Faciliteterne på det ærværdige Sølyst, hvor danske konger og notabiliteter hænger på væggene som medlemmer af det Kongelige Danske Skydeselskab, er perfekte for store vinsmagninger. I år gik overskuddet fra smagning og auktion til de to velgørende fonde Mary Fonden og LoveLight.
Ekstraordinært var der to æresgæster ved smagningen, britiske Jancis Robinson, som de fleste kender og den finske Taster Extraordinaire, fotograf og redaktør på det verdensomspændende luksusmagasin Fine Wine Magazine. De tog del i både den første eksklusive og den anden mere madorienterede smagning fredag den 11. sept. Jeg kunne desværre ikke være med i den første del, hvor blandt andre 1900 Margaux, 1953 Lafite, 1961 Latour og 1945 Mouton Rothschild stod på programmet, men fra pålidelig kilde lød det at Margaux 1900 skulle være ”OK saft”, mens Jancis Robinson for en sjælden gang skyld gav sine maksimale 20 point til hele fire vine.

Der var dog også ”OK saft” i glassene om aftenen – her følger indtrykkene af en himmerigsaften, hvor vinene blev serveret og håndteret optimalt af Christian Aarø & Co.

2006 Ermitage Cuvée de l’Orée, Chapoutier
Der findes ærligt talt vine, jeg ikke helt forstår og jeg må blankt erkende at jeg endnu ikke har set storheden i de hvide Ermitager, sådan på det rent hedonistiske plan. Her optrådte den, nærmest som sædvanlig, nedlukket, mut og sammenklappet med antydning af valnød og honning, mens smagen er smertende intens, nærmest brænder på tungen, uden dog at folde sig ud – næsten 10 grader højere oppe sker der lidt mere, honningen bliver tydeligere og en form for nydelse kan man få.
90 point

2004 Montrachet DBMG, Domaine de la Romanée Conti
DRC, dobbelt-dobbelt-størrelse og den “hvide” mark over dem alle. Lad os starte med malurten – 04 er ikke det stærkeste år… alligevel formår Villaine & Co at putte marken på destillationsapparat og udvinde en essens af den, en æterisk, berusende drik, og det er ikke alkoholens skyld! En eksplosion af smørristede majskerner, kandiseret citronskal, sød parfume a la Chanel No. 5, pære, bonevoks og creme anglaise. Den er slank, ja, men koncentreret, optræder som flydende mineralitet – et heftigt bekendtskab.
95 point

1990 Château Beausejour-Duffau-Lagarosse, St. Emilion
En maksimalt skinnende flaske denne aften. Ganske enkelt fantastisk i ordets oprindeligt stærke betydning- altså ikke noget man oplever hver dag. Næsen er pakket med dyreskind, tranebær, blod og rust, rosmarin, blyant, bøgerøg og kamfer – den virker ikke en dag over 10 år og har en komplet, helstøbt, men stram smag, som efter ½ time bløder fuldstændig op og bliver varm og nærmest sødlig – ja rent faktisk med mindelser om restsødme og i hvert fald blommelikør. En milepæl.
99 point

1990 Château Montrose, St. Estephe
Ved tidligere lejligheder har det været den rene mineralitet, men aftenens flaske befandt sig i den dyriske og latrinære afdeling med jord i jernalderhyttens oksestald, sved og sure tæer – en bondsk virilitet, som kan være ganske bekræftende og imponerende, hviler over næsens vildskab. Senere kommer der varme og modne brombær og smagen bløder lidt op på den smalle mineralitet, men konklusionen forbliver rustik.
95 point

1978 Hermitage La Chapelle, Paul Jaboulet Ainé
Jeg skal straks erklære dette var en first timer – så forventningen var høj… og de blev mere end indfriet. En anakronisme, en vin af af en anden tid og en vin, som på papiret siger mere end 30 år, men af udseende og fremtræden maksimalt kunne være 10 år. Den grillede tørmodnede steak-lugt går i underlivet! De æteriske og pågående liljer, karsen, medicinskabet og den Gajolpakke nogen har tabt i flasken samler sig til en perfekt næse, en inkarneret syrah fra det nordlige rhône. Den er fløjlsagtig, poleret, frisk og letløbende, men hyperintens og efterlader én smaskende på en pinligt nydende måde! 98 point

