke tænke på, hvor det gennemtævede andebryst stammer fra, men sikkert fra en kz-and, der først og fremmest har skullet lægge lever til foie gras.

Andebryst med tørret kål m.m.

Jeg ville rigtig gerne kunne li’ Höst – ligesom de af mine anmelderkollegaer, der har været glade og ikke rigtig stillet spørgsmål, som jeg gør her, og ligesom det store publikum, der tydeligvis synes, at byen har fået endnu et både hipt og behageligt spisested. Og Höst er hipt og behageligt – tjenerne er servicemindede til fingerspidserne. Jeg synes bare slet ikke, at maden er god nok – og så synes jeg jo altså, at Höst i den grad snylter på væsentlige kerneværdier i den nynordiske bølge.Det fik vi

To gange trerettersmenu a 275 kr.:

- Kammuslinger med grød lavet på spelt, muslingebouillon med syltede græskar, græskarkerner og flæskesvær

- Andebryst med kompot af syltede hyben med sennepskorn, selleripuré, bagt selleri, tørret violet kål og rygeost 

- Æblegrød med skum af hvid chokolade og sukkerroesirup og mælkeis og solsikkekerner

- Desuden fra a la carte-kortet til 125 kr. jomfruhummer med lun salat af rosenkål, hasselnødder, sprøde kartoffelchips og sauce på kyllingeskind

- Der blev desuden serveret to ekstra-retter, jordskoksuppe og kalvetatar

- Hertil drak vi Meursault 2009, Domaine Caillot til 600 kr. plus to glas rødvin (til hhv. 90 og 95 kr.) samt kaffe og vand
__________

Om restauranten

Stil

Höst er niende skud på Cofocostammen, og modsat kædens øvrige restauranter satses der her på det nordiske køkken.

Mad

Kortet rummer en trerettersmenu til 275 kr. Menuen skifter ca. hver måned. A la carte-kortet rummer 4 muligheder fra 65-200 kr.

Vin

Vinkortet er meget overskueligt, men kommer faktisk ganske godt omkring. Flaskepriser 200-700 kr., og de fleste vine fås desuden glasvis.

Åbningstider

Aften, mandag-lørdag.

Höst
Nørre Farimagsgade 41
1364 Kbh. K
Tlf. 8993 8409

cofoco.dk »
__________

Det mener gastro 

De fysiske rammer er gennemførte, stemningen er i top, betjeningen er behagelig – Höst er et sted, man gerne vil kunne li’. Men selv om prisen er lav, er det svært at være rigtig glad – der serveres rodede og overlæssede anretninger til et klientel, der tilsyneladende ikke lader sig gå på af det. Det rustikke udtryk er uden tvivl tilsigtet, men der er for meget ’habil hjemmekok’ over det. Og hvor er den fra-jordtil- bord-historie, som netop er en del af den nynordiske fortælling? Höst ligner et nynordisk sted i takt med tiden, men det er ikke den ægte vare!
__________

Se også: Anmeldelse: Spisehuset Signatur »

Bliv ven med gastro på facebook »