Christian Bale var forvirret, da han mødte op til første optagedag på det antiromantiske drama ’Knight of Cups’.
Den evigt knudrede instruktør Terrence Malick havde nemlig ikke givet skuespilleren mere end et par linjer om, hvad der skulle ske i filmen. Og det på trods af, at Bale skulle spille hovedrollen som en manuskriptforfatter, der fester sig igennem livets blankpolerede overflade og meningsløshed. På første optagedag gik det op for Bale, at han ikke ville få én eneste replik under indspilningerne. Han begyndte at grine. Både af glæde og af panik.
”Når man har et manuskript, vil man ofte gerne frigøre sig fra det, men når man ikke har et, vil man lige pludselig gerne have det,” forklarer skuespilleren og læner sig tilbage i sofaen på det luksuriøse Hotel de Rome i Berlins centrum.
”Derfor ledte jeg hele tiden efter et eller andet at gribe fat i. Jeg fester meget i filmen, og netop det gav mig mange udskejelsesmuligheder. Tænk at møde på arbejde og skulle være med til en fest, som man egentlig bare skal reagere på med improvisation. Det er jo den rene leg for et voksent menneske.”
Improvisation er blevet populært i filmverdenen. Netop det får formentlig mange tidligere stjerneproducere til at vende sig i deres grave på Hollywood Hills, for i filmmediets spirende år var teksten i manuskriptet altafgørende. Allerede i den første talefilm, ’The Jazz Singer’ (1927), lærte man, at improvisation nok kunne bringe noget energi ind i filmens dansescener, men samtidig forstod man hurtigt, at uforberedte dansetrin var dyre.
Det kostede både timer og udstyr at improvisere sig frem, og derfor var det småt med improvisationerne i de kommende årtier. Særligt fordi skuespillerfaget efterhånden begyndte at fostre verdensstjerner, og stjerner vil bestemme selv, hvis de ikke har et manuskript. Sådan er det stadig ifølge Christian Bale.
”Når man ikke har noget manuskript at arbejde med, men hele tiden skal reagere på andre, bliver man hurtigt interesseret i at drille filmens handling. Der findes uden tvivl en sekstimers version af ’Knight of Cups’ et eller andet sted, for vi filmede og filmede og filmede. Efterhånden blev filmens mantra, at vi skulle begynde, før vi var klar. Terrence Malick råbte: ’Klar til optagelse?’ Vi råbte alle sammen i kor: ’Neeej’, og Malick svarede: ’Perfekt, så går vi i gang.’”
Den instruktørmetode har Malick nu ikke selv opfundet. Der er en moderne tradition for, at mere vovede amerikanske instruktører dyrker improvisation. Filmmanuskriptet var styrende frem til 70’erne, men her rev et par mesterinstruktører så plot- og handlingskurver fra hinanden og gav skuespillerne frihed.
Martin Scorsese og Stanley Kubrick var henholdsvis mester in spe og idoldyrket kultinstruktør, og begge fornemmede strømningerne fra teaterverdenen. Dér flød ideerne om længere prøveperioder med masser af improvisation som en kunstnerisk retning, og da Kubrick i ’A Clockwork Orange’ (1971) beordrede sine skuespillere til at improvisere en voldtægtsscene, begyndte den ene at skråle musicalklassikeren ’Singin’ in the Rain’ midt i forfærdelighederne.
I dag er improvisation blevet en naturlig del af filmskabelse. Dels fordi biografgængerne ønsker dialoger, der er virkelighedstro, dels fordi det er blevet billigere at lave film. Uanset om det er tv-serier som ’Curb Your Enthusiasm’ (1999-2011) eller danske ’Klovn’ (2005-09), er scenerne overordnet set spillet frem i stedet for skrevet. I 2014 fik den første danske improvisationsfilm, ’Kolbøttefabrikken’, premiere, ligesom den populære amerikanske ’Tange-rine’ (2015), der fulgte en konflikt i queer-mijøet i Los Angeles, stort set var uden replikker og endda optaget på en iPhone. Billigt udstyr skaber større risikovillighed, og det giver mere plads til skuespillerne. Men i sidste ende er det nu stadig instruktøren, der bestemmer, lærte Christian Bale.
”I ’Knight of Cups’ begyndte jeg at udfordre Malicks univers undervejs. På et tidspunkt sad jeg i en bil med en flok smukke kvinder, og pludselig drejede jeg bare af. Tog en ny vej. Malick fulgte med, og jeg kunne mærke, at han havde glædet sig til, at jeg gjorde det. Alligevel var han også efter mig. Jeg lod min rolle være stille, nærmest lydløs, men nogle dage fik jeg virkelig lyst til at tale, og så kværnede jeg løs. Malick trak mig til side: ’Vi behøver ikke tale så meget,’ sagde han.”
Bale rejser sig og takker for god ro og orden. Så forlader han suiten på Hotel de Rome. For en stjerne som ham kan det være godt med ordnede forhold sommetider.
’Knight of Cups’ har premiere 24. marts.
Tre andre film du også skal se:
’Son of Saul’: Instruktør Laszlo Nemes var den store åbenbaring på sidste års Cannes Film Festival, og med et kamera placeret lige i nakken på en kz-fange, der kæmper for respekt og medmenneskelighed i Auschwitz, formår Nemes at lave en kunstfilm med noget på hjerte. En flot debut. Premiere 25. februar.
’Spotlight’: En gruppe journalister forsøger at afsløre børnemisbrug i den katolske kirke, men det er stærke kræfter, de er oppe imod. Forvent en storfilm, der twi-stes mange gange undervejs, og som er baseret på en sand historie. Premiere 25. februar.
’Room’: Brie Larson (’Short Term 12’ og ’Trainwreck’) får sit store gennembrud som moderen, der flygter fra fangenskab med sin søn. Gennem massevis af stemningsmættede billeder kommer vi med på første række til op- og nedture, som de ser ud for en, der aldrig troede, at hun skulle opleve frihed igen. Premiere 17. marts.
LÆS OGSÅ: Kikset gudefilm er måske årets største flop
LÆS OGSÅ: Oscar-temaet og 10 andre mindeværdige melodier af Morricone
LÆS OGSÅ: Underwood slutter sig til Lincoln, Kennedy og Clinton
