RYAN JOHNSON LAURSEN HAR ALDRIG VÆRET TYPEN, der har planlagt sin tilværelse. Han har aldrig haft den forkromede og detaljerede plan for, hvad der skulle ske, når der på et tidspunkt skulle bindes en sløjfe på karrieren som professionel fodboldspiller.

Når det er sagt, kom det alligevel også bag på ham selv, at glæden ved boldspillet og jagten efter næste trin på karrierestigen allerede skulle slutte for ham i en alder af 30 år. Trods sin mindre planlagte vej i livet havde han nemlig altid tænkt at indstille fodboldkarrieren som 35-36-årig – ja, han skulle være der, hvor han skulle bæres fra banen; hvor tanken var tømt for den sidste dråbe.

Sådan blev det ikke, og det er han sådan set også glad for her knap et halvt år efter, at den 13 år lange karriere som professionel fodboldspiller blev indstillet og skiftet ud med en tilværelse som café- og barejer i hans nye social club-koncept Hey Lola, som han driver med kæresten Emilie Thalsgaard på Odense Havn.

Tanken om at åbne sit eget sted begyndte han allerede at lege med i slutningen af fodboldkarrieren, og da den rette lokation dukkede op, var det tid til at bytte fodboldstøvler og det stramt trimmede liv som elitesportsudøver ud med en tilværelse som selvstændig og alt fra tjenergerninger til spildevandstilladelser.

Hvad blev udslagsgørende for din beslutning om at gå fra fodboldspiller til caféejer?

”Da jeg i min sidste tid i Sønderjyske i december 2022 skulle til at forhandle om en kontraktforlængelse, mærkede jeg ret tidligt i processen, at tiden var ved at være inde til, at jeg skulle noget andet med mit liv.

Normalt har jeg altid fundet processen omkring en kontraktforhandling ekstremt angstprovokerende, fordi jeg ikke har vidst, om jeg blev købt eller solgt. Men denne gang var det anderledes. Jeg havde en anderledes ro i sindet og var afklaret med, at det nok var bedst at stoppe, selvom jeg havde haft en god tid i klubben.”

Var det dig selv, der sagde stop?

”Sønderjyske og jeg forhandlede lidt, men det føltes ikke rigtigt, og vi kunne ikke blive enige. Jeg havde flere andre muligheder for at fortsætte både i Danmark og udlandet, men mentalt var jeg mod slutningen af min tid i klubben også begyndt at bevæge mig lidt i en anden retning.

Jeg var faktisk allerede begyndt at forhøre mig om nogle lokaler rundt omkring i byen, da jeg ikke ville stå helt uden planer, når jeg var færdig med at spille fodbold. Mine caféplaner tog dog hurtigere form, end jeg havde turdet håbe på.”

Hvad fik dig til at søge væk fra fodbolden?

”Jeg brugte meget tid på at reflektere over, hvad jeg egentlig ville med mit liv og mærke efter, hvor meget jeg egentlig brændte for tilværelsen i et elitesportsmiljø. Og der nåede jeg frem til, at jeg hellere ville stoppe på en god oplevelse, i stedet for at skulle ud og søge lykken andre steder og måske afslutte min karriere med at blive valgt fra af en træner eller med en skade, som tvang mig til at stoppe. Jeg var klar til at skifte spor, når jeg så tilbage og kunne se, at jeg havde opnået mere, end jeg havde turdet håbe på i min fodboldkarriere.”

Har du på noget tidspunkt fortrudt din afsked med professionel fodbold?

”Der har helt klart været øjeblikke, hvor jeg har stoppet op og tænkt, om det nu var den rigtige beslutning. Man stopper ikke bare med sit livsværk gennem 13 år fra den ene dag til den anden uden at føle tvivlen i maven en gang imellem. Følelsen var stærkest på de dage, man kan betegne som fodboldspillernes mærkedage: årets første træning efter vinterpausen, når jeg vidste, at mine gamle holdkammerater skulle på træningslejr, den første kamp, top-6-kampene og så videre. Der kunne jeg godt mærke et sus i kroppen.

Omvendt tror jeg også, at det ville have været mærkeligt, hvis den følelse ikke ramte mig, når det har været en stor del af mit liv og noget, jeg ser tilbage på som en fantastisk tid.”

Vil du kalde det et savn til fodbolden?