1990 La Tâche, Domaine de la Romanée Conti
Jeg græd, jeg tudede som et lille barn, jeg klappede begejstret i mine hænder og hujede som en tankeløs koncertgænger til en Lars Lilholt-koncert (de ser nemlig altid ud til at slippe alle tøjler) – i hvert fald i mine tanker. For La Tâche 1990 er skabt på en anden planet – det er burgundisk stjernestøv, som jeg tidligere kun har smagt til flot, almindeligt stor bourgogne, men den her var perfekt. Sensommerlige Dybdahl jordbær, grenadine, campari, hoisinsauce og soja, gammeldags sangiovese og pibetobak er nogle af næsens visitkort, men det er smagens florlette men samtidig Lars Von Trier-filmsagtige indprentning på tungen, der viser storheden. Det påvirker følenerven som peberrod og følelserne som gammeldags storfilm.
99+ point

2005 La Tâche, Domaine de la Romanée Conti
Der er absolut ingen farveforskel mellem 2005 og 1990 – det faktum alene fortæller noget om 90erens kvaliteter. Her er der klart mere ungdommelig frugt, appelsinskal, karse, våd muldjord, ribs og hindbær, forårsrabarber, nellike, muskatnød og løbesod. Fadet titter lige frem. Alt hænger sammen allerede, druerne har haft fest det år, harmonien er slående og intensiteten er lige så slående… en forhammer med vat på eller en laserskærer i blødt smør – det er pinot noirs evner kondenseret – jeg har hørt den omtalt som en rød riesling og det er godt ramt, men jeg har svært ved at forestille mig det kan blive bedre end lige nu.
98 point

1989 Château Clinet, Pomerol, DBMG
Superlativerne får ikke ende. Clinet kan være strid børste, men i 1989 var det hele i balance og fra så stor en flaske heller ikke nævneværdigt ældet. Den er ”blodig”, lugter af rust, blyantstift, sure kirsebær og mørke moreller, marcipan og når man vender tilbage til den efter en kort pause er den fuld af Scharfenberger 99% mørk chokolade. Den har masser af tannin, forbavsende meget for en merlot, og viskositeten er fed, ja nærmest til at tygge på, men det bliver overhovedet ikke klistret. Slutter særpræget for højrebred med grannåle og kamfer, helt uden den overmodne blomme, man kan blive lidt træt af.
97 point

1982 Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande, Pauillac
Kæmpepeberkværnen har været i gang her. Den dufter af sort peber, grafit, tør sandet vestjysk markjord, blod, grus og grannål – så på den måde er den ultra klassisk. Smagen er balanceret, harmonisk, vældig intens, fed og slank på samme tid – intet at udsætte på den, men i forhold til andre af aftenens indtryk en pleaser.
96 point

1982 Château Leoville-Las Cases, St. Julien
Jeg tvivler på dette monster nogensinde finder sin midaldrende fornuft eller sin vise modenhed, for den stritter fra sig som en utilpasset lømmel lige nu. Den er ugivende, og optræder nærmest som en komplet afvisende medoc-adelsmand, den er nærmest jordslået af grus og blyant. Udtrykket er koncentreret cabernet sauvignon og i munden er der tannin som en overtrukket earl grey te, men dog sødmefuld frugtighed til sidst.
94? point

2002 Cabernet Sauvignon Hillside Select, Shafer Vineyards
Befriende, var min første tanke. I sammenhæng med knibske europæere hvor slipset og butterflyen er bundet stramt i halsen, er det herligt at blive modtaget med åbne arme af en afslappet amerikaner med åbne arme. Solbærrene, kirsebærrene, violen, chokoladen og lakridsen er nittet fornemt sammen og der kommer endda senere sød britisk morgenmarmelade. Den fylder mundhulen ud, er frugtrig, tannisk og flot syreløftet, men selve viskositeten er fed – den er på alle måder kolossal og alligevel doseret. Sådan en aften hagler kritikken ned over den ”ukultiverede amerikaner”, men det er for billigt. Store størrelser kan også være smukke.
97 point

2000 Châteauneuf du Pape Cuvée da Capo, Domaine du Pegau
Her må jeg indrømme jeg fandt mit mæthedspunkt. Da Capo kan ganske enkelt blive for meget. Der er peber i toppen, men hovedindtrykket er en voldsom likør på brombær, kakao og kokos. Smagen er til gengæld stramt styret, super koncentreret og overraskende frisk i betragtning af næsens sødmefulde (læs: næsten kvalmende tendenser) – plusser og minusser sat op mod hinanden ender vi på en flot sag, som jeg har vanskeligt ved at nyde.
90? point

