JEG HAR VÆRET AFSTED i fem minutter, da jeg første gang får tanken: Er jeg som 29-årig for gammel til Musik i Lejet? En mor sidder over for mig i S-toget og prøver at fiske nogle ord ud af sin kropumulige og AirPods-bærende teenagesøn. Da det lykkedes, svarer drengen, at han tænker, han bare skal direkte på MIL (kort for Musik i Lejet), så snart de ankommer til sommerhuset.

Da jeg stiger ud af toget og går over mod lokalbanen, der skal tage mig mod sommerhuset, jeg skal bo i, er jeg omringet af parfumerede og velklædte unge mennesker, der ikke har levet mere end 20 somre.

Det er der jo intet nyt i, eller galt i for den sags skyld, men ungdommens kådhed og totale foragt for logik og manérer viser sig hurtigt, efter jeg har sat mig ind i lokalbanen. Jeg når knapt nok at opfange det, inden jeg er omringet. Fem boys med stort, nej, rigtig stort B, har taget plads ved siden af mig. De laver hånlige parodier på den søde, ældre dame, der netop har vist dem vej ind til den rigtige togvogn og stille har formanet dem om ikke at støde cyklerne ind i sæderne i toget. Og så tænder de deres Soundboks og spiller hele toget op. Hvad værre er, spiller de kun 10 sekunder af hvert nummer, før deres koncentrationsevne ophører, og dj’en tænker, at noget nyt må ske.

Endnu en sød, ældre dame går over til dem og spørger venligt, om de ikke nok vil skrue lidt ned, da hverken volume eller musik behager hendes – eller nogle af de andre passagerers – ører. Det vil de utroligt nok ikke, for som de siger: ”Det er jo et offentligt tog.” Sounds logic. Resten af turen ringeagter de det offentlige rum, spiller dårlig musik og slammer ølbonger.

Heldigvis har Musik i Lejet i år sørget for et safe haven for ældre idioter som mig. Jazz House har nemlig forladt diskoteksgraven og er genopstået som moltonindsvøbt bar med absinthefarvede lamper og strandudsigt lige ved siden af Strandscenen på festivalpladsen.

FOR DE UINDVIEDE var Jazz House i 1990’erne the place to be i København. Det lå i Niels Hemmingsens Gade i Indre By, der, hvor Hotel Cecil i dag har hjemme, og her kom den kreative elite for at feste og for at mænge sig med andre i besiddelse af den kulturelle kapital.

Altså alle dem, der i dag ejer de attraktive sommerhuse i Tisvilde, Asserbo, Vejby og Tibirke og har deres snotforkælede møgunger camperende i haverne. Med Jazz Houses genopståen som festivalbar har de nu, i teorien, et sted, de kan feste uden at blive belemret med ungdommelig kådhed, der kammer over.

”Vi har skabt et univers for os, ældre. For os, der voksede op på Jazz House i Niels Hemmingsens Gade,” fortæller Jesper Wahlberg, ansvarlig for Jazz House på Musik i Lejet, mig, da jeg har hevet ham med om bagved baren i et ret så interimistisk backstageområde til et lille interview.

Og det lader da også til at være et noget mere afdæmpet sted, da jeg tidligere på aftenen entrerer Jazz House for første gang. Oliver Zahle, satiriker, instruktør og forfatter født i 1969, står i smoking og præsenterer aftenens første act, et band med det ulideligt jazzede navn Big Fun, og folk klapper. Jeg går i baren og bestiller mig en øl hos en venlig kvinde, der må have læsebrillerne fra panden og ned foran øjnene for at indtaste min bestilling.

Foran scenen sidder den del af publikum, der virkelig tilhører den ældre del af demografien, med øjnene rettet mod Big Fun, mens de afmålt forsøger at finde en måde at bevæge kroppen i takt til musikken, mens de har måsen placeret i sædet.

Det hele står stærkt i kontrast til koncerten med den danske kunstner Afskum, der foregår på Bodegascenen ved siden af. Her, lader jeg mig fortælle, står det unge publikum begravet i snak med hinanden uden at skænke scenen et blik.

