Quentin Tarantino

Quentin Tarantino

Hollywood-magasin: Her er Quentin Tarantinos nye, kontroversielle seriemorder-film

Den amerikanske instruktørs næste film handler om den berømte seriemorder Charles Manson, erfarer Hollywood-magasin.

Den kontroversielle filminstruktør Quentin Tarantino er på vej med en lige så kontroversiel ny film. Det erfarer The Hollywood Reporter, der også kan fortælle, at Tarantino er gået i gang med at samle et cast, der formentlig kommer til at indeholde flere af Hollywoods helt store skuespillernavne – både Brad Pitt og Jennifer Lawrence skulle være blevet tilbudt roller.

Den nye Tarantino-film, der endnu ikke har fået en titel, og som følger efter 'The Hateful Eight' fra 2015, er potentielt kontroversiel, fordi den ifølge The Hollywood Reporters kilder handler om seriemorderen Charles Manson og hans kult – mere specifikt deres mord på skuespilleren Sharon Tate i 1969, som var et af 60’ernes mest omtalte mordsager i USA.

Manson havde beordret sine følgere til at angribe beboerne i et hus i Benedict Canyon i USA i den tro, at en musikproducer, som havde afvist ham, boede der. Men i huset, som var lejet ud til Sharon Tates mand, instruktøren Roman Polanski, befandt sig i stedet den højgravide Tate sammen med fire andre personer, der blev brutalt myrdet med pistoler og knive. I 1971 blev Manson idømt livstid for det og adskillige andre mord.

Hvis Manson-projektet bliver Tarantinos nye film, som The Hollywood Reporter skriver, er det hans første, som er baseret på virkelige hændelser. Ifølge magasinet satser Tarantino og co. på at begynde at filme i sommeren 2018.

LÆS OGSÅ: Fra Dunham til Schumer: De sjove kvinder har indtaget Hollywood

LÆS OGSÅ: Her er de værste tv-serier i 2017 - indtil videre

LÆS OGSÅ: 10 års sidespor: Hvorfor har Knud Romer så svært ved den svære toer?