Legendernes tid. Vol. 2
Han vil os det godt, ham skattemanden. Jeg er beredt, medbringer flere flyttelæs af Riedels Sommelier-serie og Zaltos Denk Art, for der er lagt op til kalas, bygget forventninger op, selvskabte muligvis, men baseret på den lille klubs hidtidige leveringer. Glæden ved gaver er som bekendt stor, men at give gaver, i denne sammenhæng at sætte en aften sammen til possen, er muligvis en endnu større glæde. Skattemanden lægger blidt ud i bogstavelig forstand. Cedric Bouchard er hyped blandt connaisseurs og nu har vi efterhånden prøvet dem alle sammen, La Haute Lemblée er reelt den eneste jeg er faldet for, men La Bolorée 2007 (93) (100 % pinot blanc) giver ham point på kontoen. En slags Raveneau med bobler, først forknyt og Clint Eastwoodagtig, revolverstål, savlfremkaldende og pikant, kalket og med den typiske bløde mousse Bouchards vine altid har. Vi er fodslæbende begejstrede, der skal mere til og vi er nok jammerligt konservative – som Karius og Baktus råber vi i kor ”vi vil have wienerbrød”, læs: klassisk champagne… og får det. Egly-Ouriets VP (92) er røget, stenet, ret krydret og lugter af cocktailbær og bergamot, sur som granit.
Jeg gnider hænder og gnækker, forventningen er intakt, nu er der double-up på en anden Bouchard, den burgundiske, og husets montrachet-look-a-like La Cabotte i Chevalier-Montrachet kommer i to årgange, 2002 (97) og 2008 (95). Jeg gætter 02 korrekt, men skyder 8 år ved siden af på den anden! Det smager som the real thing, stråler af montrachet-koncentration, især 02eren, der sværmer om næsehårene med æteriske olier, brunet smør og kvædeskal, 08eren har mere røg og orangevand og eneste anke mod den er lidt gumpetung alkohol til sidst. Bouchards vin fra parcellerne i chevalier og montrachet må regnes i absolut elite nu sammen med Ramonet, DRC, Lafon, Niellon og Leflaive.
4-ethylphenol… sig navnet og bliv bange, MEGET bange! Gærcellernes familie saccharomyces har en afhopper, den potentielt ondsindede brettanomyces. Når den får overtaget eller bidrager for meget ved gæringen skaber den blandt andet 4-ethylphenol… og det lugter. Lugter af sved, hestepære og generelt ret latrinære sager. 
Vores flaske 1994 Dominus (94) lugter hønselort, voldsomt animalsk, metal og blod blander sig duftkoret. Med luft oser det lidt af, men billedet af rustik vin holder. Ikke desto mindre er det god vin, velstruktureret, men får bøllebank af næste vin, 1994 Harlan (99). Perfektion, ultra medoc med koks, jern og solbær, kaffe, gran, mint – her kunne en lang række superlativer have fulgt, men andre endnu bedre vine kommer til – Harlan ER californisk, men skønt liflig og æggende i eftersmagen. 1989 Clinet (99), gensyn med merlot’sk perfektion, lidt landlig men intet i forhold til Dominus. Lugten af tranebær, hostesaft, let sveske og kräuterbolsje får mig blindt trukket mod Montalcino. Tanninen er verdensklasse. Så trækker skattemanden sine tungeste våben, et sæt jeg aldrig skal glemme. Hvornår har du sidst smagt 1989 Haut Brion (99) og La Mission Haut Brion (100) sammen? Jeg har aldrig… indtil nu! De to naboer er tvillinger, men slet ikke enæggede. Haut-Brion rummer alle globale pebersorter i sig og svæver over gulvet som Nikolaj Hübbe på sine bedste dage – elegancen inkarneret. La Mission spiller mere med musklerne, lugter mere brutalt, brændt, asket, endda af Islay whisky. Jeg vælger at smile over hele femøren, for gråd er så teatralsk, men den er smagsmæssigt værdig til følelsesudbrud i latinske versioner. Rammer alt på dagen, lige nu og her. Hva’ faen… 100 point så!
1985 Krug (94) renser ganen grundigt, rummer hele pometet i sig og hvid te. Ældet med ynde og Krug’sk intensitet. Modsætningen rammer som en mur i næste flight. Jeg har ondt i munden! 2002 (94) og 2004 (97) Barolo Monfortino fra Roberto Conternos magiske hænder. 
02eren lugter af barrique!? Den er ligefrem let drikkelig i forhold til 04eren, en ondsindet samling murrende struktur, mørk, mandhaftig, kludret om end velordnet ektoplasma. Jeg fik ørene i maskinen engang i kælderen hos Conterno da jeg viderebragte rygter om anvendelsen af tørrede druer i 90eren… 04eren har altså også spor af sveske, men jeg siger ingenting.
Bourgognes Lecheneaut og Arnaud kæmper mod hinanden i 1996 med henholdvis Clos de la Roche (92) og Romanée St. Vivant (96). Den kamp falder klart ud til Arnauds fordel. Romanée St. Vivant er balsamisk og lakridset, blæser op af glasset med laserkraft og breder sig ud som en vifte. 
Quinta do Noval Vintage 1963 (96) afslutter med marcipan, blomme i madeira, rancio og frugtkaramel, kraft og finesse i portens tunge verden, afslutter en aften hvor jeg får sat et par kryds på livets lange vinøse ønskeliste – forventningerne var jo ikke engang store nok. La Mission Haut Brion og Haut Brion 1989 er lavet af elverstof, selvlysende, kraftfulde og udødelige.
