Med fare for at lande på den helt forkerte side af historien lister vi nu med tæerne forrest ind i en (potentielt) ophedet møbeldebat og stiller det åbne spørgsmål: Hvorfor er hundepuder så udbredte, når menneskepuder – altså, sådan nogle ordentlige krabater, man plejer at reservere til sit kæledyr – ikke er det?
Det kan der sådan set være mange svar på, og lad os da foregribe et par af de væsentligste ankepunkter:
Det er møggrimt. Det optager helt utroligt meget gulvplads. Det er udtryk for den samme kvabsede komfort-over-alt-livsførelse, som nakkepuder og joggingbukser længe har været det. Du er ikke en hund.
Men hvis man nu forestiller sig en verden, hvor hjem er et hemmeligt sted, man kun selv kommer, er tanken om at opføre sig firbenet i en stor og lodden hundepude måske ligefrem fristende.
Det kan den i hvert fald blive, når man læser magasinet Wireds anmeldelse af markedets fremmeste menneskehundepude: Plufl. Her tildeles en score på ni ud af 10 til den store skumsatan, der ifølge anmelderen både er velegnet til en eftermiddagslur, til at læse i og til – skulle man have brug for det – at få et afbræk fra sin angst.
Sådan en Plufl kommer i én størrelse, menneskestørrelse, koster lidt mere end 2.000 kroner og er, selvfølgeligselvfølgeligselvfølgelig, et amerikansk fænomen. Men også herhjemme er et hul i madrasmarkedet blevet identificeret.
Hos HumanDogBed, et firma med adresse i Tølløse lidt syd for Holbæk, kan man også købe hundepuder til mennesker. På firmaets hjemmeside udtaler en optimistisk marketingmedarbejder: ”Oplev fornemmelsen af at sidde på en sky,” hvorefter menneskehundepuden i en tabel med fire rækker sammenlignes med ”din gamle lænestol” – fx får hundepuden et grønt flueben, mens din gamle lænestol får et rødt kryds, ud for parameteret ’Ser mega hyggelig [sic] ud’.
Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal mene om det hele. Vi ved bare, at vi er kommet i et skrækkeligt hyggehumør.
