”EA SPORTS: IT'S IN THE GAME.”

Måske kan du allerede fremkalde lyden af den dybe mandestemme i dit hoved, der taktfast og troligt sagde de sakrale ord, som var det et 'amen' i kirken, hver gang spillemaskinen startede med FIFA-disken indenbords.

Derfor virker det som et oplagt sted at starte fortællingen om det populære fodboldspil, der for første gang udkom i 1993, i et forsøg på at gøre soccer populært i USA forud for landets VM-slutrunde i fodbold i 1994, og som nu – 30 år senere og udødeliggjort (troede man) – lægges i graven. I hvert fald i sin nuværende form. En strid om penge og licens har ført spilproducenten EA og fodboldorganisationen FIFA i hver sin retning, og det spilmonopol på fodboldspilsmarkedet, som de i fællesskab skabte, synes nu mere åbent end nogensinde.

Hvad skal der ske nu, synes det naturlige spørgsmål at være hos FIFA-spillerne. Og os er der nogle stykker af. En opgørelse fra 2021 viste, at der gennem årene var blevet solgt mere end 325 millioner FIFA-spil på verdensplan, hvilket har gjort det til den 6. mest sælgende spil-franchise nogensinde, kun overgået af Super Mario, Tetris, Pokémon, Call of Duty og Grand Theft Auto.

Både EA og FIFA (organisationen) har hver især meldt ud, at de ville udgive et nyt fodboldspil, men samtidig har kortene været klistret til kroppen. For nylig dumpede der så en invitation ind i min indbakke. Det var EA, og de ville invitere mig til Amsterdam, så jeg kunne være med til lanceringen af deres nye og – hvad mere interessant var – FIFA-uafhængige satsning, EA Sports FC 24, eller blot FC24, som bliver navnet i daglig tale. Det vækkede både en nysgerrighed og skepsis i mig.

En dybsindig og barndommelig nysgerrighed over, hvad der mon ventede. FIFA-spillet har været et fast inventar på mit drengeværelse og i mine voksne hjem, og det er vel ret beset den eneste ting, jeg både har fundet sjovt som seksårig og som 26-årig. Hvad vil EA mon tilføre af nye ting? Og vil de få licenser til spillere og klubber, nu hvor de danser solo?

Men også en skepsis over for det animerede fodboldspil, som i 2010’erne stille og roligt transformerede sig fra et legesygt og relativt uskyldigt fodboldspil til noget, der kunne minde om et frådende, kommercielt og kapitalistisk monster ført an af deres populære spil i spillet: Ultimate Team, en byg-dit-eget-hold-feature med nutidens og fortidens stjerner, hvor brugere for det rette beløb kunne købe sig til succes, hvilket var totalt imod FIFA-spillets ånd. Samtidig føltes resten af spillet forsømt og fyldt med fejl, og sidste år undlod jeg at købe det nye FIFA for første gang siden 2007.

Men for at gøre det kort: Jeg tog selvfølgelig til Amsterdam.

ET FÆLLESTRÆK FOR ALLE, som jeg gennem min egen indsamlede empiri af mund-til-mund-beretninger har talt om FIFA med, er, at ingen af dem har dårlige minder fra deres første FIFA-spil. Og fælles for alle er svaret også faldet prompte, når jeg har spurgt, hvad deres første udgave af spillet var.

Selv var mit første spil FIFA 04, og fra FIFA 08 til FIFA 22 var jeg fast kunde i EA’s biks, og nådesløst skyllede jeg hundredvis af virtuelle arbejdstimer i form af langstrakte karriere-modes ud med badevandet, når den friskeste udgivelse landede året efter. Nye tilføjelser og opdateringer af klubber og spillere, som mindede mest muligt om det, mine kammerater og jeg så i fjernsynet. Med tiden blev det online; nu behøvede vi end ikke være sammen for at spille, mens vi talte om stort og småt. Og det var ikke genstand for debat, om man skulle følge med udviklingen og købe det år efter år – det gjorde man bare.