1961 Château Petrus, Pomerol
Forestil dig en flaske af en af århundredets vine, åbnet med andagt, dekanteret… og næsten død! Ja vinens verden er risicienes verden, men heldigvis var der nok til alle og i mit glas var der udelukkende flydende perfektion. Den er dyb, varm, dyrisk, sveskeagtig og optræder på mange måder som stor Vintage Port. Trækul, dadel, Vin Santo, solbær, gærede sorte bønner, båltomt og ikke mindst udtalt espresso og pebermynte vælter op fra glasset. Virilitet, styrke og kropslig harmoni, en årsunge, men erfaren og næsten alt er åbent for analyse og nydelse. Den stråler og overvælder, men rent basalt er der tale om sensorisk og kropslig tilfredsstillelse – pardon my french!
99 point

2000 Château Margaux, Margaux
Kompositorisk perfektion igen. Den er stramt styret, rank og slank, men ufattelig stærk. Den er saftig og savlende lækker med det typiske lidt jernagtige udtryk i eftersmagen antydet under den sødmefulde solbær. Næsen har lærebogsbestanddele som spidskommen, grafit, kvas og grannåle, kaffe og vanilje. Den er lige som den skal være nu, men det fortsætter den temmelig sikkert med at være 30 år mere.
97 point

2000 Château Pavie, St. Emilion
Jeg bliver helt bekymret sådan en aften når der kommer en vin, man ikke skal analysere, ikke skal lide en smule ved at drikke, ikke behøver tage klogehatten på til, men bare kan slubre i store mundfulde. Pavie 2000 er flydende nydelse, fed og cremet, rig og frisk – næsen har alle goder fra den kalkrige jordbund og de sukkersøde merlotdruer.
98 point

2003 Château Lafite Rothschild, Pauillac
Suverænt det bedste 2003 jeg har smagt. Årgangens sygelige sødme, grønne tanniner og lave syre findes ikke i Lafite, som optræder som en blødere version af samme slots 1996, mens koncentrationen er mindst lige så stor. Fyrnåle, sort røg, blyant, gruset terroir, røde dadler, kaffe og rålakrids i lange baner, finder man i næsen. Enkelte sammenlignede med 53eren fra tidligere på aftenen, men så langt et perspektiv er jeg desværre ikke i stand til at give. Fremadrettet tyder smagens kernekraft, dens modne tannin og frugtvarmen på et kort lagringspotentiale, men Lafite kan ting og sager i kælderens mørke, så 30 år klarer den nok.
97 point

2003 Château Latour, Pauillac
Den er mørk og dyster, dyb og sødmefuld med samtlige klassiske bestanddele fra Latours terroir og kælder som solbærlakrids, trækul, Cohiba cigar og ikke mindst de smuldrede sandsten, den våde skifer og blodpølsen! Komplet harmoni i smagen, storladen men sødlig og med mærkbare tanniner og frelsende syre. Lakridset eftersmag.
96 point

1992 Vintage Port, Taylor-Fladgate
På mange måder en smuk overgang til de søde, for den smager som en sød udgave af Lafite – det er alle de samme duftekendetegn man finder i næsen, tilsat bunden af sukkersødme. Lakrids, brombærlikør, mørk chokolade, kanel, vanilje, sødet W.Ø. Larsen-tobak, solbær og arabisk sød te. I munden er den stor, svulstig, klistret, opulent og massiv – den skal nærmest tygges. Alligevel slutter den mineralsk og elegant med vedholdende eftersmag, som endda er svær at dræbe med yderligere søde efterfølgende vine.
98 point

1995 Château Tirecul La Graviere Cuvée Madame, Montbazillac
Som udgangspunkt en skræmmende mørk og udviklet farve, men som jeg husker den fra tidligere bekendtskaber har den altid været næsten karamelfarvet. Lige nu optræder den som abrikosmarmelade med vanilje, kardemomme og fudge. Den vælter op af glasset, overvælder og slår nærmest mit hoved bagover. Den er lidt endimensionel på grund af sin abrikosessens, men der er botrytis til den store guldmedalje og den skal nok holde. På mange måder minder den om Suduirauts legendariske Cuvée Madame fra 1989, som heller aldrig har været andet end koncentreret botrytis og sukker.
95 point

2001 Château d’Yquem, Sauternes
Her er til gengæld en sød vin, som aldrig har været andet end perfekt. Det er ikke den sødeste vin nogensinde, det er ikke den mest syrlige, det er ikke den fedeste vin nogensinde og det er ikke den med højst alkohol. Til gengæld hænger alt sammen som det sirligste fletværk. Den er præcis så syrlig så sødmen og mængden af botrytis balanceres og der er tannin til at understøtte helheden. Den flyder som olie, men skærer som en riesling, den lugter af indkogt lime og mandarin, vaniljecreme og citronbolsjer, overvælder men slutter ”syngende” og sitrende og mindeværdigt.
99+ point