”Det er ikke en følelse af savn, for jeg har ikke rørt en bold, siden jeg havde sidste træning i Sønderjyske i december. Lysten til at gå ud på en fodboldbane og træne er der overhovedet ikke mere.

Det er mere sejrseuforien og følelsen af at træde ind til en kamp, og der er da dage, hvor jeg kan tænke: ’Det var nu meget sjovt at spille foran 30.000 mennesker i Parken,’ eller hvor jeg bliver mindet om et godt mål eller en vigtig tackling. Den belønning kan jeg da godt savne i hverdagen, men det tror jeg er meget naturligt, når man har fået så mange unikke oplevelser.”

Du kom fra en tilværelse i et miljø, hvor alt var strømlinet og klargjort for dig; lige fra tøjet, der lå klart, til detaljerede træningspas og en frokost, der ventede på dig hver dag. Hvordan er det nu at skulle stå for det hele selv?

”Som fodboldspiller var alt tilpasset mine holdkammerater og mig med en forudsætning om, at vi skulle præstere. Med Hey Lola har jeg været på bar bund, og jeg har selv skulle skabe rammerne for at lykkes. Det er min kæreste og mig, den hænger på, og vi får ikke noget serveret, hvilket nok har været den største forskel.

Jeg skulle lige i gang, og der var mange ting, som jeg skulle lære. Lige fra selve driften til noget som spiritusbevillinger og spildevandstilladelser, som man ikke tænker over i dagligdagen. Heldigvis har kommunen en hotline, som kan hjælpe mig med alle mine spørgsmål. De har mig nok på linjen to til tre gange om ugen.”

Hvad har du kunne overføre fra elitesportsmiljøet til Hey Lola?

”Jeg vil sige, at mit drive har gavnet mig. Du er aldrig bedre end din seneste kamp, og det kræver vilje til at lægge de nødvendige timer i projektet for, at tingene lykkes. Der har været udfordringer og modstand undervejs. Det har krævet noget ballast, men også en vis form for rutine at stå imod det, og det har jeg da krydset klinger med et par gange i fodboldlivet, vil jeg sige. Jeg har dog lært, at kvaliteten af den perfomance, man lægger i arbejdet, også afspejler sig i omsætningen.”

Fyldte det meget for dig, hvad andre tænkte om dit karrieskifte fra fodboldspiller til caféejer?

”Ikke for mig personligt, men jeg kan godt mærke, at det har fyldt meget for nogle folk, at jeg var ’ham spilleren fra OB’. Men jeg har aldrig tænkt på mig selv som mere end Ryan, uanset hvad jeg laver. Fra tid til anden bliver jeg da spurgt ind til min karriere, hvilket jeg godt forstår.

Fodboldverdenen er notorisk lukket, og jeg er hverken for fin til at servere, at rydde af eller tage en fodboldsnak med gæster. Jeg fortæller da glædeligt om min egen karriere og min tid hos de klubber, som jeg har været i, hvis nogen spørger.”

Er der noget, du fortryder, når du kigger tilbage på din karriere?

”Da jeg spillede, var der hele tiden noget, som jeg ikke var tilfreds med, og til tider var jeg lidt af en sortseer. Så ville jeg gerne til udlandet, så ville jeg gerne spille bedre, så var træneren dårlig, og på den måde var der altid et hår i suppen og noget, jeg ærgrede mig over, at jeg ikke fik. Jeg satte ikke altid nok pris på min tilværelse, da jeg var i den, men når jeg i dag ser tilbage, er jeg vanvittig stolt.

Jeg nåede både at spille på U21-landsholdet, jeg spillede Europa League-kampe med Esbjerg fB og spillede mere end 150 kampe i Superligaen. Jeg er glad for, at jeg ikke ser tilbage og har fortrudt noget, og i dag nyder jeg blot, at det går strålende med Hey Lola, og at jeg tog chancen og blev selvstændig.

Lige nu rider vi på en bølge med caféen, hvor det bare handler om at flyde med og se folk, der hygger sig i vores lille oase hernede, som vi har skabt.”

Har du et godt råd til nogen, som står over for at tage et skridt i en helt ny retning?

”Spørg dig selv, hvad der ville ske, hvis du ikke gjorde det. Så kan man som regel mærke i maven, hvad der føles rigtigt. Har jeg været det mindste i tvivl, om Hey Lola og os var det rigtige match, har jeg tænkt den tanke, og så har alting føltes rigtigt igen.”