Men ud over at være en slags digital forlængelse af fritidsinteressen fodbold, hvad var det så, FIFA gjorde rigtigt?

For Jacob Nørmark Hansen er svaret klart. Han er tidligere danmarksmester i FIFA og en del af den første bølge af de professionaliserede FIFA-konkurrencer i starten af 2010’erne, tidligere kommentator i eSuperligaen (esportens pendant til den virkelige danske fodboldturnering Superligaen) og blandt landets førende FIFA-eksperter.

”I 00’erne, hvor FIFA virkelig vandt frem, blev det for mange unge et fælles referencepunkt, hvor man kunne dyrke sine idoler. Det samlede folk på en behagelig og sjov måde,” siger Jacob Nørmark Hansen.

Han tilføjer:

”Op gennem 2010’erne blev det mere kompetitivt med organiserede konkurrencer og onlinespil. Flere organiserede fællesskaber blev skabt og en slags FIFA-community vandt frem. Samtidig var der flere populære youtubere, som streamede deres spil, mens EA med FIFA også havde held med at få virkelighedens fodboldstjerner til at interagere i deres univers.”

I takt med at EA fik skabt en kultur og et fællesskab, fik de med tiden etableret sig selv i populærkulturen. Nu var det ikke bare et populært fodboldspil til konsollen, det var en kultur.

”EA var med FIFA blandt de første, der havde stor succes med at udvikle spillet fra at være et produkt til at være en platform,” siger Rune Lundedal Nielsen, der forsker i computerspil på ITU.

I den virkelige verden blev fodboldikoner skabt ud fra deres FIFA-kundskaber (eller mangel på samme). Spillernes samlede vurdering i spillet tilførte et ekstra lag i måden, som fans anskuede spillere på, da styrker og svagheder blev konkretiseret med tal. Pludselig fik den aldrende engelske angriber Emile Heskey en opblomstring, mens en for den brede befolkning ukendt angriber fra den engelske League One med efternavnet Akinfenwa blev FIFA-spillernes allemandseje på grund af hans voldsomme fysik. Der var også angriberne Ibarbo og Emenike, som blev bredt kendt for deres enorme fart.

Med årene blev det også normalt at se professionelle fodboldspillere spille mod kendte gamere eller andre holdkammerater, ligesom det i nogle klubber er blevet en slags tradition at filme spillerne og se den umiddelbare reaktion på deres vurderinger – eller ratings, som det også kaldes – når en ny udgave af spillet er på gaden. Så sent som i 2022 gik en video fra engelske Manchester City viralt, da EA Sports snød City-holdet og fik dem til at tro, at holdets normalt lynhurtige back Kyle Walker havde fået en markant fartnedgradering.

Sådan kan der findes forskellige eksempler på sammensmeltningen af virkelig og virtuel fodbold, og præsentationen af det nye FC24 i Amsterdam er ingen undtagelse.

RONALDINHO, LUIS FIGO OG DIDIER DROGBA står linet op på den kunstgræsbeklædte scene i den gamle motorhal, hvor tyk dunst af øl, sved og begejstring hænger i luften. Det er også svært ikke at føle en lille smule benovelse rumstere i maven, som de tre legender står der på stribe. Hver især er de ankommet med et trofæ. Figo med La Liga-trofæet, Drogba med Premier League-trofæet, mens en håndtegnskastende Ronaldinho (ja, det er det surferagtige håndtegn, han så ofte lavede, når han scorede) kommer ind med pokalen med de store ører, Champions League-trofæet.

Imens bliver der lagt vægt på det unikke community, som aftenens vært fortæller om, mens det også fortælles, at kvindefodbolden i spillet bliver udvidet med både de største ligaer og Women’s Champions League og bliver budt velkommen i Ultimate Team.

Traileren for det nye FC24 bliver afspillet og præsenterer slutteligt ’FC – Welcome to the club’ som det nye slogan. Fællesskabet synes større end aldrig før. EA har gennem årene kæmpet en indædt kamp for at gøre op med den herreklub, som undersøgelser og statistikker peger på, at FIFA er, og forsøgt at invitere flere kvinder med i deres såkaldte community.

