James Bates

Havana Club Selección de Maestros
Mørk rom er the new black, afløseren for cognac. Det er old hat, gammel nyhed, som englænderne siger, men Havana Clubs Selección de Maestros er ikke desto mindre et nyere bud på genren gammel, fadlagret rom.

Det er en ’aftendrik’, en digestif, der gør sig bedst helt på egen hånd i et tulipanformet glas, men det er ikke hårdkogt kriminelt at putte en isterning i glasset, hvis man har lyst. Man kan jo evt. lægge ud med et glas uden noget og så bagefter prøve et med lidt is i. Hvordan skal man ellers finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert?
havanaclub.dk


Nye nordiske cocktails
– dem laver du ved at knuse dine yndlingsurter (allerbedst af egen avl) og blande dem med lys eller mørk rom, sukkeropløsning – gerne franske La Mortuacienne – og derpå si herlighederne og fylde efter med danskvand og tilsætte isterninger, evt. knust is.

Du kan bruge rosmarin, salvie, lavendel, eller hvad du nu synes. Jo kraftigere urter, des mere parfumeret et udtryk får du, så prøv dig frem – det er learning by doing!
secretkitchen.dk


Campari 
Campari er ikke kærlighed ved første sip, dertil er smagen for bitter og lidet imødekommende, men netop det, at smagen ikke er mainstream, gør, at man aldrig bliver træt af Campari. Og dog – måske hvis man drikker det hele tiden, men det er på den anden side heller ikke nogen særlig god idé. Campari er en interessant cocktailingrediens, men det bliver ikke meget bedre end med lidt is og danskvand.
hansjust.dk


Æblemost
Danske æbler er (burde være), hvad pinot noir er for Bourgogne og cabernet sauvignon og merlot er for Bordeaux. Som med vin er terroir altafgørende for æblernes endelig udtryk, og terroiret – summen af de samlede vækstforhold – er både unikt og optimalt på Fejø.

Juice er som bekendt lavet på frugtkoncentrat tyndet op med vand, og denne genvej er langt mere udbredt end most, og juice er skyld i, at man generelt forventer, at også en æblemost skal være et billigt produkt. Men det lader sig altså ikke gøre, for den gode most er et arbejdskrævende kvalitetsprodukt, der netop skal sammenlignes med en flaske vin – og hvor meget respekt har man for en flaske vin til 30-35 kr.?
aeblemosteriet.dk


Champagnecocktails
Der er noget dejligt depraveret og overskudsagtigt over en champagnecocktail – og naturligvis kan man erstatte med cava eller anden billig mousserende vin, men det tager altså toppen af magien. Det er noget psykologisk …

Champagnecocktails er i øvrigt eneste formildende omstændighed ved brunchfænomenet, der ellers taber yderligere i agtelse ved, at de fleste glemmer at få champagnen på formiddagsbordet. Der skal bobler på bordet, og så blander man halv champagne og halv appelsinjuice – så kan man lidt igen. Ret beset skal der også et skvæt triple sec i (Cointreau eller Grand Marnier), men det går uden.

Og glem ALDRIG, at champagne ALTID kan drikkes rent, så drop bare al det brunch-halløj, og drik et glas ultratør Drappier Brut Nature til aperitif.
philipsonwine.com


Aspargeshvedeøl
Vi omtalte også aspargesøllen sidste år, men i mellemtiden er den blevet produktudviklet og forbedret, så gentagelse er på sin plads. Aspargesene, der lægger krop til øllen, er asparges fra Lammefjorden. Herslevs Hvedeaspargesøl er en fremragende ’madøl’ – også til andet end asparges, hvor sæsonen jo også er ved at være slut. Men med øllen her kan man på en måde forlænge sæsonen lidt.
herslevbryghus.dk


Spansk øl
Spanien er – ligesom Grækenland, Portugal, Irland … i knæ, så dem skal vi støtte! Det kan man gøre ved at købe sig en San Miguel i literstørrelse i stedet for en almindelig snoldet flaske. San Miguel er ikke en øl, der kan skrives voldsomt meget om – den er sammen med Estrella Spaniens nationale ’bælleøl’, der gør sig aldeles glimrende i sensommervarmen, og hvad den ikke måtte have af ’intellektuelle’ kvaliteter, det har den så i det her tilfælde i størrelsen. Og – det kan ikke siges tit nok: størrelse er ikke en størrelse, man absolut skal foragte. premiumbeer.dk


Læs også: 3 ekstreme fra Mikkeller