”Jeg er Vladimir,” siger en ung langhåret mand iført ulveklæder i silende regn, og så er traileren til den russiske storfilm ’Viking’ ellers i gang.

Underlægningsmusikken, der fremkalder øjeblikkelig dommedagsstemning, bliver kun brudt af lyden af sværdklinger, der mødes, folk der dræbes og minimale ordudvekslinger.

Der er ikke tale om en film med den russiske præsident Vladimir Putin i hovedrollen, den handler derimod kort fortalt om den sagnomspundne Vladimir, der gjorde russerne kristne. På hans tid var Rusland et land spækket med stridigheder af den ene og den anden slags.

Blandt andet en brødrestrid, der fik Vladimir til at flygte til Skandinavien i år 976, og her samlede han en stor vikingehær, som han erobrede Rusland med fire år senere.

Filmen handler således om den mildest talt blodige tid, indtil Valdemar kom med fred og gjorde russerne kristne. I år 988 lod Valdemar sig selv døbe, og herefter blev den græsk-ortodokse kirke det mægtige lands officielle religion.

Og netop filmens historiske omdrejningspunkt har været genstand for rig diskussion. Kritikerne kalder filmen for russisk kulturpropaganda, der er en plet på landets historie, den russisk-ortodokse kirke, mener, at Valdemar bliver fremstillet for barbarisk og brutal, historikerne er rasende og kritiserer filmen for ikke at fremstille historien korrekt, mens andre kalder ’Viking’ fremragende russisk filmhistorie og en bedrift for den russiske filmindustri.

Selvom den russiske præsident Vladimir Putin ikke er hovedrolleindehaver, så er han en af dem, der er yderst begejstret for den brutale, historiske film, som han har rost offentligt op til flere gange.

Og ser man traileren, hvor der ikke er sparet på blod og øksedrab, så er der ikke rigtig nogen overraskelse, at Ruslands højst befalende synes, at ’Viking’ er bomben. Selv er han ikke nærig med at sende at sende kampvogne og det, der er værre ind i nabolandene og bombet sin vej ind i Syrien.

”Game of Thrones minder om børne-tv i sammenligning med den kontroversielle russiske film Viking – men stilen og stemningen er basalt den samme,” skriver Jyllands-Posten om ’Viking’.

Det er ellers ikke, fordi russerne er kendt for at være dominerende på den internationale filmscene, men ikke desto mindre har ’Viking’ møvet sig ind på i top ti over de mest indtjenende film i hele verden i begyndelsen af januar.

Filmen har haft et budget på intet mindre end 140 millioner kroner, og den har taget syv år at indspille. Generelt er de gået all in på kulisser. Nogle af de mange penge er hvert fald gået til at lave en hel vikingelandsby på Krimhalvøen, hvor det meste af filmen er optaget.  

Og landsbyen er ikke brændt ned til grunden i bedste vikingetogtstil. I stedet er den blevet til en forlystelsespark.

Med sine 140 millioner kroner indskriver ’Viking’ sig også, som den dyreste russiske film, der nogensinde er produceret. 

Om den er historietro eller ej, så er det hvert fald ikke kun Putin, der er den eneste fan af filmen. På en enkelt weekend indbragte filmen 50 millioner kroner, og det gør den til en af de ti mest indtjenende film i hele verden i begyndelsen af januar måned. Der har således været rigeligt med biografgængere. 

LÆS OGSÅ: Russere har muligvis lækket finale-afsnittet af serien ’Sherlock’

LÆS OGSÅ: Streaming: Seks film, der handler om det at være en mand

LÆS OGSÅ: Alle Pixars film hænger sammen i én lang fortælling