Var jublen stor, da Ronaldinho betrådte scenen, er den enorm, da selskabets sidste gæst (og hovedperson) dukker op. Helt solbrun og iklædt et grønt silkejakkesæt med matchende sneakers og med cornrows i sine lyse lokker slentrer den norske Manchester City-målhaj Erling Haaland op mod scenen. På sin vanligt selvsikre facon har nordmanden fundet et lille, fedtet smil frem, da han præsenteres som frontfiguren på FC24’s nye omslag.

”I like it. I have to say, it’s not bad. It’s from the game where I scored five goals,” siger Haaland lettere uimponeret med sin norske accent, inden han troværdigt konstaterer, at det er en drøm, der går i opfyldelse.

Han forlader scenen, mens en horde af mennesker sværmer efter superstjernen. En fyr, der er kendt for at danse med sit hår på TikTok prøver febrilsk at få fat i Erling Haaland og de andre legender. Kampen synes dog tabt, for nordmanden skal straks videre ind og indvie demoversionen af det nye spil. I en kamp mod en brasiliansk influencer vinder Manchester City-spilleren 7-2. Seks af målene bliver scoret med hans virtuelle jeg. Selvfølgelig.

IKKE KUN VISUELT, MEN OGSÅ PÅ LYDSIDEN fik spillet skabt en særlig identitet. I 1998 blev første skridt taget i den retning. Da man udgav ’FIFA 98: Road To The World Cup’, var det for første gang med et soundtrack bestående af rigtige sange og ikke arkadeagtige melodier. Nu var det muligt at sætte sin startopstilling til tonerne af Blurs ’Song 2’, og i løbet af årene er sange som ’The Rockafeller Skank’ af Fatboy Slim, ’19-2000 (Soulchild Remix)’ af Gorillaz, ’Jerk It Out’ af Caesars, ’Kids’ af MGMT, ’F For You’ af Disclosure og danske Safri Duos ’Played A-Live (The Bongo Song)’ blevet udødeliggjorte gennem konsollen.

Foruden Safri Duo har otte andre danske bands også figureret på forskellige soundtracks gennem årene. Et af dem er Off Bloom, der havde sangen ’Falcon Eye’ på FIFA 18-soundtracket.

”Det betød ekstremt meget for os internationalt, at vi blev eksponeret i FIFA. I tiden omkring spillede vi flere udenlandske koncerter (...), og at vi havde haft en sang med i spillet, gjorde, at der var mange, der kunne genkende os, selvom de måske ikke havde genkendt os på navnet. Det var nemmere at få hul igennem til publikum,” fortalte bandets forsanger, Mette Mortensen, til Radio4-programmet ’4 På Foden’ i 2021.

Man skal heller ikke søge meget rundt på hverken Google, Spotify eller alskens sociale medier for at finde diverse lister, der hylder de bedste FIFA-sange. Men hvorfor har sangene haft så stor en betydning hos folk?

Spørger man Pelle Peter Jencel, der er podcast- og radiovært, er der flere årsager til, at FIFA-soundtrackene har cementeret deres position i lydsiden af populærkulturen. Selvom det er svært at definere den egentlige lyd af FIFA, der breder sig over de fleste store genrer, har EA været gode til at finde nye artister og vælge musik, der endnu ikke er nået ud til den brede offentlighed.

”Tidspunktet, hvor mange begynder at spille FIFA, er også der, hvor mange begynder at skabe en identitet, inklusive en musiksmag. Og tænder man for sit spil og hører spillelisten hver eneste dag, knytter man også et bånd til sangene, og visse artister og deres sange bliver nærmest ikoniske. EA har været gode til at skabe lyden af i morgen, og går man tilbage til de forskellige spiludgivelser, vil det give et ret præcist lydbillede af tiden,” siger Pelle Peter Jencel.

