banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER
På fem år besøgte François Zimeray over 100 lande som menneskerettighedsambassadør for Frankrig. Her er han i en nedbrændt landsby på grænsen til Darfur.

Far, hvorfor griner du ikke mere?

Frankrigs ambassadør i Danmark har skrevet nogle barske erindringer om sine talrige rejser til konfliktzoner i hele verden som menneskerettighedsambassadør. En fortid, der indhentede ham på Krudttønden for præcis et år siden.

En dag spurgte François Zimerays søn:

”Far, jeg vil gerne have, at du griner. Hvorfor griner du ikke mere?”

Frankrigs ambassadør i Danmark går i stå i sin ellers flydende franske talestrøm. Euroman.dk har rendez-vous med ham på ambassaden i anledning af hans nye bog ’Jeg har set det samme ansigt overalt.’ I erindingsglimt fortæller han om de rædsler, han har set på sine rejser til krigszoner, massegrave og flygtningelejre som menneskerettighedsambassadør for Frankrig. Et job, han havde i fem år, indtil han blev udsendt til Danmark i 2013.

”Ehm,” siger den 54-årige franskmand.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare min søn. Han var for lille til, at jeg kunne give ham et ordenligt svar.”

Sønnen havde nemlig ret. François Zimeray grinte ikke meget, hver af de over 100 gange han kom hjem fra barske møder med krænkelser af menneskerettigheder verden over. Når han kom hjem til Paris i weekenden, forsøgte han at glide tilbage i hverdagslivet, tage børnene med hen og lege i en park, være glad, gå til fødselsdage. ”Leve et normalt liv,” som han siger. Men det føltes skizofrent.

”Inde i mig hobede alle de ting, jeg havde set, sig op, men jeg kunne ikke rigtigt dele det med nogen. Jeg gik ikke direkte hjem og fortalte min kone og mine børn om alle uhyrlighederne. De fortjener smukke historier og drømme,” siger ambassadøren og kigger mod bogen, der ligger på marmorbordet foran os.

”Jeg håber, at min bog kan give en form for svar. Jeg føler mig allerede lettere efter at have skrevet den.”

Den udkommer præcist et år efter angrebet på Krudttønden, hvor François Zimeray var blandt talerne ved det debatarrangement om ytringsfrihed, hvor Finn Nørgaard mistede livet. Da skudsalverne afbrød arrangementet, løb François Zimeray længere ind i bygningen, mens Finn Nørgaard løb ud.

Denne oplevelse, som ambassadøren har fortalt om i adskillige interview, og som også har fået plads over bogens 153 sider, er selve anledningen til, at han har skrevet sin første bog.

”Ved første øjekast er Danmark den totale modsætning til alle de steder, jeg har været udsendt til; Flygtningelejre, massegrave, slumkvarterer og fængsler. Nu sidder jeg her i et utroligt overdådigt palæ,” siger han.

Han er i gråt jakkesæt, hvid skjorte og sidder i en sart blå lænestol med guldramme. På væggene hænger tunge malerier, og der er langt op til lysekronen i loftet.

”Livets ironi er, at jeg har været i de værste konfliktzoner i verden. Nogle gange var der spændinger, og visse rejser har været på grænsen af det forsvarlige, men der er aldrig sket mig noget. Da jeg kom til Danmark, havde jeg indtryk af at lægge alle disse menneskerettighedskampe bag mig. Men så indhentede mit gamle liv mig på Krudttønden, hvor det jo netop handlede om ytringsfrihed, som er en universel menneskerettighed,” siger han.

”Det er det ironiske link mellem Krudttønden og mit tidligere liv.”

Zimeray i selskab med Jevgenija Timosjenko (datter af den ukrainske oppositionspolitiker Julia Timosjenko) samt den burmesiske demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi. Foto: Privat 

På sine mange rejser til steder, ”hvor jeg ikke vil anbefale at tage på ferie,” tog François Zimeray noter. Men mest af den type, man indberetter til Udenrigsministeriet og ikke dem, der danner forlæg for en bog. Det gik op for ham, at de mennesker, han mødte i Rwanda, Burma, Tjetjenien, Libyen og Congo, alle gennemlevede det samme.

”Når jeg tænker på alle de mødre, hvis sønner er blevet fjernet og dræbt af autoritære regimer, er det som om, jeg i virkeligheden har mødt det samme menneske hver gang. Det er den samme smerte, de alle udtrykker, når de fortæller mig om deres mænd eller sønner, der er forsvundet,” siger ambassadøren.

”Menneskerettighederne er universelle, men det har været lidt abstrakt for mig, før jeg mødte det som en konkret virkelighed. Der er ikke to forskellige måder at lide under tortur uanset religion, kultur eller nationalitet,” siger François Zimeray. 

I 2013 fik han sat noterne i system på sin computer. Han ville skrive en bog, men kunne ikke finde en mening med det hele og var ikke motiveret til at gøre det færdigt. Noget manglede.

”Jeg manglede at føle, at den var vigtig. Men så kom angrebene mod København. Så kom Krudttønden,” siger Zimeray.


Zimeray (yderst th.) i Darfur med blandt andre Laurent Fabius, Frankrigs nuværende udenrigsminister (yderst tv.). Foto: Privat

Oplevelsen fra centrum af terrorangrebet gav ham en fornemmelse af livets skrøbelighed. Han ville efterlade et spor af, hvem han har været, og hvad han har set. Selvom han stadig føler sig meget ung, som han skynder sig at sige. For det andet har han en oplevelse af at have gennemlevet dette angreb sammen med hele Danmark.

