For 21. år i træk afholdt man Stockholm Beer & Whisky Festival fordelt over 2 uger. Undertegnede var tilstede begge uger i min egenskab af bryggeriejer, men havde også tid til at samle øvrige indtryk dels af festivallen og af nogle af de spændende ting der sker på ølscenen.

At gå på ølfestival i Stockholm er en markant anderledes oplevelse end at gøre det på Danske Ølentusiasters årlige festival i TAP1 og på en helt anden planet i forhold til Danmarks nyeste ølfestival, Copenhagen Beer Celebration.

På de danske festivals er øllet i centrum. Der er faktisk ikke andet at få.

Sådan er det ikke i Stockholm. Her deler øllet pladsen med whisky og de senere år også andre former for destillater. Det ses at de store giganter på spiritusmarkedet er tilstede, for de fylder meget af rummet ud med store, flotte og helt sikkert dyre stande.

Således skal øllet kæmpe lidt for at få opmærksomhed på en festival, der ellers nævner netop øl som det første.

Men bryggerierne er her. Både giganter som Heineken og Carlsberg, der selvfølgelig skal være der, men som det gentagne gange undrer undertegnede at folk ønsker at bruge tid på på en festival med masser af muligheder for spændende øl.

Noget af det interessante er at smage hos de forskellige svenske mikrobryggerier og fundere over, hvor forskellig den svenske mikrobrygsscene er i forhold til den danske, hvad angår strømninger.
 Flere af de kvalitativt toneangivende danske bryggerier har klart amerikanske forbilleder og leverer masser af knivskarpt øl med store mængder amerikansk humle. Det kan være, at øllet er brygget i Danmark, eller i nogle tilfælde af en dansk brygger på et bryggeri i udlandet, men mentalt befinder det sig i høj grad i San Diego.

Anderledes med svenskerne. Det er helt klart, at forbillederne for mange af de svenske mikrobryggerier ligger knapt så langt mod vest, om end retningen fortsat er den samme. I Sverige er det således fint eksekverede engelsk inspirerede øl, der dominerer hos en lang række af mikrobryggerierne som fx Oppigårds Bryggeri og Niels Oscar.

Men der er undtagelser. Det relativt nye svenske bryggeri, Omnipollo, hvis ejer Henok Fentie tidligere var ansvarlig for ølkortet på den svenske kvalitetspubkæde The Bishops Arms, vinder festivalkonkurrencens hovedpris med sin Imperial IPA Nebuchadnezar. Jeg får den serveret i den svenske distributørs stand kort efter præmieuddelingen og må blankt erkende, at det ganske enkelt er en af de bedste Imperial IPA’s, jeg nogensinde har smagt. En eksplosion af lime, fyrrenåle og mandarinjuice fra de rigelige mængder humle og – i modsætning til mange af de amerikanske forbilleder – en ganske tør maltkrop kun lige med tilpas sødme til at balancere humlen og alkoholen. En fantastisk øl, der da også blev udsolgt på rekordtid.

Lige overfor den stand, hvor jeg selv er placeret i løbet af festivallen, står 3 stilfærdige svenskere og serverer øl fra deres nystartede bryggeri ved navn Brekeriet, lidt udenfor Malmö.

På festivallens 2. dag får jeg et tip fra Djævlebrygs Rune Lindgreen om at gå over og smage deres øl, så det gør jeg naturligvis. Det bliver en af festivallens store oplevelser. Bryggeriet har et mikroskopisk anlæg med en kapacitet på 250 liter pr. bryg. Det er ingenting, og de bør få brug for mere, for deres forskellige variationer over saisons er i verdensklasse. Alle øllene er gæret med vildgærstammen brettanomyces i et eller andet omfang. Det giver samtlige øl en let og meget kompleks spicyness, som gør at man ønsker at købe øllet i store flasker og bare sidde og meditere over dem en times tid.

Hold øje med Brekeriet – især, hvis vejen falder forbi Malmö og Systembolaget. Dette er et eksempel på, hvor vinkritikeren Robert Parker siger ”Buy it by the case – it is THAT good!”