DET KOMMER UOMTVISTELIGT til at være et paradigmeskifte, når spillet EA går egne veje. Dog er det et skifte, der kommer til at fylde mere i bevidstheden og det kommunikative end i selve spiloplevelsen. Klub- og navnelicenserne er der nemlig ikke rokket ved, og det samme gælder styresystemet.

Nej, skal man tale om det sande før og efter, skete det i 2009. Det var nemlig her, at EA’s store spillemæssige og sidenhen økonomiske pengetræ for første gang blev lanceret: spillet i spillet, Ultimate Team, der gjorde det muligt at skabe sit drømmehold, vælge sit eget stadion, dyste og indtjene coins, så man kunne købe spillere på auktion og pakker indeholdende tilfældige spillere, hvor man som ved en enarmet tyveknægt tog en chance og kunne erhverve sig alt mellem en reservespiller fra den engelske League Two og Lionel Messi.

Men foruden sliddet med at tjene penge til klubben og spille kampe i hundredvis, var det også muligt at tage den korte vej og bruge virkelige penge på at købe den interaktive valuta.

Rune Lundedal Nielsen, computerspilforskeren fra ITU, kalder det ”fuldstændig vanvittigt,” at EA har haft held med at indføre den såkaldte pay to win-metode.

”Med en årlig udgivelse har EA fra starten haft succes med at gøre spillet til et abonnement, hvor man hvert år køber et nyt spil til fuld pris. Selv i dag, hvor man blot kan opdatere spil, foregår det på samme måde. Brugerne har vænnet sig til at købe det, og med tilføjelsen af Ultimate Team, hvor man for endnu flere penge kan købe pakker med tilfældige spillere,” siger Rune Lundedal Nielsen.

Inden da havde metoden primært været anvendt af gratis spil. Men nu løftede EA det ind i et spil, der i forvejen kostede omkring 500 danske kroner.

Ikke desto mindre var det begyndelsen på noget stort. Og eftersom professionaliseringen af FIFA som en esportsgren vandt frem, var hurtig succes en nødvendighed.

FIFA-eksperten Jacob Nørmark Hansen er ærgerlig over udviklingen, der især har taget fart inden for de seneste seks-syv år. Her er det ikke er unormalt, at passionerede spillere kan bruge op imod 15.000-20.000 kroner på et hold. Han kender også til spillere, der har kastet 50.000 i et hold, som vel at mærke kun kan bruges i den ene, årlige version af FIFA, som det er skabt i.

”Man kan selvfølgelig også lade være med at købe FUT-coins, men så er det også svært at være med i det gode selskab. En Ford Fiesta ville heller ikke have en chance i Formel 1, selvom chaufføren er nok så dygtig,” siger han.

Som den klart mest benyttede spilfunktion har FIFA også haft et skærpet fokus på deres guldkalv – og det til stor frustration for mange spillere, der ikke har fundet samme glæde ved den pay to win-orienterede spilfunktion, som EA alene i 2020 tjente over 10 milliarder kroner på på tværs af deres Ultimate Team-funktioner i alle spil (FIFA, Madden, NHL, NBA og UFC), hvilket svarede til omkring 29 procent af deres indtjening.

Kritikken har forgrenet sig: Nogle mener, at FIFA har forsømt spillets ånd ved at skabe en betalende elite, der har kunnet købe sig til succes i stedet for at spille sig til det. Andre mener, at resten af spillet er blevet forsømt – at for få opdateringer er foretaget og for lidt forsøg blevet gjort for at gøre andre dele af spillet sjovt. Men derudover har der også været rejst en mere alvorlig kritik Ultimate Team, hvor kritikere mener, at funktionen, hvor man kan købe pakker med vilkårlige spillere, har ligheder med hasardspil og gambling. Det har blandt andet fået Østrig til at forbyde packing ved lov, men i et skriftligt svar til Euroman afviser en talsperson fra EA, at funktionen har noget med gambling at gøre:

”Vi designer vores spil til at give oplevelser, der tilbyder valgmuligheder, sjov, retfærdighed og værdi, og vi tror på, at valgfri køb i spillet, når de gøres rigtigt, spiller en vigtig rolle i at give spillerne et valg om, hvordan de vil engagere sig i et spil. I alle vores spil er forbrug altid valgfrit, og de fleste spillere vælger slet ikke at gøre brug af den mulighed. Vi er enige med tilsynsmyndighederne og domstolene rundt om i verden, som har konkluderet, at såkaldte loot boxes uden udbetaling ikke er hasardspil.”

