En af de absolut mest ambitiøse kopper kaffe i Kongeriget bliver serveret hos April Coffee i København. Hidtil har caféen og butikken på Ryesgade 86A været deres eneste lokation, men man er netop knopskudt med endnu et sted i Indre By. Adressen er Pilestræde 37.

Enhver café med kafferespekt for sig selv har selvfølgelig eget risteri, således også April Coffee, men kaffe og kaffeudstyr er ikke det eneste, man har kastet sig over. For udover bønner og bryggeudstyr har April Coffee også søsat sit eget tøjmærke, April Utility Clothing, så hjemmebaristaer og andre kaffeinteresserede nu kan komme endnu nærmere den ultimative kop kaffe ved også at iføre sig Aprils tøjlinje.

Manden bag April Coffee, Patrik Rolf, er en af den slags skattede entreprenører, hvor kompromiser er en by i Rusland. Det ser man også på indretningen og valget af møbler, hvor slægtskabet til dansk design ikke fornægter sig. Den første café på Ryesgade har udelukkende Finn Juhl-møbler, mens den nye i Pilestræde er åbnet i samarbejde med det unge og meget ambitiøse danske møbelfirma A. Petersen.

I begge caféer kan man både købe bønner, udstyr og altså Aprils eget tøjmærke, April Utility Clothing. Og naturligvis få en kop kaffe.