Dansegulvet foran Big Fun er tomt. Måske er det meningen? Ligesom man heller ikke danser til en orkesterkoncert i DR’s koncertsal? Publikum sidder i hvert fald roligt og smiler til musikerne, der dog efterhånden har fået sat lidt tempo på.

Jeg ser et par bøllehat- og solbrillebærende unge piger kigge sultent på det tomme dansegulv. Sangeren i Big Fun annoncerer, at dansegulvet nu ved tredje sangs begyndelse er åbent. Som de første betræder det unge venindepar de åbne træbrædder. Har de ældre nu tabt deres egen bar? Jeg må tro om igen, for en simpelt klædt mand, der helt sikkert kan huske Berlinmurens fald, valser nu rundt og svinger sin jævnaldrende date omkring. Og med ét er dansegulvet fyldt. Og det er publikum fra stolene, der nu har indtaget rummet. Forældrene og sommerhusejerne, og de har det godt.

DA JEG SENERE PÅ AFTENEN igen besøger Jazz House, er der klart blevet mere proppet. Og ungt, må jeg indrømme. Men det ældre klientel er her stadig, og den kombination er Jesper Wahlberg glad for, fortæller han mig.

”Det er superfedt at have de unge her. De skal fyre den af og danse røven ud af bukserne med os ældre.”

Og sådan er det ude foran baren. De yngre og de ældre i smuk harmoni. Og som den ultimative validering på Jazz Houses eksistens på Musik i Lejet, får de besøg af en helt speciel gæst. En af de ældre bartendere kommer ud til Jesper Wahlberg i backstageområdet og proklamerer ekstatisk: ”Kronprinsen er in the house! Kronprinsen er in the house!”

Og her er det svært for mig at vurdere, om Jesper Wahlberg er Danmarks mest uimponerede mand eller blot bliver paf, idet hans vildeste drøm går i opfyldelse. For med en bedøvende tone får han fremstammet: ”Okay, fedt…” Og så er den faktisk ikke rigtig længere fra hans side af.

Men for gæsterne ude på dansegulvet peaker aftenen netop her. H.K.H. Kronprins Frederik har beriget Jazz House med sin tilstedeværelse, og netop da er intet dansegulv i det danske rige et mere cool sted at være. Intet samler generationerne mere end benovelsen over et glimt af ’Pingo’.

DA JEG FOR SIDSTE gang, engang ud på natten, besøger Jazz House, må jeg dog sande, at de ældre er i mindretal. Skarpt mindretal. Bordene, der tidligt på aftenen var så fulde af liv, står tomme hen. De falske stearinlys lyser ingen ansigter op, og en Danmarks dygtigste trommeslagere, Emil De Waal, der har fået den tjans at spille live-trommer til dj’ens musik, må se publikum skænke ham lige akkurat nul opmærksomhed.

En mand i 40’erne, der højst sandsynligt har Jason Statham som største idol, står i sin læderjakke og tight pants og forsøger at finde mod til at mænge sig med det unge publikum, der asende og masende har erobret dansegulvet til tonerne af Kidd og Natasja. Han ser slukøret ud, må jeg indrømme. Som om han overvejer, om stedet her er noget for ham. Eller også overvejer han, om det måske er tid til at droppe læderjakken og de stramme bukser.

Selvom her er ungt, er der her i høj grad kærlighed, venskab og glæde at finde. Folk danser med hinanden, fremmede mennesker krammer, giver hinanden en svingom, og minsandten om Earth, Wind & Fires megahit ’September’ ikke gjalder ud af højtalerne. Det nummer må da, ligesom Kronprinsen, kunne samle folket, og rigtig nok bevæger Jason Statham-jam sig da også ud på dansegulvet.

Han svinger hofterne, lader sig omfavne af mængden, og han får mig til at tænke, at Musik i Lejet stadig kan være noget for gamle fjolser som os. Og at læderjakken virkelig burde være en saga blot. Men det er en anden sag og en anden artikel.