Anne Mette Thorhauge, der er lektor og forsker ved Center for Tracking og Society på Københavns Universitet, har packing både psykologiske og økonomiske ligheder med hasard, der placerer Ultimate Team i en gråzone. Økonomisk indeholder konceptet med at bruge penge på et tilfældigt udbytte med en slags gevinstlignende udbytte visse ligheder med gamblingmekanismen – dog uden helt at være det.

”Omsætteligheden med packing er mere ukonkret, da brugeren ikke får et decideret pengeudbytte. Det er også det, som EA bruger som figenblad mod disse beskyldninger,” siger Anne Mette Thorhauge.

De psykologiske og æstetiske mekanismer med konfetti, lyde og masser af farver, som spilleren bliver mødt af i pakkeåbningerne, er derimod mere lig hasardspil.

”Logikken bliver, at gevinsten er lige om hjørnet, når nu man har investeret så mange penge, hvilket er et eksempel på det, man kalder ’gambler’s fallacy’. Desuden giver æstetikken klare associationer til spillemaskiner i Las Vegas,” siger hun.

Hos Center for Ludomani ser de også et mønster hos voksne klienter, der kæmper med spilafhængighed. Her opleves det, at flere klienter i deres yngre år har haft et usundt forhold til packing i blandt andet Ultimate Team, og selvom det er et  nyt forskningsfelt, kunne det tyde på, at sådanne gamblingelementer kan have negativ effekt på børn og unge i senere i livet, fortæller Jacob Rantzau Millardet, der er psykolog hos Center for Ludomani.

”Når jeg spørger klienter, hvor gamblingen startede, siger mange, at det begyndte med de her loot boxes, man ser i Counter Strike og Fifa. Der er et stigende antal unge i Danmark, der har pengespilsproblemer, og det er nærliggende at pege på, at store dele af gamingindustrien har været dygtige til at inkorporere casino- og gamblingelementer i deres spil,” siger han. 

Hvad tænker I hos Center for Ludomani kunne være løsningen?

”Det er svært at lovgive om, men det er meget bekymrende, at man i spil henvendt til unge mennesker udnytter så mange psykologiske mekanismer, der til forveksling  ligner traditionel gambling. En løsning kunne være at ændre aldersbegrænsningen for funktionen, eller give forbrugeren et overblik over, hvor mange penge personen har brugt. Det er helt sikkert et område, der trænger til en regulering.”

TILBAGE I AMSTERDAM beretter de forskellige producers og directors med varierende titler om nye tider. De har hørt om feedbacken på de forsømte dele af spillet og reageret på det, forsikrer executive producer John Shepherd mig, da jeg spørger ham ind til kritikken om at være for fokuseret på Ultimate Team. I career mode har de investeret mange kræfter i en mere detaljeret oplevelse, ligesom det nye HyperMotion V-bevægelsessystem – ifølge skaberne selv – skulle være revolutionerende for spiloplevelsen.

Da jeg efter præsentationen selv prøver det nye FC24, er det svært ikke at lade sig forføre. Det føles godt. Mere uforudsigeligt og mere løssluppent i sit udtryk end tidligere. Det er altid en linedans mellem realismen og arkadeelementerne, men det føles, til min store overraskelse, sjovere end længe. Skepsissen omkring det kapitaliserede FIFA-spil forsvinder for en stund, som jeg står der med store høretelefoner på i den mørke spillebule og føler mig som noget særligt. De gamle flammer er altid svære at slippe.

Rejsen og opholdet i Amsterdam var betalt af EA.