”Jeg ønsker, at denne bog skal være en form for bånd mellem mig og Danmark, og derfor var det vigtigt for mig, at den udkommer i Danmark, før den udkommer i Frankrig,” siger ambassadøren.

Den franske udgave kommer til april.


Zimeray i Burma. Foto: Privat

Her kommer fem uddrag fra bogen fra hver deres kapitel.

1. Flygtningelejr i Jordan

”Jeg er i Ar Ramtha i nærheden af den syriske grænse, det er nat. Jeg lytter til flygtningenes beretninger mens jeg sidder på det bare gulv i et hus uden møbler, udlånt af en jordansk forretningsmand. De fortæller hver især deres historie og fremviser deres sår. (…) Da jeg hører en beretning fra en mand der havde kørt sin ti år gamle astmatiske søn til apoteket, bliver jeg lamslået over kynismen hos regimets repræsentanter. Faren havde siddet i bilen og ventet på at drengen skulle vende tilbage med sin medicin. Inde på apoteket udspurgte en agent fra det korps der har ansvaret for luftfartssikkerheden, barnet: ”Var du selv med til demonstrationerne?” ”Ja, hr.” Med et revolverskud dræbte han barnet og stoppede tuben med Ventoline ind i munden på ham.”

2. Håndtryk i Irak

”Jeg vender tilbage fra Bagdad. Min opgave dér var især at forsøge at overtale myndighederne til at tage et første skridt i retning af at afskaffe dødsstraffen, idet de kunne gå frem etapevis: Først reducere antallet af lovovertrædelser der kan føre til dødsstraf, for på den måde at begrænse antallet af domfældelser, og derefter nå frem til først et faktisk og dernæst et retsligt moratorium, og så til sidst, når tiden er moden, afskaffe den helt. Da republikkens vicepræsident tager imod mig i sit palads, trykker jeg en hånd som netop har skrevet under på at hundred og halvtreds fanger skal henrettes”

3. Fængsel i Libanon

Under den højre vinge breder Beirut sig ud. I går så jeg noget ufatteligt: den nederste etage i en parkeringskælder omdannet til et fængsel. Femogtyve indsatte i et bur. Madrasser på det bare gulv. Alle venter på nogle papirer, der som oftest aldrig når frem. Nogle af dem er fuldkommen ladt i stikken af deres ambassade. Her er der hverken dag eller nat og ikke mulighed for en gåtur. Da jeg går forbi, rækker snesevis af fanger viftende hænder ud gennem tremmerne. Vagterne lader mig tale med en indsat: Hun har efterladt sine syv børn i Filippinerne i håb om at tjene firs dollar om måneden som tjenestepige her i landet. Hun er stukket af fordi hendes arbejdsgiver slog hende. Hun viser mig sin håndflade hvor der er ar og brændemærker efter cigaretter, hendes herre har brugt den som askebæger gennem lange aftener.

4. Hospital i Congo

Zimeray og doktor Mukwege. Foto: Privat

”Da jeg var på embedsrejse i nærheden af Goma, hørte jeg om doktor Denis Mukwege og Panzi-hospitalet der har specialiseret sig i at pleje kvinder som har været udsat for grusomme seksuelle overgreb. Han har opereret – han siger »repareret« – fyrre tusind. (…) Han beskriver hvordan kønsorganer systematisk bliver ødelagt efter selve voldtægten med et skud eller et bajonetstød i kvindernes indre, eller med en pæl der kommer ud gennem deres mund. Småpiger der bliver flået op og ender uden skede, med blæren og nyrerne ødelagt.”

5. En fremtid i Bangladesh?

Savar-hospitalet er lige så lidt et ordentligt sygehus som den sammenstyrtede tekstilfabrik var en ordentlig industribygning. Ejeren – hvorfor er det ham magtpåliggende at fortælle mig tre gange at hospitalet tilhører ham? – fører mig ned mod sengestuen hvor brandsårspatienter og amputerede ligger på rad og række. Han vil vise mig alting, og uden at udvise nogen form for hensyn suser han af sted i zigzag mellem de ulykkelige mennesker som han omtaler med navnet på den legemsdel de mangler. ”Foot,” bekendtgør han og løfter op i sarien på en pige uden fod så pigen stivner. (…) ”Det er først efter nogle dage det går op for dem, og så bliver det værre,« siger en ung sygepasser, der selv havde fået foretaget en amputation.”

”De giver mig en taburet, og jeg sætter mig ved siden af Aturi på fjorten, som har arbejdet siden hun var ti år, og som blev ansat på tekstilfabrikken en måned inden ulykken. Nu er der halvtreds mennesker omkring os. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende, jeg har hverken nogen klar meddelelse eller et trøstens ord.”

”Hun håber i øvrigt ikke på noget som helst, hun ved hvad der venter hende. Uden protese og genoptræning bliver hun ligesom de børn jeg så i Nepal sidste år. I bedste fald vil hun blive betragtet som urørlig og usynlig og kan overleve gemt af vejen på et værelse. Det vil blive hendes skæbne at være et varsel, én man tror bringer ulykke over andre børn, som så ikke længere vil nærme sig hende, og hendes forældre vil ikke længere blive inviteret med til bryllupper. I værste fald vil hun komme til at humpe rundt på knæene på fortovene i Dhaka.”

LÆS OGSÅ: Synagogevagtens far: "Jeg har været drevet af hævn og har tænkt på drab. Heldigvis har min søn inspireret mig til at gå den anden vej, så jeg hævner mig med godhed"

LÆS OGSÅ: David er tilbage på sit stamsted to måneder efter terrorangrebet: "Selvfølgelig er jeg bange, men vi er nødt til at leve"

LÆS OGSÅ: 6 danske mænd: Den bedste bog jeg har læst i år

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok