Engelske Muse er på vej til at blive et af verdens største rockbands ved at blande poppede melodier med patos og pompøsitet. Den 1. oktober udkommer deres sjette album 'The 2nd Law'. Euromans Anders Reuter mødte den lettere excentriske forsanger Matthew Bellamy og kaldte ham det, han er: En nørd.
Fingrene, der normalt spurter op og ned ad guitarstrenge eller klavertangenter, retter igen på solbrillerne i panden.
”Nu bliver jeg lidt filosofisk, men jeg tror, at alt i universet, alle teorier og alle ideer bag videnskaben, kommer fra det menneskelige sind. Jeg er interesseret i denne her biocentriske teori, der går ud på, at jo mere du tænker, jo mere indser du, at alt, du ser, er bare os og vores egne tanker. Jeg tænker meget på rummet og evolution og på ting i en større skala. Du ved, vi er ikke kun på jorden, men også i rummet.”
I forhold til svaret er spørgsmålet ret simpelt: Why so much? Det virker som det indlysende spørgsmål til et band, der med patostunge tekster og en næsten grotesk udadvendt og instrumentliret genrecocktail af progressiv rock, pop, electronica, opera og filmmusik synes at gøre en dyd ud af filosofien more is more. Muse lyder som et skizofrent DAMP-barns blanding af Queen, Led Zeppelin, Radiohead og hiphop-produceren Timbaland.
Og det kunne være blevet et band for de få indviede, der synes, det er sjovt at se, hvor hurtigt man kan spille på en selvlysende guitar. Men det er ikke sket for Muse. Med catchy hooks, melodier, man kan synge med på, og en charmerende mangel på forfængelighed er de et af verdens mest populære rockbands med pladesalg i metermål og fyldte stadioner verden over.
I midten af orkanen står lille Matthew Bellamy. Den 34-årige forsanger med al den ekstreme musikalske ekvilibrisme i sin klejne krop virker på tomandshånd overraskende rolig, fattet og normal. Han griner ofte, lettere excentrisk, taler hurtigt og tænker endnu hurtigere. Alt bliver taget ind, vendt, drejet og analyseret, før svaret kommer. Eller rettere: svarene. I flertal.
For why so much?-spørgsmålet afføder flere svarmuligheder. Svaret kan også være inspirationen fra klassisk musik, hvor hundredvis af musikere forløser store koncepter og følelser, forklarer han. Men det er nok mest inspirationen fra filosofien, der gør det.
”Jeg tror, at fordi jeg er interesseret i de ting, får det mig til at bevæge mig mod store harmonier, melodier, større rytmer, rumklang osv. Det er endnu et svar. Jeg har flere. Jeg kan også sige, at det kommer fra min interesse for sci-fi-film.”
Solbrillerne bliver kørt en omgang mere i panden, han sætter benet op under sig i stolen, før det kommer ned igen. Han forklarer, at han da godt kan lide film om kærlighedsforhold og den slags, men at han egentlig mest holder af ’store, episke, vilde film med masser af special effects.’
Det er befriende ærligt, men måske ikke overraskende, når det kommer fra et band, der excellerer i at overgå sig selv i musik, der er, ja, stor, episk, vild og proppet med effekter. Og det er vel at mærke den slags effekter, som de fleste andre bands ser sig for fine til at benytte sig af. Der findes ikke rigtig andre bands, der så uhæmmet som Muse river ting ned fra hylderne, kun for at blæse dem endnu mere op og til sidst samle dem til en slags overloadet popsang. Og der findes heller ikke nogen, der gør det så godt.
Hvor kommer al den patos fra?
”Er det mon noget psykologisk dybere …?” griner han og fortsætter med at fortælle, hvordan han som barn var interesseret i spørgsmål som, hvad formålet med evolution er, og hvad sker der i universet. Men én ting er at gå rundt og filosofere. En anden ting er at putte det hele i en sang og udtrykke det. Hvor kommer det fra?
”Det er et godt spørgsmål. Lad mig tænke. Jeg tror, det skyldes et behov for at skabe en forbindelse til folk. Det er virkelig essensen af psykologien bag folk, der skriver og optræder. De psykologiske mekanismer bag det hele er komplicerede. Hvorfor vil en person connecte med andre og i så stort et omfang? Jeg ved det ikke. Det er sært.”
Han griner sin drengede latter igen, nu endnu mere knirkende, men samtidig hjerteligt.
Har der nogensinde været et tidspunkt, hvor du har tænkt: ”Måske er det her for meget, måske skal vi tone det lidt ned”?
”Jeg lyttede til sangen ’Survival’ fra det nye album, sangen, de bruger til OL, og jeg havde svært ved ikke at grine. Jeg nyder den latter, selv når vi laver noget så ekstremt, at det næsten er fjollet. Jeg har det fint med, at nogle mennesker måske vil sige, at det er for langt ude, for jeg synes, det er en rar følelse. Jeg bekymrer mig ikke om at være cool. Jeg er mere optaget af, om folk nyder det, de lytter til. Selv hvis det er komisk.”
Nogle vil måske sige, at det er for plat eller for overdrevet. Er det en reaktion, du får?
”Hele tiden! ’Survival’ er et godt eksempel. Det er lidt ligesom med en Broadway-musical: Nogle gange synes du, det er forfærdeligt, andre gange kan du sige ’ahh …’ og lade dig forføre. Du ved, at det er overdrevet, men det kan tage dig et sted hen, og samtidig kan du grine ad det. Jeg har ikke noget imod nogen af de oplevelser. Jeg vil nødig have, at folk tror, at vi tager alt, hvad vi gør, fuldstændig alvorligt.”
Opstår der nogensinde et element af generthed?
”Da jeg var barn, drømte jeg om at blive musiker, men jeg havde aldrig forventet, at det ville blive så stort. Det kræver næsten mere tilpasning at skulle tale om musikken. Det sjove ved musik er, at du spiller det bare, og det kommer til dig. At give et interview som det her og at skulle formulere det er den del, der kræver en indsats.”
Der er noget uglamourøst ved ham. Han er som den nørdede skolekammerat, der havde gang i et eller andet ekstremt kompliceret projekt, som ingen andre helt kunne forstå, og så sidder han og gnægger over sin egen nørdethed. Men forskellen er, at Matthew Bellamys projekt er et af verdens største rockbands, og han er forlovet med Hollywood-skuespillerinden Kate Hudson.
Måske skyldes det sidste, at han ud over at være en glad og excentrisk fyr også virker som en usædvanlig
sympatisk rockstjerne. Med et tankemylder, der kun matches af den musik, han laver.
Skjuler de store armbevægelser noget? Er det et element af beskyttelse i al den teaterrøg?
”Jeg er ret selektiv omkring mit personlige liv, og hvad jeg lægger til skue. Jeg tror, at det nye album er det første, hvor der er begge slags sange på samme tid. Nogle er personlige, og nogle har en masse teaterrøg.”
Hvad er forskellen på dig som person og dig som musiker? Her på falderebet spørger jeg også, fordi du – med al respekt – slår mig som en ret nørdet person.
”Hahaha. Det har jeg det helt fint med. Det tror jeg er ret fair. Nogle gange er de ting, jeg gør på scenen, virkelig den, jeg er, uden restriktioner og uden at være påtaget. Det er alle de skøre sider af mig. Jeg er skrøbelig, men også selvsikker, næsten arrogant. Alle de sande elementer og de ufiltrerede elementer i min personlighed er den, jeg er på scenen, for som performer kan du være lige den, du vil være. Det er et øjebliks frihed.”
MUSE
Muse består af barndomsvennerne Chris Wolstenholme (bas), Dominic Howard (trommer) og Matthew Bellamy (vokal, guitar, klaver, produktion og sangskrivning). De havde lige rundet de 20, da de debuterede med albummet ’Showbiz’ i 1999. Siden har de udgivet fire succesalbum. Deres største hits hedder bl.a. ’Time Is Running Out’, ’Starlight’, ’Supermassive Black Hole’, ’Resistance’ og ’Undisclosed Desires’. I 2009 gav de koncert i Parken, og i 2010 fyldte de Orange Scene på Roskilde Festival. Deres forrige album, ’The Resistance’ (2009), solgte 40.000 eksemplarer alene i Danmark. Muse leverede den officielle sang, ’Survival’, til OL i London. Matthew Bellamy er forlovet med den amerikanske Hollywood-skuespillerinde Kate Hudson. Sammen har de den etårige dreng Bingham. Hudson er datter af Goldie Hawn og steddatter til Kurt Russell.
LÆS OGSÅ Muse leverer de officielle OL-toner
