I efteåret annoncerede Netflix deres første danske tv-serie, 'The Rain'. Og nu løfter de sløret for, hvilke skuespillere de har hyret til den nye serie. 

Det bliver det danske stjerneskud Mikkel Boe Følsgaard, der får en af de bærende roller i serien. Han fik sit gennembrud i filmen 'En kongelig affære' og har siden medvirket i 'Arvingerne', ligesom han lige nu er aktuel i boksefilmen 'Den bedste mand'. 

Derudover medvirker 24-årige Alba August, som herhjemme er kendt fra tv-serien 'Gidseltagningen'. Hun er desuden datter af Pernilla og Bille August. 

Resten af rollelisten lyder således: Iben Hjejle, Lucas Lynggaard Tønnesen (kendt fra julekalenderen 'Tidsrejsen') og Lars Simonsen ('Broen', 'Broderskab').

Produktionen på den nye tv-serie begynder i dag. Den foregår seks år efter, at civilisationen, som vi kender den, er forsvundet. De fleste er døde af en brutal virus. Et ungt søskendepar tilslutter sig en gruppe overlevende, som er på udkig efter, om en ny verden er opstået.

'The Rain' er blandt andet skabt af Jannik Tai Mosholdt, som har været med til at skrive 'Borgen', 'Rita' og 'Bedrag'. 

Tv-serien får global premiere i 2018. 

LÆS OGSÅ: Her er alle nyhederne på Netflix i juli

LÆS OGSÅ: De bedste film i 2017 – indtil nu

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk er endnu ondere i 7. sæson af Game of Thrones: ”Jeg får Ramsay Bolton til at ligne et barn”